Jeg var spændt og fyldt med forventning.
Endelig skulle jeg med egne øjne se resultatet af mange måneders forberedelse og hårdt arbejde. Endelig skulle jeg møde disse unge mennesker, som vi havde talt så meget om og hørt så meget om. Endelig skulle jeg opleve en aften, hvor en tilfældig gruppe unge mennesker skulle møde en anden tilfældig gruppe unge mennesker med ét eneste formål: At have det sjovt!
Med forventningens glæde fulgte også en masse spørgsmål:
Ville der mon komme nogen unge? Hvad mon de unge ville lave? Ville de komme til at kede sig? Ville de have Cola, Sprite, the, kaffe, slik, chips, popkorn eller kage?
For at være helt sikre, serverede vi det hele.
Alt, hvad vi havde var et venteværelse fyldt med legetøj til småbørn, tre brætspil, en gammel ghettoblaster med 2 fungerende radiokanaler og en dug med skriften ”Aarhus Universitetshospital” broderet ind i det blege stof.
Det var måske ikke ligefrem det fedeste ungdomsmiljø.
Men da klokken nærmede sig 18.30 skete der noget magisk med rummet. Måske det var duften af de to forskellige slags chokoladekager, som boblede i ovnen, blandet med duften af salte popkorn og chips. Måske det var de falske stearinlys der blafrede uden vind på bordene, de nyindkøbte serpentiner i alle farver, der hang ned fra lamperne, og de mange rød-hvide flag, som vi møjsommeligt havde fået til at dække broderingen på den blege dug. Eller måske det var lyden af Pinks klare stemme synge Fucking Perfect med lidt for meget diskant fra den gamle ghettoblaster. I hvert fald mindede det hele pludselig lidt mindre om et sygehus.
Den første unge kom ind med et stativ fyldt med slanger og poser med væske. Hun havde et tørklæde om hovedet – måske for at dække de tydelige spor af en kemobehandling. Jeg ved det ikke, for jeg spurgte hende ikke.
”Skal I ikke have mit CPR-nummer”? Spurgte pigen. ”Jeg kan det både forfra og bagfra og i søvne”. Men vi skulle jo ikke bruge pigens CPR nummer, for vi skulle jo bare banke hende i klodsmajor.
Pigen fik serveret de to forskellige slags kager, chips, slik og sodavand, og i et kort øjeblik blev jeg helt bekymret for, om alt det sukker og salt mon overhovedet var godt for hende. Men så igen – hvem er det egentlig godt for?
Pigen begyndte at synge med på alle sangene i radioen. Hun elskede musik og som enhver anden teenagepige i denne verden havde Justin Bieber en helt særlig plads i hendes hjerte.
Lidt efter lidt kom flere unge ned i cafeen. Vi spillede spil – Cranium – hvor man blandt andet skulle balancere med 6 terninger på hovedet, nævne 5 køkkenting med bogstavet K, gætte en fjollet figur, som én skulle forme af en klump blå modellervoks, nærmere betegnet Craniummasse. Snak og grin fyldte cafeen og bredte sig ud i gangene i en sådan grad, at en ung læge kom forbi. Han havde hørt en masse larm fra A3 og kunne dufte kage. Han påstod, at han var nysgerrig og bare lige ville se, hvad vi lavede. Men i virkeligheden kom han for at tigge kage. Han fik et stykke kage med, og selvom pigerne i cafeen syntes, han var ret lækker, måtte han gå igen. For cafeen er jo lægefri zone.
Klokken var pludselig 15 minutter over lukketid. De unge fandt selv tilbage til deres afdelinger. En ung fyr, som ellers havde været ret stille, gik fløjtende ned ad gangen på A3.
Jeg fløjtede ikke. Jeg havde ondt i maven. Måske pga. de mange kager, chips og popkorn eller måske fordi, jeg aldrig før har grint så meget i løbet af tre timer.
Af Susanne Dalmer, projektleder Café Nexus