Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Altså inden vi startede det her projekt op for alvor. Syge, skrøbelige unge, som skulle tages af, og som vi måske kunne klemme et enkelt smil eller to ud af. Men det er langt fra, hvem jeg har mødt i caféen. Det er sjove, dejlige unge mennesker, som jeg helt glemmer er syge, når vi sidder og griner over Cranium eller spritflasken, som giver alle om bordet et brusebad, hver gang den bliver brugt.
Og så alligevel overhører man nogle samtaler, som såkaldte almindelige unge ikke har. Som de to teenagepiger, der sad og snakkede om at score penge til kemo-fester. Altså en fest man holder, når den sidste omgang kemo er overstået. ”Jamen, er det ikke dyrt at holde sådan en fest?”, spørger den yngste – ”Jo, men det betaler dine forældre jo – og så beholder du bare alle de penge, du får i gave! Og det er mange penge, kan jeg godt sige dig!!”, svarer den ældste med et stort grin på læberne.
Mig og de andre frivillige kunne ikke lade være med at grine, og pigerne grinte med – for det trods alt bedre at grine end at græde, var de begge enige om.
Så det gjorde vi resten af aftenen – grinte! Med og af hinanden, når vi skulle forsøge at samle terningerne op fra gulvet med tæerne eller mime et dyr.
Og da klokken blev ni og forældrene begyndte at kigge spørgende ind af døren, havde ingen af os rigtig lyst til at forlade vores lille grinende boble. En af pigerne forsøgte endda at overtale sin mor til at få lov at blive på hospitalet indtil næste gang caféen havde åben:
”Jamen, skat, nu har du endelig fået lov til at komme hjem i morgen!”, forsøgte moren
”Ja, ja, mor, men der er café igen på torsdag, så det er bare tre dage til!”, prøvede pigen, mens moren kiggede opgivende og nærmest undskyldende på mig.
De diskuterede stadig, mens de bevægede sig tilbage til afdelingen.
Jeg stod tilbage med en følelse, jeg ikke har haft i lang tid – en nærmest lykkerus. Og en tanke om at jeg ikke bare giver disse unge patienter noget – men at de i ligeså høj grad giver mig noget. En ny måde at se verden på, at takle modgang på – og en påmindelse om, at intet er så slemt, at du ikke i det mindste kan holde en fest: for det er trods alt bedre at grine end at græde!
Af Maria Thomsen, Projektleder Café Nexus