Fremføring af overkæben med elastikker - Mentoplates
Gå direkte til
Fremføring af overkæben med elastikker - Mentoplates
Behandling af underbid under udvikling med elastiktræk og skeletale kroge.
Forbered dig til operationen
Forud for operationen, bliver du og dine forældre indkaldt i Kæbekirurgisk Klinik for at tale med en tandreguleringstandlæge, en kæbekirurg og en sygeplejerske.
Da operationen skal foregå i fuld bedøvelse (narkose), skal I også tale med en narkoselæge.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Operationen bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
De sidste 6 timer før mødetidspunktet må du ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice. Småbørn må dog få modermælkserstatning indtil 4 timer før og brystmælk indtil 3 timer før mødetidspunktet.
Du må drikke vand og saftevand indtil 1 time før mødetidspunktet.
Drik lidt sød saft 1 time før mødetidspunktet. Saftevand modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: Den sidste time før mødetidspunktet må du intet indtage.
Vi anbefaler, at du heller ikke tygger tyggegummi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På operationsdagen
Gå i bad og børst dine tænder som normalt
Fjern smykker og brug ikke creme i ansigtet
På operationsdagen møder du i Forberedelse og Opvågning på det tidspunkt der fremgår af indkaldelsen i e-Boks.
Her vil du blive modtaget og klargjort til operationen og fulgt over til operationsstuen.
Om operationen
Kirurgen og det øvrige personale vil sammen med dig lave et sikkerhedstjek, så vi sikrer os, at alt er i orden til operationen.
Operationen påregnes at vare 1 time
Risici og bivirkninger
Infektioner forekommer sjældent, men kan opstå efter operationen. Det kan vise sig ved rødme, hævelse, ømhed, feber.
Ved mistanke er det vigtigt at kontakte Kæbekirurgisk Klinik, hvis symptomerne optræder FØR behandlingen er opstartet med ganeapparaturet hos henviser.
Ring til Kæbekirurgisk Klinik på 7846 2927 i dagstid eller kontakt kæbekirurgisk vagthavende via omstillingen udenfor åbningstiden på tlf. 7845 0000.
Risikoen for infektion er fortsat tilstede i mindre grad, men mindskes betydeligt ved effektivt renhold. Det er derfor vigtigt fremadrettet at renholde kroge og skruer omhyggeligt.
En krog eller skrue kan løsne sig. Sker dette skal der ske henvendelse til egen tandlæge, som kan viderehenvise til Kæbekirurgisk Klinik ved behov. Det kan i enkelte tilfælde komme på tale at omsætte krogen eller skruen.
Efter operationen
Du kommer på opvågningsafsnittet efter operationen, hvor det forventes at du skal være et par timer. Dine forældrene kontaktes af personalet, så du kan få besøg.
Du kan komme hjem samme dag
Når du kommer hjem
Undgå fysiske anstrengelser de første par dage
Undlad så vidt muligt at berøre krogene og sårene i munden med tungen
For at undgå infektion, er det vigtigt at holde munden ren med mundskyllevæske (Klorhexidin 0,12%) 2 gange dagligt i 5 dage.
Det er vigtigt at du er omhyggelig omkring kroge og ganeskuer, brug gerne en blød børnetandbørste.
Tænderne børstes som vanligt, men pas på operationsområdet hvor krogene er sat i.
Få hjælp af dine forældre til mundhygiejnen.
Der kan forekomme sivblødning den første dag. Hvis det opstår kan du trykke en gazetampon mod det blødende område. Kan gentages ved behov.
Når bedøvelsen aftager, skal du forvente ømhed og smerter. Almindelig smertestillende medicin i håndkøb er tilstrækkeligt i langt de fleste tilfælde.
Er den almindelige smertestillende medicin ikke tilstrækkelig kan der udskrives en recept på stærkere præparater fra afdelingen.
Hævelse er forventelig efter operationen og er størst i løbet af de første dage. Herefter vil hævelsen aftage.
Spis og drik afkølet mad det første døgn. Herefter blød kost, indtil du kan indtage hård føde uden gener.
Videre forløb
Efter operationen vil et typisk forløb se ud som følgende:
1-2 uger efter operationen: kontrol på Kæbekirurgisk Klinik, Ortoklinikken.
1-3 uger efter operationen: kontrol og skanning til ganeapparatur hos din tandlæge i Børn og Unge Tandplejen.
4-5 uger efter operationen: montering af ganeapparatur hos din tandlæge i Børn og Unge Tandplejen. Her instrueres ligeledes i anvendelse og aktivering af apparaturet.
7-8 uger efter operationen: kontrol på Kæbekirurgisk Klinik, Ortoklinikken.
Løbende kontroller hos henviser (Børn og Unge Tandplejen/privat tandreguleringstandlæge), som beslutter længde mellem intervallerne.
Kontroller på Kæbekirurgisk Klinik ca. hver 6.-12. mdr. indtil fjernelse af mentoplate.
Når mentoplates skal fjernes, foregår det ved en ny operation i fuld bedøvelse
Kontakt
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi (Hovednummer og -adresse)
Telefon
7846 2927 (Sekretariatet mellem kl. 8 og kl. 15)
7846 2927 (Vagthavende kæbekirurg mellem kl. 8 og kl. 15)
7845 0000 (Har du brug for akut hjælp efter din operation, kan du kontakte omstillingen og bede om den vagthavende kæbekirurg)
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Brug e-boks eller borger.dk, hvis du vil sende mail med sikker forbindelse.
Adresse
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 2, Krydspunkt J206 8200 Aarhus N
Kontakt Forberedelse og Opvågning
Alle børn, som skal have foretaget en planlagt operation, møder til operation i Forberedelse og Opvågning Øst 3:
Telefon
78451291
Adresse
Forberedelse og Opvågning Øst 3 Indgang H14, Plan 3, Krydspunkt H309 Palle Juul-Jensens Boulevard 139 8200 Aarhus N
Akutte operationer på børn foregår i Operation og Bedøvelse Nord.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1432257
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.