Glaslegemet er den klare substans, der fylder øjet ud. Blødninger i øjets glaslegeme kan opstå af forskellige årsager. Det er vigtigt at finde årsagen til blødningen, da der måske er en bagvedliggende årsag, der skal behandles.
Hvis du oplever symptomer på blødning i øjets glaslegeme og i forvejen har et forløb på Øjensygdomme, er det vigtigt du tager kontakt hertil.
Hvis du ikke er i et forløb på Øjensygdomme, skal du kontakte en praktiserende øjenlæge, som ved behov kan henvise dig til Øjensygdomme.
Symptomer
En blødning i øjets glaslegeme kan være små punktblødninger, der ikke giver særlige symptomer til store blødninger, der gør synet forsvinder helt på øjet.
Symptomer på blødninger i øjets glaslegeme er typisk sløret syn, sorte streger i synsfeltet eller fornemmelse af spindelvæv i synsfeltet
Årsag
En blødning kan opstå af forskellige årsager, og det er vigtigt at finde årsagen til blødningen, da der måske er en bagvedliggende årsag, der skal behandles.
Hvis blødningen skyldes en rift i nethinden, er et blodkar revet over i forbindelse med riften er opstået. Det er vigtigt riften behandles med f.eks. laser, for at undgå riften ikke medfører nethindeløsning.
Ved diabetes kan der dannes nye, skrøbelige blodkar på nethinden. Disse nye blodkar kan briste og give blødninger i øjets glaslegeme.
Hvis blødningen skyldes disse nydannede blodkar er det vigtigt at opstarte f.eks. laserbehandling for at undgå yderligere komplikationer samt mindske risikoen for gentagne blødninger.
Hvis der efter en blodprop i øjet opstår iltmangel på nethinden, kan der dannes nye skrøbelige blodkar. Disse nye blodkar kan briste og give blødninger i øjet. Hvis blødningen skyldes disse nydannede blodkar er det vigtigt at opstarte f.eks. laserbehandling for at undgå yderligere komplikationer samt mindske risikoen for gentagne blødninger.
Hvis blodtrykket stiger meget, kan der ske forandringer i øjets blodkar, som kan give blødninger og væskeudtræk på nethinden.
Hvis blødningen skyldes for højt blodtryk, er det vigtigt blodtrykket reguleres, da det ellers kan give alvorlige skader og komplikationer i hele kroppen. I værste tilfælde kan forhøjet blodtryk være årsag til hjerneblødning.
Om forløbet
Øjenlægen vil undersøge dig grundigt, for at sikre at der ikke er rifter eller nethindeløsning. Det kan i nogle tilfælde gøres ved at øjenlægen sætter et spejl på øjet, hvor igennem øjets inderside kan ses. I nogle tlfælde er det nødvendigt at undersøge øjet med ultralyd, for at sikre nethinden ikke har løsnet sig.
I de fleste tilfælde vil en blødning i øjets glaslegeme klare op af sig selv.
Du vil derfor opleve, at vi afventer minimum en måned inden der planlægges yderligere tiltag.
Hvis blødningen er meget stor kan det være nødvendigt at fjerne blødningen med en operation i øjets glaslegeme.
Om behandlingen
I de fleste tilfælde vil en blødning i øjet klare op af sig selv. I enkelte tilfælde er blødningen dog så stor, at øjet ikke selv kan fjerne blødningen.
Det kan derfor blive nødvendigt at fjerne blodet ved en operation, hvor glaslegemet og blødningen suges ud og erstattes af saltvand.
Gode råd
Hvis du har diabetes er det vigtigt, at dit blodsukker er velreguleret.
Dette sker i samarbejde med den læge, du går til diabeteskontrol hos.
Ved at regulere blodsukkeret, mindskes risikoen for at udvikle komplikationer til diabetes, f.eks. forandringer i øjnene.
Hvis du har forhøjet blodtryk er det vigtigt dette reguleres i samarbejde med din praktiserende læge, eller hvis du er indlagt med lægen på pågældende afsnit.
Ved forhøjet blodtryk anbefales rygestop, regelmæssig motion og sund kost.
Efter en blodprop i øjet, kan der komme komplikationer f.eks. i form af nydannede blodkar.
Hvis du har haft en blodprop i øjet, er det vigtigt at gå til regelmæssig kontrol ved en øjenlæge. Øjenlægen kan opstarte behandling, hvis der er tegn på f.eks. nydannede blodkar på nethinden.
Synslinjen er en gratis telefonrådgivning, der kan give støtte og vejledning til mennesker, der får en alvorlig synsnedsættelse eller er bange for at miste synet. Telefonrådgivningen er også åben for pårørende. Rådgiverne ved Synslinjen har alle selv været igennem et synstab.
Hvis dit syn falder til 30% på det bedst seende øje, eller hvis dårligt syn medfører, at du har svær ved at udføre vanlige gøremål, kan du rette henvendelse til en synskonsulent.
Hvem du skal kontakte afhænger af den kommune, du bor i. Spørg gerne personalet på Øjensygdomme.
Kontakt
Kontakt Øjensygdomme
Telefon
Har du brug for at komme i kontakt med afdelingen kan du ringe på tlf. 7845 4620 mellem kl. 8-15.
Har du akut behov for hjælp efter kl. 15 kontaktes afdelingen på 7845 4600.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/959466
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.