Sengeafdelingen er inddelt i 3 teams, hvortil der er knyttet læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter.
Når du er indlagt, vil du blive tilknyttet et team hvor personalet kender dig og dit sygdomsforløb.
På hverdage mellem kl 08.30-09.00 holder hvert team konference om patienterne for at sikre det bedste forløb for dig.
Vi ønsker, at du på trods af sygdom, må føle dig tryg i den tid du er indlagt hos os.
Det er vigtigt for os, at du giver udtryk for dine egne behov og ønsker og at du i det omfang det er muligt, tager medansvar for din pleje og behandling. På den måde kan vi sammen sørge for at du får et godt ophold på Nyremedicinsk Sengeafsnit.
Du må altid stille spørgsmål hvis der er noget ved din behandling som undrer dig.
På hverdage er der stuegang mellem klokken 9.30-12.00.
I weekenden minimerer vi stuegangen til at omhandle de akutte behov hos de indlagte patienter.
Der er begrænsede ressourcer til samtaler med pårørende i weekenden.
Patienterne i sengeafsnittet er typisk patienter i peritonealdialyse, hæmodialyse eller indlagt til udredning for nyresygdomme og forhøjet blodtryk.
Derudover har vi patienter indlagt til nyretransplantation og -donation.
Du vil også kunne møde patienter med anden sygdom end nyresygdom.
Sengeafdelingen er uddannelsessted for social- og sundhedsassistentelever, sygeplejestuderende og medicinstuderende.
Vores elever og studerende får altid tæt vejledning af personalet på afdelingen.
Morgen
Kl 06.00
Eventuelt morgenmedicin (patienter som får antibiotika i årerne).
Klargøring af patienter som skal til undersøgelser/operationer.
Kl 07.00
Dagpersonalet møder.
Du får målt blodtryk, puls, temperatur og vejes.
Kl. 07.45
Bioanalytikeren kommer og tager blodprøver.
Morgenmad.
Du får udleveret morgenmedicin.
Formiddag/frokost
Kl. 09.30-12.00
Stuegang. I weekenden er der ingen stuegang, men akutte problemer vil selvfølgelig blive behandlet.
Mulighed for hjælp til personlig hygiejne.
Undersøgelser og evt. genoptræning ved fysio- og ergoterapi.
Kl. 12.00
Frokost.
Du får udleveret middagsmedicin.
Middagshvil.
Eftermiddag
Kl. 14.00
Eftermiddagskaffe.
Kl. 15.30-16.00
Aftenpersonalet møder.
Aften
Kl. 18.00
Aftensmad
Du får udleveret aftenmedicin
Kl. 20.00
Aftenkaffe.
Kl. 21.00-22.30
Der gøres klar til natten.
Mulighed for hjælp til aftentoilette.
Du får udleveret natmedicin.
Opgørelse af væskeregnskab hos patienter som får ført væske- og vandladningsskema
Kl. 23.00
Nattevagterne møder
Nat
23.30-07.00
Nattevagterne er til rådighed hele natten hvis du har behov for hjælp.
Patienter ses til ved behov og mindst hver 3.time.
De fysiske rammer
Sengeafdelingen har 22 ene-stuer med eget toilet og bad.
Der er tv på alle stuer.
Der er mulighed for at en pårørende kan overnatte på stuen sammen med dig.
Når du er på sengestuen, er det lettest at kontakte os ved at trække en enkelt gang i den røde klokkesnor over sengen.
På den måde får du fat i netop det plejepersonale, som er tilknyttet din stue og plejegruppe.
Nyremedicinsk sengeafsnit kan ikke tage ansvar for værdigenstande og ejendele. Vi anbefaler derfor at du lader større pengebeløb og værdigenstande blive hjemme.
Der er en safety-boks på stuen hvor medbragte værdigenstande kan låses inde.
Mad og drikke
Hvis du er oppegående kan du selv hente maden i spisestuen.
Hvis du er gangbesværet kan personalet hjælpe dig over i spisestuen eller hente maden til dig.
Den nærmeste kantine hedder Café Syd og ligger lige i nærheden af Nyremedicinsk Sengeafsnit. Spørg personalet.
Telefon og internet
Vejledning for opsætning af internet:
På din mobil, tablet eller bærbare - gå til indstillinger
Vælg netværket ”RegionMIDT-Gaest”
Gå til siden ”rm.dk”
Log ind med enten CPR, MitID eller SMS
Se retningslinjer for brug af trådløst internet på www.wifi.rm.dk
Hygiejne
Det er meget vigtigt at overholde en god håndhygiejne for at undgå spredning af bakterier på hospitalet.
For at minimere risikoen for infektion og smitte, opfordrer vi alle patienter og pårørende til at vaske hænder og benytte håndspritten, som hænger på alle stuer.
Vær også opmærksom på at bruge håndsprit, hvis du tager service, mad fra buffet eller produkter fra køleskab.
Pårørende
Vi anbefaler, at du udnævner en primær kontaktperson blandt dine pårørende, som vi kan kontakte, med informationer eller hvis der er en ændring i din tilstand.
Vi anbefaler ligeledes, at det er denne primære kontaktperson, der kontakter os og giver informationer videre til dine andre pårørende.
Hvis du ikke ønsker, at vi inddrager dine pårørende, respekterer vi selvfølgelig dette. Vi har tavshedspligt, og vi udtaler os kun til pårørende, hvis du har givet os tilladelse.
Vi anbefaler, at du inviterer din primære pårørende med til stuegang eller lægesamtale, især når der skal gives svar på undersøgelser, og der skal aftales en plan for din behandling.
Du må gerne have mere end én pårørende med til lægesamtale hvis du ønsker det.
Der er fri besøgstid, men vi anbefaler at dine pårørende venter med at komme på besøg til efter kl 09.00.
I tidsrummet mellem kl 12-14 skal der være mulighed for middagshvil.
Vi råder til at der er ro på stuen efter kl. 21.00.
Vær opmærksom på
Vi henviser til de udendørs rygebokse ved hovedindgangen
Når du skal hjem
Ofte vil vil gerne se dig til en opfølgning/kontrol i vores klinik, efter du er udskrevet. Personalet vil informere dig om dette inden du skal hjem.
Vi sørger for at tage kontakt til kommunen, hvis du har brug for genoptræning eller anden hjælp efter din indlæggelse.
Du får udleveret et telefon nr. til afdelingen så du kan kontakte os hvis du bliver i tvivl om noget.
Kontakt
Vi har bedst tid til at besvare telefonopkald på disse tidspunkter:
Kl 9-11 og 12.30-14.30
samt kl 19.30-20.30
Kontakt os på telefon nr. 78452488
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1060506
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.