Elektrisk stimulering i hjernen til patienter med fremskreden parkinson sygdom
Gå direkte til
Elektrisk stimulering i hjernen til patienter med fremskreden parkinson sygdom
Behandling indebærer indsættelse af et elektrisk stimulationssystem i hjernen.
Elektrodestimulering af et kerneområde i hjernen (den subthalamiske kerne) har vist sig at være en effektiv behandling af hovedsymptomerne ved parkinson sygdom; herunder rysten, stivhed, bevægehæmning samt ufrivillige overbevægelser og svingninger i den motoriske tilstand.
Om forløbet
Under indlæggelsen vil vi vurdere sværhedsgraden af dine parkinsonsymptomer
Du skal i fuld bedøvelse have lavet en MR-skanning
MR-skanningen vil give informationer om, hvilket område i hjernen der skal stimuleres i forbindelse med den mulige operation. Dette gøres ved hjælp af nogle markører i kanten af MR-billederne; disse fungerer som et koordinatsystem. Et computersystem beregner de nøjagtige koordinater for det område i hjernen, der skal stimuleres.
Når alle undersøgelser er afsluttet tages der stilling til, om du kan tilbydes operation
Hvis du tilbydes operation vil vi informere dig grundigt om operationen.
Om behandlingen
Operationen kan mindske dine symptomer på Parkinsons sygdom. Herunder reducere ufrivillige overbevægelser og svingninger i den motoriske tilstand, men operationen påvirker ikke den underliggende sygdom
Operationen vil kunne forbedre din livskvalitet og give dig mulighed for at deltage i normale daglige aktiviteter
Den daglige medicin vil muligvis også blive reduceret
Balanceusikkerhed og gangforstyrrelser bedres ikke altid med behandlingen.
De foreløbige erfaringer fra udlandet og herhjemme tyder dog på, at hyppigheden af komplikationer er lav. Læs mere herunder:
I forbindelse med indsættelse af elektroden er der risiko for hjerneblødning eller betændelse i hjernen. Dette kan føre til forbigående eller blivende skader i form af taleforstyrrelser, indskrænket synsfelt, bevægeforstyrrelser, lammelser og i værste tilfælde svær invaliditet og død
Der kan forekomme hudproblemer over det indsatte udstyr
Der er risiko for allergisk reaktion med afstødning af det indsatte og for mekanisk svigt af de indsatte komponenter
Der kan være bivirkninger til den elektriske stimulation med påvirkning af tale, besvær med at åbne øjne og halvsidige føleforstyrrelser. Balance- og gangproblemer kan blive bedre, være uændret fra før operationen eller i enkelte tilfælde forværres
I nogle tilfælde ses psykiske forstyrrelser efter operation (forvirring, depression), oftest forbigående. Nedsat initiativ, ordfindingsbesvær og øget impulsivitet kan dog være permanent. I enkelte tilfælde har det ført til ophør af DBS-behandling
Du vil sædvanligvis skulle fortsætte en allerede igangværende medicinsk behandling, men der kan blive tale om nedsættelse af dosis
Mere information
Stimulator og den medicinske behandling justeres ved hyppig ambulant opfølgning efter operationen
Hvis du ønsker det, kan du via en fjernbetjening selv foretage mindre justeringer af stimulatoren og således tilpasse effekten til dit behov. Personalet vil instruere dig deri.
Stimulatoren skal udskiftes hvert 2. til 5. år, når batteriet er brugt op. Er batteriet genopladeligt udskiftes det ca. hvert 9. år. Dette foregår i lokalbedøvelse.
Kontakt
Har du spørgsmål er du velkommen til at kontakte sygeplejerskerne i bevægeforstyrrelsesteamet på telefon 7845 4266 på hverdage mellem kl. 8 og 9.30
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/981095
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.