Ventiler der er anlagt i lungens luftveje kan holde op med at fungere, hvis de tilstoppes af slim eller arvæv. Det kan være nødvendigt, at lave en ny kikkertundersøgelse for at rense ventilerne. I nogle tilfælde er det nødvendigt at fjerne ventilerne. Ofte kan de genanlægges senere.
Forbered dig til undersøgelsen
Nogle dage før undersøgelsen foretages en kort lægeundersøgelse (hos enkelte patienter, kan dette være gjort tidligere i forløbet).
Der tages også:
blodprøve,
elektrokardiogram (EKG),
røntgenbillede og/eller CT-scanning af lungerne
en lungefunktionsundersøgelse.
Du bliver samtidig informeret om undersøgelsens karakter og eventuelle risici.
Medbring madpakke, da afdelingen kun serverer drikkevarer efter undersøgelsen.
Da undersøgelsens varighed varierer, kan der forekomme ventetid på selve undersøgelsesdagen. Det er derfor en god idé at medbringe læsestof.
Medbring selv den medicin, du tager regelmæssigt - såsom astmaspray og lignende.
Medbring etui til kontaktlinser
Medbring kun få kontanter og lad smykkerne bliver hjemme.
Såfremt du bliver forhindret i at møde til den planlagte undersøgelse, bedes du snarest give os besked om dette, så vi har en mulighed for at udnytte tiden til en anden patient, som venter på samme undersøgelse.
Hvis du i dagene før undersøgelsen bliver syg eksempelvis med forkølelse eller influenza, bedes du kontakte os telefonisk. Det er da muligt, at undersøgelsen må udskydes.
På undersøgelsesdagen
Du må ikke ryge fra midnat
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, bør du i stedet for saft blot drikke vand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis du ikke har fået andet at vide, skal du tage din vanlige morgenmedicin på undersøgelsesdagen – dog ikke medicin mod sukkersyge og blodfortyndende medicin.
Medicinen må indtages med et glas vand, dog senest 2 timer før mødetidspunktet.
Hvis du normalt får blodfortyndende medicin eller medicin mod sukkersyge, så skal du følge den anvisning, som du har fået af lægen i klinikken.
Spørg lægen eller sygeplejersken, hvis du er i tvivl.
Husk at tage din medicinliste med, hvis du får medicin.
Neglelak og make-up må ikke anvendes på undersøgelsesdagen, idet det hindrer observation af hudfarven og dermed kredsløbet.
VIGTIGT!
Briller og tandproteser afleveres til sygeplejersken på Klinik for Kikkertundersøgelse.
Undersøgelsen foregår i patienttøj, som du får udleveret på dagen
Om undersøgelsen
Undersøgelsen foregår ved Forberedelse og opvågning syd 2, Indgang C, Palle Juul-Jensens Boulevard 99.
Ved indgang C - gå lige ud (forbi blodprøver) og drej til venstre. Tag elevator 216 op til plan 3.
Gå til højre og gå til krydspunkt C317, hvor du skanner dit sundhedskort i venteområdet "Forberedelse og Opvågning Syd".
Gå herefter til venteområdet ved C318 - "Forberedelse og opvågning" i Sydspor 2 og tag plads.
Du vil derefter blive kaldt ind. Der kan forekomme ventetid.
Vær opmærksom på at der er langt at gå fra indgang C. Der står kørestole til anvendelse ved behov ved indgang C.
Der er mulighed for parkering 500 m fra indgang C. Der står kørestole til anvendelse ved behov ved indgang C.
Behandlingen foregår i fuld bedøvelse.
En bronkoskop fungerer som en kikkert, hvorigennem slimhinden i luftrør og lunger kan iagttages. Igennem bronkoskopet kan ventilerne i lungernes luftveje skylles, oprenses og fjernes, hvis det er nødvendigt.
Da undersøgelsen foregår i fuld bedøvelse, vil du ikke opleve gener under undersøgelsen.
Selve oprensningen varer fra en halv til en hel time.
Hertil kommer forberedelsen inden, selve bedøvelse og tiden på opvågningen bagefter. Så du skal afsætte det meste af dagen.
Når du er frisk efter opvågningen, og du har det godt, vil du blive udskrevet. Der kan i nogle tilfælde være behov for at du bliver observeret et par timer på sengeafsnittet inden udskrivelse.
Risici og bivirkninger
Efter oprensningen kan du have irritation i halsen og hæshed. Generne forsvinder som regel i løbet af et døgn.
Der kan forekomme hoste med lidt blodigt slim. Det er ufarligt og går over af sig selv.
Der kan komme let feber om aftenen. Er det tilfældet, kan du tage et par almindelige hovedpinetabletter for at mildne symptomerne.
Såfremt temperaturen er høj eller du fortsat har feber dagen efter oprensningen kontaktes vagtlægen.
Efter undersøgelsen
Du må tage hjem efter en bronkoskopi senere på eftermiddagen, når du har snakket med personalet på opvågningen. Du kommer ikke til at tale med lægen efter undersøgelsen.
Du kan være påvirket af den afslappende medicin resten af dagen, og derfor må du ikke køre bil eller cykel fra hospitalet på undersøgelsesdagen.
Hvis der bliver behov for indlæggelse efter undersøgelsen, skal dine pårørende henvende sig i Informationen ved indgang G eller ringe på telefon 7845 0000 for oplysning om hvilken afdeling du ligger på.
Kontakt
Klinik for KOL og lungeinfektioner
Telefon
7846 2089
Telefontid
Mandag - Fredag:
kl. 8:30-10:30 og kl 13:00-14:00
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1321466
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.