Til dig der er i risiko for at føde for tidligt, før graviditetsuge 34+0
Gå direkte til
Til dig der er i risiko for at føde for tidligt, før graviditetsuge 34+0
Om behandlingen
Afhængigt af hvor langt du er i graviditeten, kan du blive tilbudt behandling med forskellig medicin. Behandlingen gives for at øge dit barns chancer for at klare sig godt.
Der kan være tale om:
Lungemodnende medicin (Celeston)
Vehæmmende medicin (Tractocile)
Antibiotika, der beskytter mod infektion
Medicin, der nedsætter risiko for udvikling af spastisk lammelse (Magnesiumsulfat)
Hvorfor tilbydes du behandling med lungemodnende medicin?
Lungerne hos et barn modnes først sent i graviditeten. Bliver barnet født før uge 34+0, har det med stor sandsynlighed brug for hjælp til vejrtrækningen. Medicinen er med til at øge hastigheden af modningen af barnets lunger. Barnet har efter behandlingen mindre risiko for alvorlig vejrtrækningsbesvær, samt for komplikationer fra hjerne, lunger og tarm.
Hvordan foregår behandlingen?
Behandlingen består af to indsprøjtninger i dit lår med et døgns interval. Der er maksimal effekt af behandlingen efter to døgn, men der ses begyndende effekt allerede kort tid efter første dosis.
Er der bivirkninger for dig ved behandlingen?
De mest almindelige bivirkninger er rødme af ansigt og hals, søvnbesvær, stigende blodsukker og færre fosterbevægelser det første døgn.
Er der bivirkninger for jeres barn?
Behandling med binyrebarkhormon er blevet anvendt i mange år. Som det anvendes i Danmark, er der ikke vist nogen sikre bivirkninger på længere sigt for barnet. Hvis barnet fødes indenfor nogle uger efter behandlingen, er der en klar gevinst for barnet.
Hvorfor tilbydes du behandling med vehæmmende medicin?
Behandlingen gives ved truende for tidlig fødsel før uge 34 for at udskyde fødslen, gerne op til to døgn, for at den lungemodnende behandling kan opnå fuld effekt.
Hvordan foregår behandlingen?
Du vil få anlagt en lille plastikslange ind i en blodåre i hånden, og medicinen gives i to døgn eller til det vurderes, at fødslen ikke kan eller skal stoppes.
Er der bivirkninger for dig ved behandlingen?
Der ses sjældent bivirkninger, men du kan opleve kvalme, opkastninger, hurtig puls, lavt blodtryk, hedeture, hovedpine og svimmelhed.
Er der bivirkninger for jeres barn?
Nej.
Hvorfor tilbydes du behandling med antibiotika?
Ved for tidlig vandafgang eller sikker aktiv fødsel tilbydes antibiotika, oftest almindelig penicillin, for at beskytte barnet mod infektion.
Hvordan foregår behandlingen?
Medicinen kan gives som tablet eller i et drop afhængigt af din situation.
Er der bivirkninger for dig ved behandlingen?
Der kan i sjældne tilfælde være allergiske reaktioner på antibiotika.
Er der bivirkninger for jeres barn?
Der er ikke kendte bivirkninger ved korttidsbehandling.
Hvorfor bliver du tilbudt behandling?
Når man bliver født for tidligt, er hjernen umoden. Flere undersøgelser har vist, at magnesiumsulfat kan nedsætte risikoen for udvikling af spasticitet, som følge af påvirkning af hjernen hos de for tidligt fødte børn.
Hvem bliver tilbudt behandling?
Kvinder i truende for tidlig fødsel før uge 32 tilbydes behandling med magnesiumsulfat, fordi risikoen stiger med faldende graviditetsvarighed og er stort set væk efter uge 32.
Hvordan foregår behandlingen?
Behandlingen med magnesiumsulfat gives i en lille plastikslange i en blodåre i hånden til dig. Behandlingen varer 24 timer, eller indtil du har født. Der er effekt af behandlingen, selvom det ikke nås at give behandlingen i 24 timer.
Er der bivirkninger for dig ved behandlingen?
Der er risiko for, at du vil opleve bivirkninger i form af varmefornemmelse, kvalme og opkastning, svimmelhed, hjertebanken, mundtørhed, træthed samt kortvarige smerter i armen, når medicinen løber ind i droppet. Dette kan være generende, men det er hurtigt overstået. Der bliver holdt ekstra øje med dig under behandlingen.
Er der bivirkninger for jeres barn?
Intet tyder på, at der er bivirkninger for barnet.
Videre forløb
Valget af fødselsmåde, vaginalt eller kejsersnit, afhænger af den samlede situation, som du og dit barn er i, og besluttes i samarbejde mellem dig/jer og fødselslægen.
Børn født for tidligt bliver indlagt på en børneafdeling med speciale i behandling til og pleje af for tidligt fødte børn i samarbejde med barnets forældre. Det optimale sted for behandlingen af jeres barn afhænger af, hvor mange graviditetsuger barnet er ved fødslen og barnets generelle helbredstilstand. Derfor kan det være nødvendigt at flytte jer og barnet til et andet sygehus før eller efter fødslen.
Du/I skal forvente, at dit/jeres for tidligt fødte barn har behov for støtte til vejrtrækning og til etablering af amning efter fødslen. Der er behov for anlæggelse af en fødesonde gennem næsen til maven til at give mad igennem. Barnet kan få din modermælk, hvis du malker ud.
Mange børn vil også have behov for lysbehandling på grund af gulsot og kontrol af blodsukker de første timer efter indlæggelsen.
Vi vil tilstræbe, at I får mulighed for at tale med personale fra børneafdelingen inden fødslen.
Barnet har typisk behov for indlæggelse til forventet termin, men variationen af varighed af indlæggelsen kan være stor.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1255845
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.