MR betyder Magnetisk Resonans. MR-skanneren er en kraftig magnet, der ved hjælp af radiobølger danner billeder af kroppens væv og indre organer.
Forbered dig til undersøgelsen
Du skal kontakte os, hvis du har:
fået indopereret pacemaker, ICD eller stimulator
fået lavet hjerte eller kar-operation
fået indsat øreproteser (gælder ikke høreapparater)
fået indsat clips eller shunts i hjernen
Det kan have betydning for planlægningen af din undersøgelse, hvis du er gravid eller har svært nedsat nyrefunktion.
Det er vigtigt, at du kan ligge helt stille under skanningen.
Hvis du har behov for beroligende eller smertestillende medicin, kan det ordineres og udleveres via din egen læge eller den afdeling, der har henvist dig.
Du kan også kontakte os, hvis du har behov for beroligende medicin. Efter aftale kan du så møde 45 minutter før undersøgelsesstart og få udleveret en beroligende pille.
Vær opmærksom på, at nogle former for smertestillende og beroligende medicin kan være såkaldt trafikfarlig medicin.
Hvis du er nervøs, kan det være en fordel at have en ledsager med til undersøgelsen.
Din pårørende skal overholde de samme sikkerhedsforhold som dig (ingen pacemaker, øreprotese eller metal i kroppen).
På undersøgelsesdagen
Lad så mange værdigenstande som mulig blive hjemme.
Skanneren er en stor magnet, det er derfor VIGTIGT at ALLE metalgenstande fjernes inden skanningen. Du kan lægge tingene hvor du klæder om:
Ur / smykker / piercinger / hårnåle
Nøgler / mønter / kreditkort / mobiltelefon / lighter mm.
Briller
Høreapparat (Hvis du anvender høreapparat, kan du tage dem af lige inden, vi går ind til scanneren. På den måde er vi sikre på, at du kan høre og forstå den information, vi giver dig)
Beklædning med metalknapper og spænder så som bukser, bælter, BH mm. (du får udleveret patienttøj)
Arm-/benproteser
Akupunkturnåle
Medicinpumper, glukosemålere og insulinpumper
Medicinske plastre, såsom nikotin-, hormon- eller smertestillende plastre.
Du må gerne spise og drikke på undersøgelsesdagen
Om undersøgelsen
Du ligger ned og bliver ført ind i den rørformede skanner, som er åben i begge ender og forsynet med både lys og ventilation. Ofte er der en magnetisk spole over det område, der skal undersøges.
Det er VIGTIGT, at du ligger helt stille, mens der skannes.
Hjerte-skanningen består både af mange meget korte billedserier på 10-15 sekunder (her skal du holde vejret) samt billedserier af 1-10 minutters varighed. Alle sammen afbrudt af korte pauser.
MR-skanneren larmer, derfor har du et høreværn på eller ørepropper.
Du kan til enhver tid komme i kontakt med personalet ved hjælp af en alarmbold.
Til denne undersøgelse skal du være iført patienttøj, som du får udleveret.
Kontraststof gør det lettere at se forskel på blodårer, organer og væv på billederne - herunder også at adskille sygt væv fra raskt væv.
Anvender vi kontraststof får du anlagt et plasticrør (PVK) i en blodåre, som vi kan give kontrasten i.
Vi indsprøjter udelukkende kontrast, hvis vi anser det for afgørende for din undersøgelse.
Du skal forblive i afdelingen ½ time efter kontrast indsprøjtningen, men typisk vil vi skanne i 30 minutter efter kontrastinjektionen. Skulle der opstå en allergisk reaktion, har vi så mulighed for at hjælpe.
Undersøgelsens varighed afhænger af, hvad du skal have undersøgt og hvor mange billeder der skal tages.
Risici og bivirkninger
Kontraststoffer kan i enkelte tilfælde give bivirkninger i form af en allergisk reaktion.
Har du en svær nyresygdom, kan kontraststoffet i sjældne tilfælde medvirke til at udvikle sygdommen Nefrogen Systemisk Fibrose.
Det er vigtigt, at du kontakter os, hvis du har svært nedsat nyrefunktion og/eller er i dialyse.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.