Råd og vejledning om fysisk aktivitet efter brokoperation i mellemgulvet
Gå direkte til
Råd og vejledning om fysisk aktivitet efter brokoperation i mellemgulvet
Efter en operation er det vigtigt at komme i gang igen hurtigst muligt.
Muskulaturen omkring operationsområdet vil være påvirket som følge af operationen. Ligeledes kan du opleve, at din vejrtrækning er påvirket.
Vær opmærksom på
Efter operationen skal du overholde følgende restriktioner, som gør sig gældende fra operationsdatoen:
Du må maksimum løfte 4 kg i 8 uger
Du skal benytte albueteknikken i 8 uger
Du skal undgå meget kraftig hoste
Efter operation skal operationsområdet have tid og ro til at hele.
For at mindske ømheden i operationssåret, benyttes albueteknik efter operationen.
Albueteknikken er som følger:
Lig på ryggen med bøjede ben
Vend om på siden
Hold ryggen lige og kom op at sidde ved hjælp af albue og hænder samtidig med, at benene svinges ud over sengekanten.
Det er vigtigt, at du hurtigt kommer ud af sengen efter operationen for at forebygge tab af muskelmasse og kondition samt for at øge din lungefunktion.
Det anbefales derfor, at du allerede dagen efter din operation:
Kommer ud af sengen og går tur på stuen eller afdelingen minimum 3 gange dagligt. Benyt ved behov ganghjælpemiddel som f.eks. rollator.
Hviler siddende i lænestolen på stuen eller afdelingen fremfor sengeliggende hvile.
Dagligdags aktiviteter som husligt-/havearbejde under hensyntagen til løfterestriktioner og indenfor smertegrænsen.
Gåture i vekslende tempo og terræn
Fører af bil, så snart du kan bevæge dig frit uden smerter/ømhed og i øvrigt føler dig fysisk og mentalt klar.
Øvelser
Du har inden operationen haft brok gennem mellemgulvet, som har trykket på lungevævet. Det er derfor vigtigt, at du i 30 dage efter din operation benytter PEP-fløjten dagligt.
Brug af PEP-fløjten medfører at lungevævet udvides på ny og forebygger desuden lungekomplikationer, herunder lungebetændelse, efter operationen.
Sådan gør du:
Brug din PEP-fløjte hver 2. vågne time i 30 dage.
Udfør 10-15 pust og gentag dette 3 gange.
Host og stød i pauserne for at løsne og opbringe eventuel slim.
Du kan med fordel anvende PEP-fløjten i forskellige stillinger siddende, stående og sideliggende.
Skil PEP fløjten ad og skyl delene i lunkent vand med opvaskemiddel uden parfume.
Derefter rent vand.
Stil delene til tørre på et viskestykke.
Rengøringen foretages efter behov. Vi anbefaler, at du gør den ren en gang ugentligt.
Skulle det ikke være muligt at fjerne urenheder, da anbefales det at købe en ny PEP-fløjte. Disse kan købes på apoteket. Tjek at modstanden har samme størrelse, som den du har fået udleveret på hospitalet.
OBS! Du må ikke putte PEP fløjten i opvaskemaskinen eller hælde kogende vand over den.
Videre forløb
Når du kommer hjem, er det vigtigt, at du kommer godt i gang med genoptræningen og gradvist øger dit aktivitetsniveau.
Du bør gå ture i vekslende tempo og terræn. Begynd med at gå kortere ture og gradvist øge tempoet samt længden af turene. Når du bevæger dig, må du gerne blive forpustet og mærke træthed i musklerne, men du må ikke blive utilpas. Det er normalt at føle træthed efter en operation.
I en periode efterfølgende vil du have brug for mere hvile end normalt.
Sundhedsstyrelsen anbefaler at træne minimum 30 minutter dagligt, hvor dele af træningen gør dig forpustet. Du må gerne dele de 30 minutter ud over flere gange i løbet af dagen.
Vær opmærksom på at overholde de restriktioner, du er blevet informeret om.
Generelt: når du genoptager motion og evt. arbejde, må det ikke give dig ubehag og smerter.
Kontakt
Fysio- og Ergoterapi 7
Telefon
7845 6770
Telefontid
Hverdage 08.00 - 14.00
Adresse
Palle Juul-Jensens Boulevard 165 8200 Aarhus N Indgang C, Plan 3, C313
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.