Rengøring af badeværelset - energibesparende råd og tips til hverdagen
Gå direkte til
Rengøring af badeværelset - energibesparende råd og tips til hverdagen
Vær opmærksom på
At gøre badeværelset rent kan være anstrengende, da det indebærer uhensigtsmæssige arbejdsstillinger med mange bøj og stræk i kroppen, som er fysisk krævende. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at tænke på, hvordan du udfører aktiviteten.
Sådan gør du
Brug dagen hensigtsmæssigt og planlæg aktiviteten til tider af døgnet, hvor du har det bedst.
Planlæg aktiviteten, så du kan dele den op og holde små pauser undervejs.
Tag gerne behovsmedicin før start.
Planlæg rengøring gennem hele ugen for at balancere mellem de tunge og lette opgaver. Gør eventuelt lidt hver dag.
Sørg for, at de nødvendige redskaber er klar før du begynder.
Hvis du reagerer på forskellige lugte, så undgå at bruge stærke rengøringsmidler, specielt dem som er baseret på spray. Der findes forskellige microfiberklude på markedet, som er beregnet til at anvende med vand uden rengøringsmiddel.
Arbejd i et moderat tempo med rolige bevægelser. Hold små pauser undervejs og brug god tid.
Ved pause, find da en god siddende eller stående hvilestilling. Sæt dig ned eller læn dig mod vasken eller væggen.
Husk at bruge vejrtrækningsteknik, især når du bøjer dig ned.
Husk at trække vejret helt ned i maven.
Pust ud, anvend pustelyd/fløjtemund ved den mest anstrengende del af aktiviteten.
Koordinér vejrtrækningen med dine bevægelser. På den måde opnår du større kontrol over din vejrtrækning og tempoet bliver roligere.
Arbejd med tingene tæt ind til kroppen.
Ved gulvvask: Arbejd tæt ind til kroppen. Hvis du bruger en gulvmoppe bliver det lettere. Anvend vægtoverføring når du vasker og brug ikke kun armene. (Se også ”at vaske gulv”).
Rengøring af badekar: Sid på en stol/på kanten af badekaret/badekarsbrættet/på knæ i stedet for at bøje dig, når badekaret skal rengøres. Brug rengøringsudstyr med langt skaft.
Rengøring af bruseniche: Sid på en stol/på knæ, når gulvet skal vaskes. Alternativt rengøringsudstyr med langt skaft.
Rengøring af håndvask: Sid på en stol ved håndvasken.
Rengøring af toilet: Ved bøj og stræk hen over toilettet kan du støtte dig med den ene hånd på toilettet eller på vasken. Stræk det modsatte ben lidt bagud. På den måde holder du ryggen ret, den ene arm i ro og det bliver lettere at trække vejret. Sid på hug eller knæ, når du skal vaske den nederste del af toilettet. Brug rengøringsudstyr med langt skaft.
Mere information
Pjece med beskrivelse af de syv principper for energibesparende arbejdsmetoder udgivet af Ergoterapeutforeningen og det Ergoterapifaglige Selskab for Lungerehabilitering.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.