Havearbejde - energibesparende råd og tips til hverdagen
Gå direkte til
Havearbejde - energibesparende råd og tips til hverdagen
Vær opmærksom på
At arbejde i haven kan være anstrengende, da det indebærer mange fysisk krævende aktiviteter. F.eks. at slå græs, at fjerne ukrudt i haven, arbejde i foroverbøjet stilling ved blomsterbedet og lignende. I aktiviteter som disse, indtager man ofte den samme stilling over længere tid. Dette kan være meget energikrævende.
Allergi kan også gøre, at aktiviteterne bliver mere anstrengende at udføre. For mange er havearbejdet en lystbetonet aktivitet, som er vigtig at fortsætte med. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at tænke på, hvordan du udfører aktiviteten.
Sådan gør du
Planlæg tidligt på året, hvad du ønsker at lave i haven og hvornår.
Skal du plante nye planter, så tænk over, hvor meget vedligeholdelse og vand de kræver.
For allergikere kan det bedste tidspunkt på døgnet til havearbejde være våde, kolde morgener før duggen forsvinder, men dette er ikke altid hensigtsmæssigt i forhold til egen dagsrytme. Skal du bruge dagen mest hensigtsmæssigt, så planlæg aktiviteterne til de tidspunkter af døgnet, hvor du har det bedst.
Planlæg aktiviteterne, så du kan dele dem op og holde små pauser undervejs.
Hvis aktiviteterne er fysisk anstrengende, så tag din behovsmedicin før du starter.
Sørg for, at dine redskaber er let tilgængelige og/eller på faste pladser, evt. i nærheden af, hvor du skal bruge dem. Brug f.eks. opbevaringskasser eller hæng dem op på væggen.
Brug et selvvandingssystem, så slipper du for at vande så ofte.
Hvis græsset slås ofte, så går klipningen lettere. Du slipper også for at rive græsset sammen, da græsset kan blive på plænen. Det overskydende græs er god gødning for græsplænen.
Hvis der er flere i familien, kan man lave en fast arbejdsfordeling i forhold til, hvad der er tungt og ikke så tungt, samt hvad de forskellige aktiviteter kræver af tidsforbrug.
Start i et roligt tempo (som ved opvarmning). Øg til et moderat tempo, som du tilpasser til, hvordan du har det på den enkelte dag.
Arbejd i et moderat tempo. Arbejd med rolige bevægelser og hold gerne små pauser undervejs, i stedet for at skynde dig, så du bliver udkørt, og efterfølgende trænger til en lang pause.
Når du holder pause, find da en god siddende eller stående hvilestilling.
Sørg for, at du har mulighed for at sidde ned undervejs. Enten på en fast plads i haven eller tag en let stol med rundt i haven.
Husk at bruge vejrtrækningsteknik, når du udfører tungt arbejde. F.eks. når du bøjer dig ned til blomsterbedet eller skubber den tunge plæneklipper op af bakke.
Husk at trække vejret helt ned i maven.
Pust ud, anvend pustelyd/fløjtemund ved den mest anstrengende del af aktiviteten.
Koordinér vejrtrækningen med dine bevægelser, så du får større kontrol over vejrtrækningen og tempoet bliver roligere.
God siddende og stående balance er vigtig. Stå sikkert eller sæt dig på en stol.
Arbejd med redskaber tæt til kroppen. Det er mindre energikrævende at arbejde med tingene tæt til kroppen fremfor langt fra kroppen.
Tænk på arbejdshøjden. Ved at arbejde i den rigtige arbejdshøjde sparer du på dine kræfter. Tænk derfor på, hvordan du placerer dig eller det du arbejder med.
Højdeforskelle kan du eliminere ved blandt andet, at arbejde i højbede, f.eks. forhøjede kasser og krukker fremfor lave bede. (Undersøg evt. hvilke planter, der trives godt i kasser og krukker).
Sid på knæ eller anvend en skammel for at undgå at bøje så meget.
Brug barkflis og kantsten ved de lave bede. Dette reducerer behovet for at luge.
Anvend redskaber med et langt skaft. Brug gerne lette redskaber, f.eks. let metalskaft i stedet for træskaft. Tænk på om der er et godt greb og at redskaberne er skarpe.
Når du skal flytte ting rundt i haven, er det en god idé at tænke på hvilke alternativer, der er til at bære tingene.
Anvend f.eks. trillebør eller lign. med hjul til at køre redskaberne rundt i haven.
Sæt krukker og potter på plader med hjul, så de er lette at flytte.
Anvend en slangevogn (en vogn med hjul, som haveslagen er viklet omkring).
Anvend selvvandingssystem i stedet for at vande hver dag.
Selvkørende plæneklipper er lettere at bruge, end dem du selv skal skubbe frem.
Mere information
Pjece med beskrivelse af de syv principper for energibesparende arbejdsmetoder udgivet af Ergoterapeutforeningen og det Ergoterapifaglige Selskab for Lungerehabilitering.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.