At skifte sengetøj - energibesparende råd og tips til hverdagen
Gå direkte til
At skifte sengetøj - energibesparende råd og tips til hverdagen
Vær opmærksom på
At skifte sengetøj kan være hårdt fysisk arbejde med uhensigtsmæssige arbejdsstillinger. Man skal både arbejde i foroverbøjet stilling og arbejde med armene over hovedhøjde. Det kan derfor være hensigtsmæssigt at tænke på, hvordan du udfører aktiviteten.
Sådan gør du
Brug din dagsrytme hensigtsmæssigt og planlæg aktiviteten til tidspunkter på døgnet, hvor du har det bedst.
Planlæg aktiviteten og tidsforbruget så du kan dele aktiviteten op og holde små pauser undervejs.
Det kan være en god idé, at tage din medicin før du går i gang.
Vurdér om det er nødvendigt at skifte alt sengetøjet på samme dag, eller om du kan fordele det over flere dage.
Arbejd i et moderat tempo, anvend rolige bevægelser og hold små pauser undervejs, i stedet for at skynde dig, så du bliver udkørt og efterfølgende trænger til en lang pause.
Ved pause, find da en god hvilestilling, f.eks. ved at sætte dig ned på sengekanten eller stå oprejst ved at læne dig op af væggen.
Husk at trække vejret når du skifter sengetøjet.
Husk at trække vejret helt ned i maven.
Pust ud, anvend pustelyd/fløjtemund ved den mest anstrengende del af aktiviteten. F.eks. når du ryster dynen ud af dynebetrækket.
Koordinér vejrtrækningen med dine bevægelser. På denne måde opnår du større kontrol over din vejrtrækning og tempoet bliver roligere.
Generelt
Det er lettere at rede en seng, der er placeret frit i rummet med hovedenden mod væggen. Her vil du lettere kunne nå hele sengen og slippe for at strække dig (du kan gå rundt om sengen).
Det er lettere at rede en høj seng. Tænk på dette, hvis du skal købe ny seng. Har du en lav seng, kan sengen forhøjes med klodser. Se billedet som eksempel.
Bøj dig forover med ret ryg. Støt med den ene hånd på sengekanten, samtidig med at du løfter/strækker det modsatte ben lidt ud. På denne måde holder du ryggen ret samtidig med, at du holder den ene arm i ro, så du vil have lettere ved at trække vejret.
Det er lettere at lægge lagen på en tynd madras, der let kan bøjes.
Brug af lagen
Læg eventuelt to lagener på tværs i stedet for på langs af dobbeltsengen med delte madrasser. På denne måde slipper du for at skubbe lagnerne i midten.
Støt den ene hånd på sengen, anvend et redskab med et langt skaft i den anden hånd (f.eks. et skohorn), som du kan skubbe lagenet ned i midten med.
Brug af stræklagen
Hvis sengen står ind til en væg, kan du placere det ene knæ på madrassen, når du sætter lagnet på den side, som står ind mod væggen.
Når du skal have lagnet på den side af sengen, som vender ud mod rummet, så sæt dig på sengekanten.
Læg dynebetræk på
Anvend dynebetræk med åbning i den ene ende og med vrangen vendt udad. På denne måde kan du undgå de store og energikrævende bevægelser.
Sæt dig på en stol ved siden af sengen. Stolen bør være lidt højere end selve sengen. På denne måde kan du arbejde med armene i mavehøjde. (i stedet for at arbejde med armene lidt mere hævet, når man sidder i samme højde som sengekanten).
Brug klemmer til at holde dynen på plads, mens du skifter dynebetrækket (de placeres i hjørnerne).
Når du skal ryste dynen, så arbejd i mavehøjde og tæt ind til kroppen. Det kan gøres ved, at du ryster lidt af gangen. Lad dynen ligge på sengen. Tag fat i den korte side af dynen og ryst let. Tag efterfølgende fat længere nede på dynen (så langt nede som du har fået rystet) og ryst den næste del af dynen. Dette gøres indtil hele dynen er blevet rystet.
Mere information
Pjece med beskrivelse af de syv principper for energibesparende arbejdsmetoder udgivet af Ergoterapeutforeningen og det Ergoterapifaglige Selskab for Lungerehabilitering.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.