Hvis prostatakræften har spredt sig uden for prostata, kan vi tilbyde medicinsk behandling. Det er muligt at opstarte behandlingen den dag, du kommer til svar på scanningen.
Den medicinske behandling er en hormonbehandling, der fjerner kroppens testosteron. Da prostatakræft næres af testosteron, kan kræften og spredning bremses af hormonbehandlingen.
Hormonbehandlingen er derfor ikke helbredende, men sætter din sygdom i bero.
Medicinen skal gives livslangt og kan være tabletter (Bicalutamid) eller en indsprøjtning (Eligard), der gives hver 6. måned.
En af bivirkningerne er risiko for afkalkning af knoglerne (knogleskørhed / osteoporose). Vil anbefaler derfor behandling med kalktilskud og indsprøjtning med knoglestyrkende medicin (Prolia) hver 6. måned. For at modtage Prolia, skal du have en god tandstatus, og du skal gå regelmæssigt til tandlæge. Øvrige bivirkninger gennemgåes inden behandlingsstart.
Du kan læse mere om medicinsk behandling her: Fjernelse af det mandlige kønshormon (prostatakræft)
Hos nogle mænd kan den medicinske behandling suppleres med en kort strålebehandling på 20 behandlinger. Det kan dæmpe sygdommen mere effektivt.
Hvis du tilbydes dette supplement, skal der anlægges 3 små guldmarkører i din prostata.
Du kan læse mere om dette i afsnittet om "helbredende behandling: strålebehandling".
Hos nogle mænd kan den medicinske behandling også suppleres med kemoterapi. Kemoterapi gives af Kræftafdelingen hver 3. uge, ca. 6 gange i alt. Du kan læse mere om denne behandling her: Trippel behandling af prostatakræft