Det kan være en stor omvæltning både fysisk og psykisk at få fjernet blæren og skulle leve med en urostomi. Mange vil frygte, at det vil have begrænsninger på fysiske udfoldelser, og det liv, man har haft før.
Det er ikke urostomien, der skal styre dit liv, men dig der skal leve det liv, du gerne vil, med de aktiviteter, du ønsker fortsat skal være en del af dit liv.
Under din indlæggelse vil du blive introduceret til de to systemer, vi anvender i afdelingen. Du vil få vejledning i den bedst mulige urostomibandage til dig.
Der findes urostomibandager i sortimentet fra alle producenter af stomihjælpemidler, dvs. der er flere forskellige slags.
Der skelnes i afdelingen mellem et-dels systemer (plade og pose ud i et) og to-dels systemer (en hudplade, hvor posen sættes på en koblingsring). Forskellen er, at et-dels systemet skal skiftes dagligt, hvor pladen i to-dels systemet kan sidde på i to dage og kun posen skiftes dagligt.
Gode råd
Når sårene er ophelede, og maven er faldet på plads igen efter operationen, vil du kunne klæde dig, som du gjorde før operationen.
Du kan sagtens bruge bukser med linning. Nogle foretrækker bukser i strækstof og med læg, men som hovedregel vil man kunne bruge sit vanlige tøj igen.
Der findes specialdesignet undertøj og stofbælter, som kan holde stomiposen på plads under tøjet, og du har mulighed for at se prøver og få råd og vejledning i Stomiklinikken.
Blandt tidligere patienter i afdelingen findes bl.a. løbere, kajakroere, skiløbere, ryttere, golfspillere, cyklister og jægere, som har genoptaget deres sportsgren efter deres rekonvalsensperiode.
Hvis du sveder meget, kan det være en god ide at skifte urostomibandagen efter fysisk aktivitet. Tjek om pladen sidder, som den skal og ikke har løsnet sig fra huden.
Læg dig aldrig på maven på hårdt underlag, da trykket er for stort for stomien. En motionsbold kan være et alternativ. Du kan købe et mavebælte, som holder urostomiposen på plads i forbindelse med sport.
Hvis du dyrker en sportsgren, der indebærer, at du kan få slag og stød mod stomien, anbefaler vi, at du køber et stomiskjold, som beskytter stomien.
Din urostomipose kan rumme ca. 3-400 ml, og derfor er det en fordel at bruge en natpose (urinpose med lang slange, som kan rumme 2000 ml), så du ikke skal op og tømme om natten. Sørg for at slangen fra natposen har et lige løb og hænger under kroppens niveau. Læg den evt. i en balje på gulvet.
Stomibandagerne er vandtætte og klæberen på pladen opløses ikke i vand, så du kan sagtens bade både i havet og i svømmehal.
Der findes badetøj på markedet, som er specielt designet til mennesker med stomi.
Operationen har konsekvenser for både mænd og kvinder. Mænd vil have problemer med rejsningsevnen, og kvinder kan have gener i forbindelse med samleje pga. en mere snæver og kort skede. Der er mulighed for råd og behandling i Sexologisk klinik i Urinvejskirurgisk Klinik. I forbindelse med dit første besøg i Stomiklinikken, vil dette blive taget op og uddybet nærmere. Her vil du også have mulighed for at se prøver på intimbælter, der kan anvendes for at holde posen tæt ind til kroppen i forbindelse med seksuelt samkvem med din partner.
Adresse: Palle Juul-Jensens Boulevard 35, Indgang C, Plan 8, Krydspunkt C819 - Se på et kort
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/765550
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.