For de fleste mennesker er seksualitet og seksuelt samliv en vigtig del af livet.
Så godt som alle sygdomme og mange behandlingsformer for sygdomme i urinvejene kan påvirke den enkeltes seksualitet negativt.
Der kan blandt andet være tale om nerveskader efter operation eller strålebehandling, fjernelse af erogene organer, ændret lystfølelse og seksualdrift som følge af hormonbehandling, ændret kropsbillede f.eks. på grund af ar, stomi, tab af muskler eller hår.
Ens tidligere seksualliv kan måske ikke længere praktiseres, og det kan være en ide at forsøge at nytænke måder at være sammen med sin partner på.
Seksuelt samvær er ikke altid ensbetydende med rejsning, samleje og udløsning.
Intimitet kan udtrykkes på mange forskellige måder.
I et sygdoms eller behandlingsforløb kan der være risiko for, at man kommer til at fokusere på det, man ikke kan mere. Det er vigtigt at få talt sammen om dette tab og eventuelt få hjælp til at bearbejde dette. Men det er også vigtigt, at få øjnene op for det, man stadig kan og forsøge at udvikle det.