Du er blevet set i vores Modtagelse på grund af smerter i din pung. Her har vi ultralydscannet din pung og fundet enten bitestikelbetændelse eller brok i pungen.
Vær opmærksom på
Hos yngre mænd er bitestikelbetændelse ofte en komplikation til kønssygdomme forårsaget af bakterierne klamydia og gonoré.
Bitestikelbetændelse kan skyldes bakterier, som giver urinvejsinfektion, og som derefter spreder sig via sædlederen ned til bitestiklen. Dette er hyppigst hos mænd over 35 år.
Der findes forskellige former for brok i pungen:
Vandbrok (hydrocele)
Sædbrok (spermatocele)
Årebrok (varicocele)
Tilstanden er hyppig. Alle former er ufarlige og kan opstå hos ellers raske, voksne mænd.
Vandbrok er væskeansamling i pungen.
Sædbrok er cystedannelser (væskefyldte hulrum) i bitestiklen i pungen og giver sjældent symptomer.
Årebrok er en udvidelse af en testikelvene, dvs. et blodkar, som fører blod tilbage til hjertet. Årebrok forekommer meget hyppig og opstår hos 10-20 % af alle mænd. Da disse broktyper således er hyppige tilstande, opdages de ofte i forbindelse med undersøgelser for betændelse i bitestiklen.
Om behandlingen
Følgende gode råd anbefales, hvis du har bitestikelbetændelse:
Tag den ordinerede antibiotika i alle de antal dage, der er angivet
Tag det med ro og undgå bevægelser, der giver smerter
Smertestillende vil lindre de første dage. Smertebehandling i form af Paracetamol (Pamol/Pinex/Panodil) 1g 4 gange dagligt og Ibuprofen (Ipren) 400 mg 3 gange dagligt i de første 4 dage har en god lindrende effekt og er et godt tillæg til antibiotika. Efter de 4 første dage kan smertestillende tages ved behov
Tætsiddende underbukser kan have en lindrende effekt
Drik rigeligt med vand
Hvis det drejer sig om en seksuel overført sygdom, skal partneren informeres og behandles.
Ældre patienter med betændelse i bitestiklen bør udredes for vandladningsgener i vores klinik. Vi sørger for at henvise dig til dette.
Brok i pungen er generelt ufarlig. Derfor er behandlingen sjældent operation. Behandlingen er ro og smertestillende medicin i de første dage i form af Paracetamol (Pamol/Pinex/Panodil) 1 g 4 gange dagligt og Ibuprofen (Ipren) 400 mg 3 gange dagligt.
Er der samtidig betændelse i bitestiklen, følges vejledning for dette.
Vandbrok kan man operere, hvis det er udtalt og generende. Lindring kan opnås ved punktur og tømning, men væskeansamlingen vil dog gendannes i løbet af uger. Operation anbefales for mange, men kan medføre blodansamling og infektion. Hvis operation kommer på tale, skal du ses i vores klinik med henblik på en videre plan.
Du skal være opmærksom på, at hævelsen i pungen kan vare fra uger til måneder.
Vi anbefaler kontrol ved din praktiserende læge 1 måned efter din konsultation i Urinvejskirurgi.
Når du kommer hjem
Opstår der feber eller forværring af smerten, skal du søge læge.
Hvis disse symptomer opstår inden for 24 timer, kan du kontakte Urinvejskirurgisk Sengeafsnit. Efter 24 timer kontakt da egen læge.
Kontakt
Urinvejskirurgisk Sengeafsnit
Telefon
Du kan kontakte Urinvejskirurgisk Sengeafsnit på telefon 7845 2700 hele døgnet, men vi er nemmest at træffe mellem kl. 8.00 - 15.00.
Adresse
Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 35, 8200 Aarhus N Indgang C, Plan 8, Krydspunkt C819 Se på et kort
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/766127
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.