Tandundersøgelse inden operation med indsættelse af ny hjerteklap.
Betændelsesbakterier fra munden og tænderne kan meget nemt komme ind i blodet og med blodet blive ført til hjertet og måske beskadige den/de nye hjerteklapper.
Mange gange kan man under normale forhold have mindre huller i tænderne eller betændelse ved tænder, som blot skal observeres hos egen tandlæge. Hvis man får en sygdom, som kræver operation med indsættelse af en ny hjerteklap, skal huller i tænderne eller betændelse i munden behandles inden hjerteoperationen.
Om undersøgelsen
Et røntgenbillede kan vise om der er en skjult betændelse.
Tandlægen undersøger om der er huller i tænderne eller betændelse i tænderne, tandkødet og kæberne. Herefter laver tandlægen en plan for, hvilken tandbehandling der skal foretages inden operationen.
Undersøgelsen og den nødvendige tandbehandling inden operationen foregår på hospitalet. Dog skal huller i tænderne behandles hos egen tandlæge for egen regning.
Hvis du skal have trukket tænder ud inden transplantationen, vil det foregå i Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik i lokal bedøvelse.
Efter undersøgelsen
Hvis du skal have trukket tænder ud inden din hjerteoperation, foregår tandudtrækningen på hospitalet. Disse tænder skal eventuelt erstattes med en protese. Tandlægen på hospitalet vurderer ved undersøgelsen om du er berettiget til at få betalt en tandprotese af regionen. Regionen betaler kun for den billigst mulige protese.
Tandprotesen skal laves hos din egen tandlæge.
Ønsker du en dyrere løsning, skal du selv betale prisforskellen mellem en billig protese og en dyrere løsning.
Vi sender brev til din e-Boks med besked om, hvilken tandbehandling vi har foretaget på hospitalet, og hvilken behandling din tandlæge skal foretage. Medbring brevet til din egen tandlæge.
Det er vigtigt at du efter operationen fortsætter med at gå til regelmæssig kontrol hos din egen tandlæge. Tandlægen kan hjælpe med at forebygge, at der opstår betændelse ved tænderne og tandkødet.
Mindre huller i tænderne, som ikke har betydning for hjerteoperationen, vil vi også anbefale, at du får behandlet. Dette foregår hos din egen tandlæge og for din egen regning.
Mere information
Hvis du efter hjerteoperationen skal have foretaget en dyb tandrensning, en tandudtrækning eller en operation i munden, er det vigtigt at du en time inden får antibiotika, for at undgå at der kommer bakterier i blodet, som kan føres videre til hjertet.
Alle typer af tandbehandling som foretages efter hjerteoperationen, skal foregå hos din egen tandlæge og for din egen regning.
Dine journaloplysninger er tilgængelige på Sundhed.dk, brug dit MitID til at logge på.
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Brug e-boks eller borger.dk, hvis du vil sende mail med sikker forbindelse.
Adresse
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 2, Krydspunkt J206 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/751593
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.