Du skal være sygemeldt i 2-3 dage efter operationen
Du må ikke deltage i sport eller gymnastik i 2 uger efter operationen
På operationsdagen
Det er vigtigt, at barnet overholder nedenstående fasteregler. Operationen bliver aflyst, hvis barnet ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
De sidste 6 timer før mødetidspunktet må barnet ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice. Småbørn må dog få modermælkserstatning indtil 4 timer før og brystmælk indtil 3 timer før mødetidspunktet.
Barnet må drikke vand og saftevand indtil 1 time før mødetidspunktet.
Giv barnet lidt sød saft 1 time før mødetidspunktet. Saftevand modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: Den sidste time før mødetidspunktet må barnet intet indtage.
Vi anbefaler, at barnet heller ikke tygger tyggegummi.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå i bad og børst dine tænder som normalt
Fjern smykker og brug ikke creme i ansigtet
På operationsdagen møder du i Forberedelse og Opvågning på det tidspunkt der fremgår af indkaldelsen i e-Boks.
Her vil du blive modtaget og klargjort til operationen og fulgt over til operationsstuen.
Om operationen
Kirurgen og det øvrige personale vil sammen med dig lave et sikkerhedstjek, så vi sikrer os, at alt er i orden til operationen.
Operationen foregår gennem munden og i fuld bedøvelse
Ved denne operation skrues små titanium plader på knoglen i overkæben og i underkæben. På pladerne sidder der små kroge eller bøjler, som stikker ud gennem tandkødet. En til to uger efter operationen sætter man elastikker mellem krogene, og dette er med til at få kæberne til at vokse som de skal. Krogene og elastikkerne kan kun ses, når man åbner munden.
Pladerne skal fjernes igen ved en ny operation - ofte når kæbevæksten er afsluttet.
For at undgå smerter efterfølgende, starter vi med at give dig smertestillende medicin allerede under operationen.
For at mindske hævelse under og efter operationen, giver vi dig medicin under operationen.
For at undgå betændelse giver vi dig antibiotika under operationen.
Risici og bivirkninger
Der kan i sjældne tilfælde opstå påvirkning af ansigtets og mundens følenerver ved operationen. Disse føleforstyrrelser er som oftest midlertidige, men i sjældne tilfælde kan de være permanente.
Du vil få mere at vide om dette inden operationen.
Efter operationen
På opvågningsafdelingen vil vi holde øje med dig, indtil du er klar til at komme hjem.
Du kan komme hjem samme dag
Når du kommer hjem
Allerede under operationen begynder behandlingen med smertestillende medicin, og dette fortsætter i dagene efter operationen. Du anbefales at tage den smertestillende medicin som kæbekirurgen har ordineret da du blev udskrevet.
Hævelse efter en operation er normalt. Det er som oftest værst på tredje dagen og aftager derefter langsomt.
Du skal holde din mund og tænder rene og rengøre omkring knogleankrene hver dag.
Blød kost er mad du kan spise uden at skulle tygge, læs mere om blød kost.
Videre forløb
Når knogleankrene skal fjernes, foregår det ved en ny operation i fuld bedøvelse.
Da knogleankrene isættes under kæbevækst og ofte først fjernes igen efter endt vækst, vil der være tilkommet yderligere knogle udenpå knogleankrene. For at operationen ikke bliver alt for omfattende, vil dele af pladen i nogle tilfælde efterlades. Der er ingen risici eller gener forbundet med dette.
Du skal komme til opfølgende kontrol her på afdelingen ca. 14 dage efter isættelse af knogleankre til opstart af elastiktræk.
Herefter skal du fortsætte hos skoletandplejen til almindelige kontroller.
Vi følger dig herudover i Ortoklinikken ca. hver 6. måned til kontrol i hele behandlingsforløbet.
Kontakt
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi (Hovednummer og -adresse)
Telefon
7846 2927 (Sekretariatet mellem kl. 8 og kl. 15)
7846 2927 (Vagthavende kæbekirurg mellem kl. 8 og kl. 15)
7845 0000 (Har du brug for akut hjælp efter din operation, kan du kontakte omstillingen og bede om den vagthavende kæbekirurg)
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Brug e-boks eller borger.dk, hvis du vil sende mail med sikker forbindelse.
Adresse
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 2, Krydspunkt J206 8200 Aarhus N
Kontakt Forberedelse og Opvågning
Alle børn, som skal have foretaget en planlagt operation, møder til operation i Forberedelse og Opvågning Øst 3:
Telefon
78451291
Adresse
Forberedelse og Opvågning Øst 3 Indgang H14, Plan 3, Krydspunkt H309 Palle Juul-Jensens Boulevard 139 8200 Aarhus N
Akutte operationer på børn foregår i Operation og Bedøvelse Nord.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/759561
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.