Et tandimplantat er en form for kunstig tandrod lavet af titanium, som indsættes i kæbeknoglen. Efter isættelse vokser implantatet fast i kæbeknoglen og man kan herefter sætte en krone på.
Vær opmærksom på
Før operationen er det ofte nødvendigt at lave en guideskinne, som hjælper kirurgen med at placere implantaterne korrekt. Du vil få taget aftryk til denne skinne hos den tandlæge som har henvist dig.
Forbered dig til operationen
Efter du er henvist til Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik, undersøger vores kæbekirurg dig og lægger en plan for behandlingen. På Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik laver vi den kirurgiske del af implantatbehandlingen.
Du får taget røntgenbilleder og evt. en skanning af ansigtets knogler for at kunne planlægge hvilke tandimplantater du skal have. Kæbekirurgen vil gennemgå dette med dig inden den endelige beslutning tages.
Hvis din kæbeknogle er meget tynd, kan det være nødvendigt at opbygge den ved at operere knogle ind, for at implantaterne kan sidde fast. Knoglen tager vi fra din egen krop, for eksempel fra underkæben eller fra hoftekammen.
Operationen foregår i Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik enten i lokal bedøvelse eller under fuld bedøvelse, afhængigt af hvor meget knogle der skal flyttes.
Efter knogletransplantation skal knoglen hele i 3-6 måneder, før den er stærk nok til at vi kan indoperere tandimplantater.
Er du ryger, er det vigtigt at du stopper med at ryge inden et behandlingsforløb påbegyndes. Det er videnskabeligt bevist at rygning giver en væsentlig dårligere prognose for implantatbehandlingen.
Det er vigtigt, at du op til operationen undgår smertestillende medicin, som indeholder acetylsalicylsyre (fx være kodimagnyl og magnyl), da disse præparater kan øge blødningen i forbindelse med operationen.
Vær opmærksom på, at nogle naturprodukter som fx ingefær, kan have samme virkning på blodet.
Hvis du har behov for smertestillende medicin, anbefaler vi paracetamol (panodil, pamol, pinex og lignende).
På operationsdagen
Inden isættelse af tandimplantater skal du have antibiotika, som kæbekirurgen ordinerer og udleverer når du kommer på operationsdagen.
Hvis du har behov for det, kan du få beroligende medicin før operationen. For at medicinen kan nå at virke, skal den indtages en time før operationen. Derfor skal du møde en time før det tidspunkt der står i din indkaldelse. Når du har fået beroligende medicin, skal du have en med dig, som kan køre dig hjem, da du ikke selv må køre bil efter operationen.
Om operationen
Operationen skal foregå sterilt og du vil derfor blive dækket til med sterile stykker klæde.
Du bliver lokalbedøvet og kæbekirurgen lægger herefter et snit i tandkødet og borer gennem denne åbning et lille hul i kæbeknoglen. Tandimplantatet skrues derpå ind i hullet og tandkødet syes sammen hen over implantatet.
Risici og bivirkninger
Der kan være en risiko for at implantaterne ikke heler ind som de skal. Det er dog undtagelsen og det viser sig normalt i løbet af det første år - som regel inden tandkronerne sættes fast på implantaterne.
Når man indsætter implantater, er der tale om en kirurgisk behandling, hvor der kan være risiko for at beskadige tandrødder eller nerver. Nerveskader kan give føleforstyrrelser i kortere eller længere tid, men kun sjældent er det vedvarende.
Hvis der sker skader på tandrødder, kan det være nødvendigt med rodbehandling.
Når du kommer hjem
Hævelsen bliver som regel større de første 2-3 dage og vil herefter aftage gradvist. Ved udbredt hævelse kontakt da afdelingen.
Du bør kun indtage kold flydende kost det første døgn. Herefter skal kosten være moset i en uge. Tyg i den modsatte side af operationsområdet og undgå at spise kerner eller andre fødevarer som kan sætte sig fast i såret.
For at holde såret rent og for at opnå den bedste heling, skal du skylle munden med Klorhexidin mundskyllevæske 0,12% to gange dagligt.
Start dagen efter operationen og brug det morgen og aften i en uge.
Klorhexidin mundskyllevæske kan købes på apoteket. Følg anvisningen på flasken.
Du kan børste tænder som normalt, undtagen i operationsområdet den første uge. Husk ikke at bruge tandpasta en time før og en time efter skylning med Klorhexidin.
Implantatbehandling kræver, at du børster dine tænder grundigt, så du på den måde forebygger infektioner omkring tænder og implantater. Du vil få vejledning i tandbørstning og råd om god mundhygiejne.
Efter operationen kan du forvente at få lidt smerter. Panodil/Pamol tabletter kan afhjælpe smerterne.
Det anbefales at tage 2 tabletter 3-4 gange dagligt de første 3 dage og derpå trappe ud.
Hvis det vurderes, at du får behov for yderligere smertestillende medicin, vil du få recept på dette.
Når du er syet inde i munden, fjernes trådene normalt ikke, da de opløses af sig selv. Dog kan de eventuelt fjernes ved kontrolbesøget, hvis de generer.
Videre forløb
Du får tid til et kontrolbesøg 7-10 dage efter operationen
Ca. 3 måneder efter implantaterne er indopereret, skal der laves en lille operation i tandkødet over implantatet (abutmentoperation). Der bliver monteret en lille hætte, som tandkødet heler op omkring. Målet er at sikre, at tandkødet kommer til at ligge fint omkring de nye tandkroner. Indgrebet foregår i lokalbedøvelse.
Omkring 3 uger efter abutmentoperationen skal du have taget aftryk til de nye tandkroner. Det sker hos den henvisende tandlæge. Der vil blive taget højde for tandstørrelse og farve på dine naturlige tænder, så det hele kommer til at passe sammen og se naturligt ud.
Ca. 3 uger efter aftrykket er taget er tandkronerne færdige og kan sættes fast på implantaterne. Dette foregår hos henvisende tandlæge.
Når du har fået lavet en stor og omfattende behandling, er det vigtigt at du rutinemæssigt får undersøgt og renset dine tænder og implantater. Disse eftersyn skal du selv sørge for at aftale med din egen tandlæge.
Mere information
Farven på porcelænskroner ændrer sig ikke på samme måde som farven på naturlige tænder. Derfor kan der med tiden komme uens farver i tandrækken.
Med årene kan tandkødet trække sig tilbage i forhold til kronekanten. Dele af implantatets metal kan derfor blive synligt.
Hvis der sker noget med dine implantater eller implantatkroner efter du er færdigbehandlet, skal du som hovedregel selv betale for eventuelle reparationer.
Dine journaloplysninger er tilgængelige på Sundhed.dk, brug dit MitID til at logge på.
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Brug e-boks eller borger.dk, hvis du vil sende mail med sikker forbindelse.
Adresse
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 2, Krydspunkt J206 8200 Aarhus N
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/809612
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.