Vi udfører en lang række operationer på patienter, der er født med læbe-gumme-ganespalte.
Vi lukker restfistlen (gumme-ganespalten) med knogle for at lukke spalten op mod næsen, sikre frembrud af blivende tænder og sikre at kæben kan vokse i bredden.
Disse operationer foretages i nært samarbejde med specialtandlægerne på Ganespalteafdelingen, Peter Sabroesgade, Aarhus.
Symptomer
En restfistel (knoglemangel) i gumme-ganepartiet kan give gener i form af væskeindsivning til næsen og eventuelt talebesvær.
Ofte er der mælketænder og misdannede tænder i spalteområdet og de blivende tænder har svært ved at bryde frem på grund af den manglende knogle.
Om forløbet
Du vil typisk blive undersøgt i 8-12 års alderen, umiddelbart inden frembrud af den blivende hjørnetand. Dette tidspunkt er det mest hensigtsmæssige for operationen. Når gumme-ganespalten er lukket med knogle, vil hjørnetanden nemlig have mulighed for at bryde frem og trække mere knogle med ned i spalteområdet.
Undersøgelsen foregår på Ganespalteafdelingen, Peter Sabroesgade, Aarhus. Se kontaktoplysninger nederst på siden.
Samme dag som undersøgelsen på Ganespalteafdelingen, skal du have lavet en skanning. Det foregår på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik, Aarhus Universitetshospital.
Skanningen foretages for at vurdere spaltens størrelse og tandforholdene i området.
Inden operationen skal du ses af en narkoselæge, hvor bedøvelsen planlægges. Dette sker på Aarhus Universitetshospital umiddelbart efter skanningen.
Ved undersøgelsen vil vi vurdere, hvilken operation vi mener der er nødvendig og svare på de spørgsmål der må være omkring operationen.
Vi reserverer en operationsdato til dig, men selve indkaldelsen får du først tilsendt 2-4 uger før operationen.
Hvis der er mælketænder i spalten, kan disse ofte sidde i vejen for den kommende operation. Vi beder derfor ofte den lokale skoletandlæge om at fjerne disse tænder inden operationen.
Mælketænderne skal fjernes mindst 6-8 uger inden operationen og der sendes et brev til skoletandlægen om dette.
Der vil i nogle tilfælde blive taget aftryk af overkæben til en ganeplade, som sættes fast ovenpå såret ved operationens afslutning. Ganepladen vil beskytte såret under ophelingen.
Hvis der skal laves en ganeplade, vil denne blive lavet på Ganespalteafdelingen inden operationen. Du bliver bedt om selv at medbringe ganepladen på operationsdagen.
Du skal ses til kontrol i Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik ca. 4 uger efter operationen. Hvis du har en ganeplade, fjernes denne ved kontrolbesøget. Dette gøres med brug af lokalbedøvende salve.
Ganepladen justeres og indsættes igen, således at den er løstsiddende.
Samme dag som kontrollen på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik skal du ses på Ganespalteafdelingen. Her bliver du instrueret i hvor meget ganepladen skal bruges.
Du skal selv ringe til Ganespalteafdelingen og aftale denne tid.
Om behandlingen
Operationen foregår inde i munden og i fuld bedøvelse.
I de fleste tilfælde lukkes spalten med knogle udtaget fra hagen. Skanningen vil kunne vise, om der er tilstrækkelig mængde knogle på hagen.
I nogle tilfælde henter man knogle fra hoftekammen. Dette vil I blive informeret om ved undersøgelsen.
Mere information
Vi anbefaler at en af dine forældrene er hos dig fra indlæggelsesdagen til en uge efter operationen, hvorefter du igen vil kunne komme i skole.
Undgå fysisk aktivitet i 2 uger og svømning i 4 uger efter operationen
Du kan læse om tilskudsregler på Landsforeningen Læbe-Ganespaltes hjemmeside eller kontakte Ganespalteafdelingen. Se kontaktoplysninger nederst på siden.
Kontakt
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi (Hovednummer og -adresse)
Telefon
7846 2927 (Sekretariatet mellem kl. 8 og kl. 15)
7846 2927 (Vagthavende kæbekirurg mellem kl. 8 og kl. 15)
7845 0000 (Har du brug for akut hjælp efter din operation, kan du kontakte omstillingen og bede om den vagthavende kæbekirurg)
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Brug e-boks eller borger.dk, hvis du vil sende mail med sikker forbindelse.
Adresse
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 2, Krydspunkt J206 8200 Aarhus N
Kontakt Ganespalteafdelingen (Hovednummer og -adresse)
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger.
Adresse
Institut for Kommunikation og Handicap Ganespalteafdelingen Peter Sabroes Gade 4 8000 Aarhus C
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/759985
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.