Du har henvendt dig på skadestuen med en tandskade.
Der er lavet mange undersøgelser, som har vist, at selvom behandlingen af tandskaden udsættes, vil det ikke forværre fremtidsudsigterne for tanden.
Vær opmærksom på
Personalet på skadestuen er undervist af tandlægerne på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik på Aarhus Universitetshospital i hvilke tandskader, der kræver behandling med det samme (akut behandling) og hvilke tandskader, som kan vente og behandles hos din egen tandlæge.
Hvis personalet i skadestuen er i tvivl, kontakter de vagthavende tandlæge på Tand-, Mund- og Kæbekirurgisk Klinik og spørger til råds.
Du skal henvende dig til din egen tandlæge snarest muligt og aftale tid til behandling.
Skaden skal anmeldes til dit forsikringsselskab. Hvis skaden ikke anmeldes, dækker forsikringen ikke. Da der kan ses senskader, bør alle tandskader anmeldes. Din tandlæge kan hjælpe dig med at udfylde forsikringspapirerne.
Sådan gør du
Hvis tanden er kuldefølsom eller giver smerter, kan almindeligt smertestillende medicin, som kan købes i håndkøb, ofte behandle ubehaget.
Undgå meget kolde, varme eller hårde fødeemner, indtil tandskaden er behandlet
Hvis du bliver alment utilpas eller får feber, kan det være tegn på infektion, og du skal da straks kontakte din tandlæge eller vagtlægen.
Man kan kun møde i tandlægevagten efter telefonisk aftale.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.