Ved et brud på kindbenet vil der ofte være et eller flere af følgende symptomer: nedsat følesans i huden på kinden, dobbeltsyn, skævhed i ansigtet eller smerter. For at afhjælpe disse gener vil det ofte være nødvendigt at operere kindbenet på plads.
Forbered dig til operationen
I langt de fleste tilfælde er du frisk nok til at komme hjem samme dag.
Hvis du skal forblive indlagt til dagen efter operationen, vil du blive indlagt på Hjerne- og Rygkirurgisk Sengeafsnit.
Se kontaktoplysninger nederst på siden.
Du skal selv arrangere transport hjem efter operationen. Da din reaktionsevne er påvirket, må du ikke selv køre - hverken bil, cykel eller motorcykel - eller færdes alene i trafikken efter operationen.
Du kan evt. spørge kørselskontoret i Region Midtjylland, om du er berettiget til at blive transporteret af Patientbefordringen eller falck
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På operationsdagen
Gå i bad og børst dine tænder som normalt
Da vi opererer i ansigtet, skal al skægvækst fjernes inden operationen. Det skal foregå med en barbermaskine, og ikke en skarp raserkniv.
Du må ikke have neglelak, smykker, piercinger og kontaktlinser på, når du skal opereres.
Det er vigtigt, at du overholder dette, så vi kan overvåge dig bedst muligt under operationen.
Du skal tage din medicin med på hospitalet i original indpakning, når du skal indlægges. Hvis du får pakket din medicin på apoteket, skal du også tage den med i original indpakning.
Personalet spørger dig, om de må se din medicin for blandt andet at sikre, at din medicinjournal er opdateret, for at tilpasse, hvilken medicin du skal fortsætte med at tage, og om du skal have anden/ny medicin.
I din e-Boks vil du modtage et indkaldelsesbrev med et mødetidspunkt.
Se kontaktoplysninger nederst på siden.
På Forberedelse og Opvågning Nord vil du blive modtaget og forberedt til operation.
Om operationen
Kirurgen og det øvrige personale vil sammen med dig lave et sikkerhedstjek, så vi sikrer os, at alt er i orden til operationen.
Under operationen er du i fuld bedøvelse. Personalet, der bedøver dig vil være hos dig under hele bedøvelsen og sørge for at du sover dybt og ikke mærker smerter.
Før du bliver bedøvet, spørger vi til din medicin m.m., for at bedøvelsen kan passe til netop dig.
Derefter får du:
lagt et drop i hånden, hvori du får sovemedicin og smertestillende medicin
sat elektroder på brystkassen, så vi kan holde øje med din hjerterytme
sat en blodtryksmåler om armen
sat en klemme på fingeren, det er en iltmåler, der holder øje med din vejrtrækning
Det afhænger af operationen om du får mere overvågningsudstyr og flere drop under operationen, narkoselægen eller narkosesygeplejersken fortæller dig om dette.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn. Når operationen er slut, slukker vi for sovemedicinen, og du vågner efter kort tid.
Efter operationen kan du føle dig døsig og lidt omtumlet lige efter, du er vågnet. Vi observerer dig på opvågningsafsnittet efter operationen.
Hvis du er bekymret for at skulle bedøves, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet, der modtager dig, så de kan hjælpe dig.
Operationen vil blive foretaget igennem munden, men i nogle tilfælde vil det være nødvendigt med en operationsåbning i huden under øjet eller i øjenbrynet. I de fleste tilfælde holdes bruddet på plads med titaniumplader, som normalt ikke skal fjernes igen.
Såret inde i munden er syet med tråde der opløses af sig selv og derfor ikke skal fjernes. Er du syet under øjet, vil det være med en tråd der bliver fjernet ved første kontrolbesøg.
For at undgå smerter efterfølgende, starter vi med at give dig smertestillende medicin allerede under operationen.
For at mindske hævelse under og efter operationen, giver vi dig medicin under operationen.
For at undgå betændelse giver vi dig antibiotika under operationen.
Risici og bivirkninger
Efter operationen kan du nogle gange opleve en sovende fornemmelse i kinden og læben. Dette kan være generende, men er som regel forbigående.
I enkelte tilfælde kan føleforstyrrelsen dog vare i adskillige måneder eller blive permanent.
Efter operationen
Efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du bliver observeret, mens du vågner. Der er en sygeplejerske, der holder øje med dig, og du er tilkoblet overvågningsudstyr.
Hvis du har smerter, så du ikke kan trække vejret dybt, hoste eller bevæge dig, skal du fortælle det til personalet. De kan hjælpe dig med smertestillende behandling.
Hvis du har kvalme, kan du også få behandling mod det.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operation og bedøvelse. Personalet vurderer derfor, hvor lang tid dit ophold i opvågningsafsnittet skal være.
Du må komme hjem efter operationen, når:
du føler dig godt tilpas
har drukket eller spist
du har været oppe at bevæge dig efter operationen
det er aftalt, hvordan du får information om operationen og det videre forløb
Efter nogle operationer er der planlagt et ophold på patienthotel. Hvis du skulle få behov for indlæggelse, bliver du flyttet til et sengeafsnit.
Når du kommer hjem
Du kan forvente en del hævelse i ansigtet og blodudtrækninger omkring øjnene i løbet af de første dage efter operationen. Dette er en normal reaktion, og hævelsen vil sædvanligvis være værst efter to til tre dage og derefter aftage i løbet af ti til fjorten dage.
Allerede under operationen begynder behandlingen med smertestillende medicin, og dette fortsætter i dagene efter operationen. Du anbefales at tage den smertestillende medicin som kæbekirurgen har ordineret da du blev udskrevet.
Der kan opstå hævelse, som skyldes luft i vævet omkring kindbenet. For at undgå dette, må du ikke pudse næse eller nyse i tre uger efter operationen.
Hvis du ikke kan undgå at nyse, gør det da med åben mund.
Det er normalt, at man er træt efter operationen og har behov for hvile. Du skal undgå for meget fysisk aktivitet i den første tid. Brud på kindbenet heler normalt på seks uger og i den periode må kindbenet ikke belastes. Det vil sige, at du skal undgå sport og andre fysiske aktiviteter, hvor der er risiko for stød eller slag mod kindbenet.
For at sårene i munden kan hele, skal munden holdes ren ved at skylle med Klorhexidin mundskyllevæske 0,12%. Dette kan give misfarvning af tænderne og tungen. Din tandlæge kan fjerne misfarvningen, når bruddene er helet.
På grund af sårene i munden må du kun spise kold, flydende kost det første døgn. Derefter må du få blød kost i en uge efter operationen. Dette vil blive nøje gennemgået af plejepersonalet.
Du får tid til et kontrolbesøg 7-10 dage efter operationen
Efter trådene er fjernet, er det en god ide de næste 3 måneder dagligt at bruge en faktor 50 solcreme eller stift på arret. Det vil hjælpe til at arret bliver pænt.
Mere information
Hvis du har mistet tænder eller fået tandskader ved dit uheld, skal den endelige behandling normalt foretages hos din egen tandlæge og derfor er det vigtigt at undersøge din forsikringsdækning.
Dine journaloplysninger er tilgængelige på Sundhed.dk, brug dit MitID til at logge på.
Vær opmærksom på, at almindelig mail ikke er egnet til fortrolige oplysninger. Brug e-boks eller borger.dk, hvis du vil sende mail med sikker forbindelse.
Adresse
Tand-, Mund- og Kæbekirurgi Aarhus Universitetshospital Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 2, Krydspunkt J206 8200 Aarhus N
Forberedelse og Opvågning Nord
Telefon 2151 9465
Åbningstid/træffetid hele døgnet
Adresse Palle Juul-Jensens Boulevard 165 Indgang J, Plan 3, Krydspunkt J319 og J320 8200 Aarhus N
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.