Insulinpumpebehandling: Hvad skal du gøre ved sygdom og mistanke om pumpesvigt?
Gå direkte til
Insulinpumpebehandling: Hvad skal du gøre ved sygdom og mistanke om pumpesvigt?
Årsag
Ved insulinpumpebehandling er insulindepoterne i underhuden meget små.
Set skyldes, at der ved pumpebehandling udelukkende anvendes små mængder hurtigtvirkende insulin. Denne behandling gør det ofte nemmere at styre insulinets optagelse samt tidspunkt for virkning.
Manglen på insulindepoter i underhuden kan udgøre en risiko ved pumpebehandlingen, idet syreforgiftning (ketoacidose) kan udvikles i løbet af få timer og kan i løbet af 6-12 timer blive meget alvorlig, hvis ikke der tilføres insulin.
Udvikling af syreforgiftning kan skyldes problemer med infusionssæt/slange/patch, sygdom med behov for øgede mængder insulin eller en defekt pumpe.
Det er vigtigt, at du ved, hvad du skal gøre ved uforklarligt højt blodglukose, sygdom eller pumpesvigt, så du kan forebygge ketoacidose.
Vi anbefaler, at
Infusionssæt/patch skiftes mindst hver 3. dag.
Blodglukose skal måles mindst fire gange dagligt, nemlig før morgenmad, før frokost, før aftensmand og før sengetid. Hyppigere målinger anbefales ved f.eks. før bilkørsel, før under og efter fysisk aktivitet og ved indtagelse af alkohol.
Om forløbet
Ved lette sygdomstilfælde som f.eks. forkølelse og feber skal du øge basalinsulindosis med 10-25 %.
Blodglukose og urinketoner måles hver 2. – 3. time.
Ved mavesmerter, kvalme og evt. opkastning skal du måle blodglukose, temperatur og urinketoner og du skal tage kontakt til SDCA (se under Kontakt).
Ved højt blodglukose uden forklaring kan følgende overvejes:
Har du taget din bolusinsulin inden måltidet?
Er der insulin i pumpen?
Er der knæk på slangen?
Er nålen/plasticrøret/patch korrekt placeret?
Har en insulinpumpepause været for lang?
Er der luft i slangen?
Er batteriet i orden?
Har du fejlvurderet kulhydratindtag?
Har insulin været udsat for varme eller kuldepåvirkning (over 30 °C eller under 2°C)?
Giver dette ikke forklaring på højt blodsukker, bør du:
Skifte infusionssæt/patch.
Tage ekstra insulin.
Måle blodglukose efter 2 timer og evt. tage ekstra insulin.
Fortsætte med måling hver 2. time til blodglukose er passende.
Ved blodglukose over 15 mmol/l – tjek for ketonstoffer.
Overveje om pumpen er defekt. Pumpen kan have funktionsfejl, og man bør derfor ikke ubetinget stole på pumpens forskellige alarmsystemer, men selv dagligt kontrollere pumpens drift.
Medbring altid nødudstyr (se nedenfor).
Hav altid pumpens indstillinger nedskrevet.
Kontakt insulinpumpefirmaet og/eller SDCA med henblik på ny pumpe ved defekt.
I ventetiden på ny pumpe, skal du tage hurtigvirkende insulin med engangssprøjte eller pen minimum hver 4. time eller evt. skifte til behandling med basal-bolusbehandling, som er penbehandling med langtidsvirkende insulin samt måltidsinsulin på engangssprøjte eller pen.
Insulindosis i dette tilfælde er den erstatningsdosis, som er aftalt ved ambulant besøg.
Måle blodglukose hver 2. – 3. time.
Være opmærksom på, at der kan gå 1-4 dage, før ny pumpe modtages.
Vi anbefaler, at du altid medbringer følgende nødudstyr af sikkerhedsmæssige hensyn:
Ekstra infusionssæt til pumpen og reservoir/patch til insulin.
Hætteglas eller ampuller med insulin.
Batterier/oplader.
Blodglukoseapparat, fingerprikker og stix.
Engangssprøjter eller pen og penkanyler.
Druesukker eller andet med hurtigtvirkende kulhydrater til at behandle lavt blodsukker.
Ketostix.
Telefonnumre til SDCA, vagthavende læge og insulinpumpefirmaet.
Identifikationskort på dansk/engelsk til rejsebrug.
Minimanual for insulinpumpen/manual for alarmkoder.
Nuværende insulinpumpeindstillinger.
Opdateret omregning af insulindosis til erstatningsbehandling med insulin på penbehandling.
Gode råd
Ikke alle insulinpumper tåler vand.
Ingen insulinpumper tåler sand.
Insulin kan højest tåle opvarmning til 30 °C og nedkøling til 2 °C.
Insulin bliver opvarmet/nedkølet i infusionsslangen og insulinets virkning kan nedsættes.
En insulinpen bør højst anvendes 4 uger efter ibrugtagning.
Med engangssprøjte kan du altid trække insulin op fra hætteglas eller fra pumpens sprøjte.
Det er meget individuelt, hvordan fysisk aktivitet påvirker den enkeltes insulinbehov og blodglukose.
Mål blodglukose hyppigt og vær opmærksom på evt. fald i blodglukose i timerne efter.
Midlertidig ændring af basaldosis kan benyttes.
Insulinpumpen tages af under kontaktsport.
Når du tager insulinpumpen af f.eks. i sportshal, skal den anbringes et sikkert sted for at undgå tyveri.
Pumper med slange kan tages af i kortere perioder på højest 1-2 timer i forbindelse med bad, sport, sex, strandbesøg, scanning, røntgen og lignende. Bolus bør som regel tages lige inden pumpen kobles fra.
Ved fx strandbesøg kan hurtigvirkende insulin med højst 4 timers interval med engangssprøjte benyttes under pause med insulinpumpebehandling.
Tag bolusinsulin når forret, hovedret og dessert serveres.
Vær opmærksom på, at pumpen ikke selv skifter til sommer/vintertid. Ved rejser over tidszoner indstilles tid og dato i pumpen på lokal tid, når du ankommer til bestemmelsesstedet.
Medbring rejsebrev, når du skal ud at rejse.
Kontakt Forsikringsselskab ved tvivl om forsikringsdækning.
Kontakt
Steno Diabetes Center Aarhus - Klinik for voksne
Kontakt klinikken
Tlf.: 78 45 54 85 Mandag til fredag: Kl. 8.00-15.00
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.