Du skal kontakte os hurtigst muligt, hvis dit barn har:
Fået indsat clips, shunts eller ventil i hjernen
fået indsat øreproteser (gælder ikke øredræn)
fået indopereret pacemaker, ICD eller andre elektronsike enheder
fået lavet hjerte- eller karoperation med indsættelse af stents eller coils
Kontakt os, hvis dit barn er forkølet, har feber eller hoster
Kontakt os, hvis dit barn har svært nedsat nyrefunktion
Vi har ikke lokalbedøvende plaster/creme på Røntgen og skanning, men det kan fåes i håndkøb på apoteket.
Læs brugsanvisningen i pakken, før du bruger det.
Det lokalbedøvende plaster/creme tages af huden 15 minutter før undersøgelsen.
Det er ikke hensigtsmæssigt at tage søskende med.
Hvis det er nødvendigt, skal I være to voksne.
Den ene skal tage sig af søskende, mens den anden er hos det barn, der skal bedøves.
På undersøgelsesdagen
Det er vigtigt, at barnet overholder nedenstående fasteregler. Undersøgelsen bliver aflyst, hvis barnet ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
De sidste 6 timer før mødetidspunktet må barnet ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice. Småbørn må dog få modermælkserstatning indtil 4 timer før og brystmælk indtil 3 timer før mødetidspunktet.
Barnet må drikke vand og saftevand indtil 1 time før mødetidspunktet.
Giv barnet lidt sød saft 1 time før mødetidspunktet. Saftevand modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen.
Husk: Den sidste time før mødetidspunktet må barnet intet indtage.
Vi anbefaler, at barnet heller ikke tygger tyggegummi.
Det lokalbedøvende plaser/creme sættes på 75 minutter før fremmøde (60 minutter, hvis dit barn er under 1 år).
Plastret sættes på begge håndrygge og/eller i albuebøjningen på begge arme, hvor der ses tydelige blodkar.
Det lokalbedøvende plaster fjernes 15 minutter før undersøgelsen.
Læs brugsanvisningen i pakken, før du bruger det på dit barn.
Metal forstyrrer skanningen og kan medføre stærk varme og forbrændinger i huden. Undgå derfor:
Tøj med lynlås eller trykknapper
Sølv og guld tråde i tøjet
Trøjer/bukser med pailletter eller glimmertryk
Smykker.
Det er VIGTIGT, at dit barn kun drikker en lille smule vand sammen med sin medicin, da dit barn skal være fastende til undersøgelsen.
Hvis dit barn har astma, skal astmamedicin medbringes
Om undersøgelsen
Dit barn får anlagt et drop, hvori der gives sovemedicin ind i blodbanen. Typisk vil droppet blive anlagt på håndryggen eller i albuen. Mindre børn kan ofte blive bedøvet med maske, hvor de indånder sovemedicin og falder i søvn, inden der efterfølgende anlægges drop.
Personalet, der bedøver dit barn vil være med under hele undersøgelsen, og sørge for at dit barn sover, og har det godt.
Når skanningen er slut, stoppes sovemedicinen, og dit barn overflyttes til opvågningsafsnittet. Du vil følge med på opvågningsafsnittet og således være til stede, når dit barn vågner. Typisk vil det være inden for en halv time. Barnet vil på opvågningsafsnittet være overvåget, til det vågner og er klar til at komme hjem. Der vil hele tiden være personale tilstede.
Dit barn ligger ned og bliver ført ind i den rørformede skanner, som er åben i begge ender og forsynet med både lys og ventilation.
MR-skanneren larmer meget, så derfor får dit barn ørepropper eller et høreværn på for at beskytte ørerne.
Skanning består af flere billedserier af 1-7 minutters varighed afbrudt af korte pauser.
Imens dit barn bliver skannet, kan du vente enten i cafeteriet eller venteværelset.
Ved nogle undersøgelser er det nødvendigt at give en indsprøjtning med MR kontraststof. Kontrasten bliver sprøjtet ind i kroppen igennem det drop, dit barn har fået anlagt.
Vi indsprøjter udelukkende kontraststof, hvis vi anser det for afgørende for dit barns undersøgelse.
Undersøgelsen varer fra 45 minutter til 2 timer, afhængig af hvad der skal undersøges
Risici og bivirkninger
Ligesom anden medicin kan kontraststoffer i enkelte tilfælde give bivirkninger i form af en allergisk reaktion.
Har dit barn svært nedsat nyrefunktion, kan kontraststoffet i sjældne tilfælde medvirke til at udvikle sygdommen Nefrogen Systemisk Fibrose.
Det er vigtigt, at du kontakter os, hvis dit barn har svært nedsat nyrefunktion og/eller er i dialyse.
Efter opvågningen vil dit barn blive tilbudt noget at drikke og en lille snack.
Videre forløb
Du får ikke svar på undersøgelsen, den dag dit barn er til MR skanning.
Den læge/afdeling, der har henvist dit barn til undersøgelsen, giver dig svaret på skanningen.
Hvis du har spørgsmål, til hvordan og hvornår du får svar, skal du kontakte henvisende læge/afdeling.
Mere information
MR betyder Magnetisk Resonans. MR-skanneren er en kraftig magnet, der ved hjælp af radiobølger danner billeder af kroppens væv og indre organer.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Kontakt
Røntgen og Skanning
Tjek dit indkaldelsesbrev for kontaktoplysninger
Du skal kigge i dit indkaldelsesbrev for at se, hvor du skal møde.
Der er flere Røntgen og Skanning afsnit på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det præcise mødested og kontaktoplysninger finder du i indkaldelsesbrevet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/735707
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.