Når du har indskannet dit sundhedskort på ankomstskanneren i Røntgen og Skanning, ved personalet, at du er ankommet.
Tag plads i venteområdet foran receptionen, du bliver hentet af radiografen, når det er din tur.
Da det kan have betydning for undersøgelsen, vil vi gerne have oplyst om du:
har brystimplantater
er gravid
får blodfortyndende medicin
er overfølsom overfor medicin.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen varer ca. 45 minutter
Du skal have kontrast i en blodåre i armen. Når du får kontrasten kan du muligvis få en forbigående metalsmag i munden, en varmefornemmelse i kroppen og følelsen af at tisse i bukserne.
Herefter får du foretaget 4 mammografibilleder, hvor dit bryst kortvarigt presses sammen mellem 2 plader på røntgenapparatet.
Kontraststoffet giver os flere informationer om dit væv i brystet. Nogle gange suppleres med en ultralydsundersøgelse eller en biopsi af brystet. Det tager lægen stilling til efter gennemgang af mammografibillederne.
Efter undersøgelsen
På grund af risikoen for bivirkninger er du nødt til at blive hos Røntgen og Skanning i cirka en halv time efter undersøgelsen.
I meget sjældne tilfælde (under 1 promille) kan bivirkningerne udvikle sig til behandlingskrævende overfølsomhedsreaktioner.
I op til 2 døgn efter skanningen kan der opstå bivirkninger i form af udslet på huden. Hvis der opstår bivirkninger, skal du kontakte din egen læge eller vagtlægen.
For at hjælpe nyrerne med at udskille kontrasten, er det godt at drikke rigeligt med væske det første døgn efter undersøgelsen – gerne 2 liter.
Der kan komme misfarvning af huden og være ømhed i området på grund af blødning.
Du bør kontakte din egen læge, hvis du mærker varme, og det bliver rødt og hævet ved indstiksstedet, da det kan være tegn på betændelse.
Hold plasteret tørt i 24 timer, hvorefter du må fjerne det.
Undgå større fysisk akvititet og tunge løft det første døgn.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling der har henvist dig
Kontakt
Røntgen og Skanning
Tjek dit indkaldelsesbrev for kontaktoplysninger
Du skal kigge i dit indkaldelsesbrev for at se, hvor du skal møde.
Der er flere Røntgen og Skanning afsnit på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det præcise mødested og kontaktoplysninger finder du i indkaldelsesbrevet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1486782
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.