Undersøgelse af venernes indhold af hormoner i forskellige dele af kroppen (Venøs Sampling)
Gå direkte til
Undersøgelse af venernes indhold af hormoner i forskellige dele af kroppen (Venøs Sampling)
Formålet med undersøgelsen er at sidebestemme lokalisationen af en hormonproducerende binyretumor.
Forbered dig til undersøgelsen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse/behandling bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 4 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 4 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Hvis du har diabetes, skal du drikke vand i stedet for sød saftevand.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Skan dit sundhedskort, når du kommer hen på afdelingen.
Så ved vi, du er kommet.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Hvis den afdeling, der har henvist dig ikke er informeret om, at du er gravid, skal du kontakte dem, så de kan notere det i din journal.
På undersøgelsesdagen
Plejepersonalet i afdelingen gør dig klar til indgrebet:
Du får hospitalstøj på
Målt blodtryk og puls
Hvis du har vandladningsproblemer kan det være, at du skal have et blærekateter. Det kan fjernes igen, når du kommer tilbage til afdelingen.
Efterfølgende sendes du til Røntgen og Skanning, hvor undersøgelsen/behandlingen foregår.
Det er vigtigt, at du kan slappe af, mens undersøgelsen foregår. Du får derfor beroligende og smertestillende medicin af personalet på sengeafdeling.
Om undersøgelsen
Når du kommer på røntgenstuen, vil du blive modtaget af personalet, som orienterer om og forbereder dig til undersøgelsen.
Personalet, som skal undersøge dig, har hue, mundbind, handsker og kittel på for at beskytte dig mod infektion. Huden ved lysken desinficeres, hvorefter du får lagt steril afdækning på.
Du bliver lokalbedøvet i lysken. Derefter laver lægen et lille snit i huden med ultralyd, hvorigennem der stikkes en kanyle ind i blodkaret (venen). Når kanylen er på plads, fører lægen en tynd metalleder igennem kanylen. Herefter fjernes kanylen og et tyndt blødt plastikkateter/rør føres ind over metallederen og til det område, du skal have taget blodprøver fra.
Der tages blodprøver fra flere områder i kroppen, samtidig med at der bliver taget blodprøver i din venstre arm.
Når undersøgelsen er slut, bliver røret trukket ud, og vi trykker dig i lysken i ca. 5 minutter, så hullet i hud og blodkar lukker sig. Derefter hjælper vi dig i seng.
I sjældne tilfælde kan der opstå blødning efter undersøgelsen, derfor skal du observeres for sivning ved indstiksstedet i lysken, når du er tilbage på afdelingen.
Det tager ca. 1-2 timer
Risici og bivirkninger
Det kontraststof, som vi bruger, giver sjældent bivirkninger såsom:
kvalme
hudkløe
forbigående varmefornemmelse
Disse bivirkninger optræder normalt hurtigt efter undersøgelsen, men de kan vise sig efter flere dage.
I sjældne tilfælde kan der ses allergiske reaktioner.
Hvis der opstår bivirkninger, skal du kontakte læge eller vagtlægen. Kontakt personalet, hvis du er indlagt.
Efter undersøgelsen
Du må spise og drikke efter behandlingen
Du skal ligge i sengen i en time efter undersøgelsen. Hvis der ikke har været blødning på indstiksstedet må du, efter aftale med afdelingen, derefter tage hjem.
Videre forløb
Røntgenlægen (radiologen) vurderer billederne og laver en beskrivelse af dem. Svaret bliver sendt til den læge eller afdeling/ambulatorium, der har henvist dig.
Mere information
Vi udsættes for stråling hver dag Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser og fra byggematerialer. Hver røntgenundersøgelse giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Vi passer godt på dig Hvis du allerede har fået foretaget mange røntgenundersøgelser og er bekymret for at få foretaget flere, så husk:
at behovet for en ny undersøgelse altid bør vurderes ud fra den nuværende situation
at sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få lavet den nødvendige behandling
at vi på røntgenafdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig
Kontakt
Røntgen og Skanning
Tjek dit indkaldelsesbrev for kontaktoplysninger
Du skal kigge i dit indkaldelsesbrev for at se, hvor du skal møde.
Der er flere Røntgen og Skanning afsnit på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det præcise mødested og kontaktoplysninger finder du i indkaldelsesbrevet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/792781
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.