PTC - er en behandling, hvor galdevejene bliver aflastet med et dræn. Behandlingen foretages, hvis galden ikke uhindret løber ned i tolvfingertarmen, hvorved der kommer galdefarvestof i blodet. For at forhindre det, afhjælpes leveren med at udskille galden via et dræn gennem huden.
PTC-drænet fungerer som 2 dræn på én gang:
Eksternt, hvor galden løber ned i posen
Internt, hvor galden ledes ned i tarmen og den naturlige enterohepatiske galdecirkulation genoprettes
Vær opmærksom på
Inden behandlingen kommer du ind til bedøvelseslægen, her gennemgår I den medicin, du får og aftaler, hvis du skal holde pause med noget af det.
Du skal have taget blodprøver. Sengeafdelingen vil informere dig om hvornår
Forbered dig på, at du ikke må køre bil 24 timer efter undersøgelsen/behandlingen.
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Skan dit sundhedskort, når du kommer hen på afdelingen.
Så ved vi, du er kommet.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På behandlingsdagen
Plejepersonalet i afdelingen gør dig klar til indgrebet:
Du får hospitalstøj på
Målt blodtryk og puls
Hvis du har vandladningsproblemer kan det være, at du skal have et blærekateter. Det kan fjernes igen, når du kommer tilbage til afdelingen.
Efterfølgende sendes du til Røntgen og Skanning, hvor undersøgelsen/behandlingen foregår.
Du får Penicillin lige inden behandlingen, for at forebygge infektion
Om behandlingen
Når du ankommer på Røntgen og Skanning, vil du blive modtaget af personalet, som orienterer om og forbereder dig til behandlingen. Bedøvelseslægen er på stuen for at give medicin under behandlingen. I særlige tilfælde kan det aftales, at du sover helt.
For at forebygge infektion giver personalet dig penicillin, lige inden behandlingen.
Du kommer til at ligge på et røntgenleje, og lægen bruger ultralyd og røntgengennemlysning til at finde galdevejene og til at placere drænet korrekt.
For at se galdevejene bruges der røntgenkontrast.
Inden drænet bliver lagt, vaskes huden med en desinficerende væske i området, og afdækkes med et sterilt grønt stykke.
Drænet du skal have lagt for at aflaste leveren, anbringes gennem huden ned i galdegangene og udmunder i tolvfingertarmen, så galden kan løbe direkte i tarmene.
Udvendigt fastgøres drænet til huden med et plaster, og forbindes evt. med en pose eller lukkes med en prop.
Det tager ca. 1-2 timer
Efter behandlingen
Du observeres på enten observationsafsnittet eller på den afdeling du er indlagt på, når behandlingen afsluttes.
For at mindske risikoen for blødning, skal du ligge stille i sengen i 4 timer efter behandlingen.
Du får målt blodtryk og puls med mellemrum i de 4 timer.
Det er lægen på sengeafsnittet, der vurderer, hvornår du kan udskrives efter de 4 timer. Det afhænger af, hvordan du ellers har det, og ikke selve behandlingen.
Tag din vanlige medicin, når du kommer tilbage på sengeafdelingen
Spis og drik, når du kommer tilbage på sengeafdelingen
Hold dig i ro resten af dagen
Når du kommer hjem
Når du har fået anlagt et dræn i galdegangen, skal du passe på, at der ikke bliver trukket i det. Afdelingen vil være behjælpelig med at planlægge, hvordan dit dræn bedst bliver passet efter udskrivelsen.
Hvis det bliver nødvendigt med smertestillende medicin, når du kommer hjem, kan du f.eks. tage Panodil eller lignende.
Du må være aktiv og arbejde umiddelbart efter, du kommer hjem
Det kontraststof, som vi bruger, giver sjældent bivirkninger såsom:
kvalme
hudkløe
forbigående varmefornemmelse
Disse bivirkninger optræder normalt hurtigt efter undersøgelsen, men de kan vise sig efter flere dage.
I sjældne tilfælde kan der ses allergiske reaktioner.
Hvis der opstår bivirkninger, skal du kontakte læge eller vagtlægen. Kontakt personalet, hvis du er indlagt.
Personalet fortæller dig, hvordan du skal passe dit dræn
Videre forløb
Den afdeling du tilhører vil, med blodprøver, kontrollere om dit dræn er velfungerende. Hvis drænet ikke længere fungerer tilfredsstillende f.eks. ved sivning af galde på huden, kan det være, at du kommer til en røntgenkontrol af dit dræn.
Eksternt og internt galdedræn (PTC) skal skiftes efter minimum 3 måneder
Mere information
Vi udsættes for stråling hver dag Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser og fra byggematerialer. Hver røntgenundersøgelse giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling.
Vi passer godt på dig Hvis du allerede har fået foretaget mange røntgenundersøgelser og er bekymret for at få foretaget flere, så husk:
at behovet for en ny undersøgelse altid bør vurderes ud fra den nuværende situation
at sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få lavet den nødvendige behandling
at vi på røntgenafdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig
Kontakt
Røntgen og Skanning
Tjek dit indkaldelsesbrev for kontaktoplysninger
Du skal kigge i dit indkaldelsesbrev for at se, hvor du skal møde.
Der er flere Røntgen og Skanning afsnit på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det præcise mødested og kontaktoplysninger finder du i indkaldelsesbrevet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/949116
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.