Når du skal til røntgenundersøgelse, kan du være bekymret for, om bestrålingen kan give forøget risiko for senere at få skader.
Ved de lave stråledoser, der bliver brugt ved almindelige røntgenundersøgelser, er der en ubetydelig øget risiko for at udvikle kræft mange år efter bestrålingen.
Vi udsættes for stråling hver dag
Vi bliver hver dag udsat for naturlig baggrundsstråling fra omgivelserne - fra jorden, luften, flyrejser, maden vi spiser og fra byggematerialer. Hver røntgenundersøgelse giver os en lille yderligere stråledosis, der svarer til fra få dages til få års naturlig baggrundsstråling. Større undersøgelser som CT skanning og gennemlysning kan give en stråledosis, der svarer til op til 3 års baggrundsstråling.
Vi passer godt på dig
Hvis du allerede har fået foretaget mange røntgenundersøgelser og er bekymret for at få foretaget flere, så husk:
- at behovet for en ny undersøgelse altid bør vurderes ud fra den nuværende situation.
- at sundhedsrisikoen fra røntgenstråler er minimal i forhold til ikke at få opdaget en mulig sygdom
- at fortælle din læge om tidligere røntgenundersøgelser, der evt. kan overfløddiggøre nye røntgenundersøgelser
- at vi på røntgenafdelingen gør en stor indsats for at holde stråledosis så lav som mulig