Det er vigtigt at du overholder nedenstående fasteregler. Din undersøgelse bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Du må ikke spise eller drikke mælk de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt. Du må gerne drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter undersøgelsen. Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Vi anbefaler, at du heller ikke ryger, bruger e-cigaretter, skrå eller snus eller tygger tyggegummi.
Hvis den afdeling, der har henvist dig ikke er informeret om, at du er gravid, skal du kontakte dem, så de kan notere det i din journal.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
På undersøgelsesdagen
Tag din vanlige medicin, indtil kl. 6.00, men hold pause med blodfortyndende medicin
Plejepersonalet på sengeafdelingen gør dig klar til indgrebet:
Du får hospitalstøj på
Målt blodtryk og puls
Hvis du har vandladningsproblemer kan det være, at du skal have et blærekateter. Det kan fjernes igen, når du kommer tilbage til afdelingen.
Efterfølgende sendes du til Røntgen og Skanning, hvor undersøgelsen/behandlingen foregår.
Om undersøgelsen
Når du ankommer på CT-stuen på Røntgen og Skanning, vil du blive modtaget af personalet, som orienterer om og forbereder dig til undersøgelsen. Det er lægen, som skal udføre undersøgelsen, som vurderer hvordan du skal ligge til undersøgelsen.
Undersøgelsen foregår mens du ligger på lejet i CT-skanneren. Du bliver først CT-skannet for at finde det rigtige sted at tage vævsprøven fra.
Vi vasker huden med desinficerende væske og dækker området med sterilt afdækning. Undersøgelsen foregår i lokalbedøvelse. Lokalbedøvelsen kan svie lidt, men efterfølgende skal du ikke mærke smerte, men kun føle berøring. Det er vigtigt du ligger stille under undersøgelsen.
Lægen fører en nål ind og tager en vævsprøve. Selve vævsprøven mærker du normalt ikke noget til.
Undersøgelsen varer ca. 1-2 timer
Efter undersøgelsen
Efter undersøgelsen ligger du på Forberedelse og Opvågning. Du ligger til observation de første timer.
Personalet holder øje med dig og måler blodtryk og puls.
Du må først spise 1 time efter undersøgelsen - Du må gerne drikke.
Det er lægen i sengeafdelingen, der vurderer, hvornår du kan udskrives efter de 4 timer. Det afhænger af, hvordan du ellers har det og ikke af selve behandlingen.
Videre forløb
Du får svar på undersøgelsen af den læge eller afdeling, der har henvist dig
Mere information
En CT-skanning er en avanceret røntgenundersøgelse, der giver detaljerede billeder af kroppens væv og organer.
De informationer røntgenstrålerne opsamler under skanningen, behandles i en computer og omsættes til billeder på en skærm.
Kontakt
Røntgen og Skanning
Tjek dit indkaldelsesbrev for kontaktoplysninger
Du skal kigge i dit indkaldelsesbrev for at se, hvor du skal møde.
Der er flere Røntgen og Skanning afsnit på Aarhus Universitetshospital (AUH). Det præcise mødested og kontaktoplysninger finder du i indkaldelsesbrevet.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1436344
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.