Du får en nerveblokade enten som en del af smertebehandlingen efter operationen, eller som selve bedøvelsen af den arm eller det ben som skal opereres.
Anæstesilægen bruger et ultralydsapparat til at se de relevante nerver med og for at se, at lokalbedøvelsen lægges rundt om nerverne. Lægen bruger en nål til at sprøjte lokalbedøvelse rundt om nerven.
Tilbud om afslappende medicin inden blokaden lægges
Du vil få tilbudt noget afslappende og beroligende medicin inden blokaden anlægges. Det kan være en god ide, hvis du er meget nervøs for at få anlagt blokaden. Hvis du skal have fuld bedøvelse, kan blokaden også anlægges, når du sover, hvis du ønsker det.
Let ubehag, når blokaden anlægges
Der kan være let ubehag forbundet med anlæggelsen af en nerveblokade. Det gør lidt ondt når nålen stikkes igennem huden (som ved en blodprøve), og derudover kan du opleve en forbigående snurrende fornemmelse, som når du støder albuen. Det skyldes, at nålen er tæt på nerven, og det er helt ufarligt.
Blokaden virker efter 20-40 minutter
Der går 20-40 minutter, inden nerveblokaden virker, og det kontrolleres af personalet.
Blokadens virkning aftager efter 6-36 timer - husk at tage smertestillende piller inden virkningen ophører
En blokade vil typisk virke mellem 6 og 36 timer. Når man bedøver en arm eller et ben, bedøver man som regel også nerverne til musklerne. Det betyder, at din arm/dit ben vil være slapt og ubrugeligt så længe bedøvelsen virker.
Det er vigtigt, at du tager den smertestillende medicin, som du har fået tilbudt, INDEN blokaden er helt væk. Ellers vil der være risiko for, at du får meget ondt, når effekten af blokaden forsvinder.
Du skal tage dine smertestillende tabletter senest, når:
- det begynder at stikke og prikke i det bedøvede arm/ben og muskelkraften kommer tilbage, og du mærker, at det måske begynder at svie eller gøre ondt
I sjældne tilfælde kan blokaden vare i længere tid end forventet. Risikoen for længerevarende nervepåvirkning er cirka 4 ud af 10.000, der er typisk tale om føleforstyrrelser, som forsvinder inden for 6 til 12 måneder.