Brud i ankelen opstår oftest ved at ankelleddet vrides rundt enten indad eller udad, hvorved ledbåndene i anklen strækkes og trækker i knoglen, så denne brækker. Behandling af ankelbrud består i af at genoprette og holde stillingen af foden indtil bruddet er helet op.
Behandlingen afhænger af brudtypen, men hvis stillingen i ankelleddet er blevet forskudt, er der behov for operation til at holde bruddet på plads.
Forbered dig til operationen
Hvis det i skadestuen er vurderet, at dit brud skal behandles med operation, vil du starte med at få lagt en gips, så foden bliver holdt i den rigtige stilling indtil du skal opereres.
Vi vil forsøge at finde en operationstid til dig, så du kan blive opereret så hurtigt som muligt. Du skal dog være indstillet på at der kan være ventetid på dette.
Hvis du kan vente hjemme, kan du blive sendt hjem fra skadestuen med smertestillende medicin og krykker, da du ikke må støtte på gipsen.
Du vil enten få besked med det samme eller blive ringet op næstkommende hverdag efter med besked om, hvornår du skal møde til indlæggelse.
Mens du venter på operationen er det vigtigt, at du ligger med benet hævet over hjerteniveau, da det kan være svært at operere, hvis der er hævelse i operationsområdet. Du skal hvile med støtte under benet, så hælen er fri af underlaget.
Vi anbefaler, at du eller pårørende hjælper dig med:
at tage noget bekvemt løst tøj med, som du kan komme hjem i.
at købe smertestillende som f.eks. Pinex/Pamol/Panodil, så du har det i hjemmet. Du får smertestillende med herfra til det første døgn.
at fortælle, hvis du i forvejen har hjemmepleje og regner med at skulle have mere hjælp efter udskrivelse.
Det er individuelt, hvor længe man efter operationen har behov for at være fraværende eller har nedsat arbejdsevne. Lægen på afdelingen kan give et skøn på, hvor længe du skal være sygemeldt.
Såfremt din arbejdsgiver beder om en lægeerklæring skal den udarbejdes hos din egen læge.
Som udgangspunkt skal du selv sørge for at komme til og fra hospitalet.
Langt de fleste patienter arrangerer selv deres rejse til hospitalet med offentlig transport eller ved at blive kørt af pårørende.
Når du selv eller en pårørende sørger for transporten, kan du være berettiget til tilskud. Hvis dit helbred ikke tillader, at du kan tage tog eller bus, kan du i nogle tilfælde blive kørt med Region Midtjyllands kørselsordning.
Rygning
Vi anbefaler rygestop, da rygning forringer heling af sår og knogler. Hvis du ønsker at stoppe med at ryge, kan du kontakte din egen læge for at få informationer om hvilke tilbud der er for støtte under et rygestop.
Alkohol
Overforbrug af alkohol frarådes, da det blandt andet forringer helingen af sår og knogler. Hvis du har et alkoholoverforbrug og ønsker at nedbringe dette, skal du henvende dig til personalet under indlæggelsen eller egen læge efter udskrivelse.
I færdselsloven står der, at man skal være i besiddelse af den fornødne legemlige førlighed (Færselsloven § 54, stk 2).
Bilkørsel frarådes indtil du har været til den afsluttende kontrol i klinikken.
Kontakt dit forsikringsselskab for at anmelde skaden
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Når man bliver bedøvet, afslappes alle muskler. Hvis mavesækken ikke er tom, er der risiko for, at indholdet i maven løber op og kan forårsage en alvorlig lungebetændelse.
Mad og mælkeholdige produkter tømmer sig langsommere fra maven end tynde klare væsker, derfor er der længere tids faste for disse fødevarer.
Hvilken konsekvens?
Du kan blive alvorligt syg med indlæggelse til følge, hvis du ikke faster korrekt.
Du risikerer også, at få din operation aflyst.
Overlægen forklarer:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Som udgangspunkt skal du tage den medicin, som du sædvanligvis tager fast om morgenen, 2 timer før dit mødetidspunkt, sammen med lidt vand.
Noget medicin skal dog IKKE tages før operationen – f.eks. medicin for sukkersyge og blodfortyndende medicin.
Hvis du skal holde pause med noget af din medicin, vil du blive informeret af kirurgen eller narkoselægen.
Om operationen
Som en del af smertebehandlingen starter man inden operationen med at give en blokade. Der bliver sprøjtet lokalbedøvelse ind omkring nerverne i benet. Nerverne giver følelse ned i benet. Når nerverne bliver bedøvet, blokeres smerteimpulserne, og du vil derfor ikke opleve smerter fra knæet og ned, så længe blokaden virker. Når du berører benet, vil du opleve at huden er sovende og følelsesløs.
Impulserne til dine muskler i benet bliver ligeledes bedøvet, så du kan heller ikke bevæge din fod så længe blokaden virker.
Du bliver fuld bedøvet til din operation. Fuld bedøvelse indebærer, at du sover dybt og ikke mærker smerter under operationen.
Ved ankomst til operationsstuen vil du få anlagt et drop, hvis du ikke har dette i forvejen. Når bedøvelsen indledes, sprøjtes der smertestillende og sovemedicin ind i det lille drop, og du falder straks i søvn. Under operationen får du anlagt en plastikslange i luftrøret, som tilsluttes en respirator, som sørger for, at du får luft.
Narkosepersonalet overvåger din vejrtrækning under hele operationen og sørger for, at ilttilførslen er normal. Bedøvelsesmidlet er ude af kroppen efter nogle timer og du bliver mere og mere frisk.
Her forklarer overlægen om bedøvelse/anæstesi:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Brud i anklen opstår oftest ved at ankelleddet vrides rundt enten indad eller udad, hvorved ledbåndene i anklen strækkes og trækker i knoglen, så denne brækker.
Behandling af ankelbrud består i af genoprette og holde stillingen af foden indtil bruddet er helet op. Behandlingen afhænger af brudtypen men hvis stillingen i ankelleddet er blevet forskudt, er der behov for operation til at holde bruddet på plads.
Operationen har til formål så vidt muligt at genskabe den anatomiske stilling af dit ankelled.
Skader i ankelområdet er mangfoldige og den operation du skal have, varierer alt efter, hvordan dit brud ser ud. Her kan du se nogle eksempler på forskellige operationer, hvor der er sat skinner og skruer ind i anklen.
Den indopererede metalskinne skal som udgangspunkt ikke fjernes igen. Hvis vi vurderer at metalskinnen eller skruerne giver dig gener kan man få dem fjernet på sigt. Der går oftest 1 til 1 1/2 år før vævet er faldet til ro, hvorfor det tidligst er der vi vuderer, om du skal have fjernet noget af det indopererede materiale. Du vil ikke få problemer med den i forbindelse med flyrejser.
Risici og bivirkninger
Under operationen holdes nerver og kar til side, for at de ikke skal komme til skade. Der kan herved opstå et tryk på nerven, som kan give forbigående føleforstyrrelser.
I sjældne tilfælde kan nerven beskadiges, så føleforstyrrelsen bliver permanent.
Ved alle operationer er der en risiko for infektion. Infektionen bliver først og fremmest behandlet med antibiotika, og det vil som regel forlænge din behandlingsperiode. Hvis du får feber efter operationen, skal du søge læge, da det kan være tegn på betændelse.
En sjælden komplikation efter operation og immobilisering i bandage er udvikling af dyb venetrombose, som er en blodprops dannelse i benets dybe vener.
Der vil i hvert enkelt tilfælde blive taget stilling til om blodfortyndende behandling er nødvending for dig.
Du må forvente, at der kan forekomme ømhed og bevægeindskrænkning i dit ankelled i flere måneder efter operationen. Dette vil aftage gradvist og kan være til stede op til 1 år efter operationen.
Dit operationsar kan være ømt, når man rører ved det, i op til flere måneder. Der kan, også forekomme føleforstyrrelser ved arret.
Hos enkelte patienter kan forløbet efter operationen være præget af mere hævelse, flere smerter og måske stivhed i leddende, udover det forventede. Man kan ikke forudse, hvem der er i risiko for at udvikle disse problemer.
Efter operationen
Efter operationen vil du ikke have så mange smerter, da du har fået lagt en blokade. Mens blokaden virker vil du blive opstartet i noget smertestillende medicin. Da smerter er en subjektiv oplevelse, er det ikke til at sige, hvor længe blokaden holder.
Du skal derfor sige til, når du begynder at få ondt, så du kan få noget ekstra smertestillende.
Det er dog vigtigt at du ved, at du ikke kan blive helt smertefri, men at smerterne kan holdes nede i et niveau, så du kan holde det ud.
Her fortæller anæstesilægen Thomas om smerter:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Du vil efter operationen få anlagt en støvlebandage på afdelingen, som skal aflaste dit ankelled. Du må fra starten tage bandagen af og bevæge træne i ankelledet. Bandagen må ligeledes tages af til bad.
I enkelte tilfælde kan lægen vurdere, at støvlebandagen ikke må tages af eller at du skal have anlagt en gips de første 14 dage.
Du må ikke støtte på foden de første 4 uger efter operationen. Derefter må du gerne begynde at støtte på foden.
Det er vigtigt, at du kommer hurtigt ud af sengen efter operationen, da der er mange ricisi forbundet med at være sengeliggende. Plejepersonalet vil hjælpe dig med dette.
Under din indlæggelse vil der komme en fysio- eller ergoterapeut ind til dig. Læs mere under afsnittet Genoptræning.
Du bliver udskrevet fra afdelingen, når vi vurderer, at du er klar til at komme hjem. Som regel er dette dagen efter operationen. Tidspunktet besluttes i samarbejde med afdelingens læger, plejepersonale, terapeuter og dig.
Du vil ved udskrivelsen få gennemgået og udleveret informationer om, medicin/smertebehandling, recepter, operationssåret, hjælpemidler og hvornår du skal komme til ambulant kontrol.
Genoptræning
I tiden efter operationen skal du følge anbefalingerne om fysisk aktivitet.
Din krop har brug for byggesten, proteiner, til at vedligeholde og genopbygge muskler, styrke immunforsvaret og danne nyt væv og blod. Disse byggesten kan kun dannes gennem den mad du spiser. Det du spiser og drikker, skal derfor indeholde mange vitaminer, proteiner og energi.
Når du kommer hjem skal du tage smertestillende medicin efter anvisning fra hospitalet. Smerterne kan mindskes ved, at du holder benet hævet, helst over hjertehøjde. Når benet holdes højt, mindskes hævelsen og dermed smerterne. For meget hævelse i operationsområdet kan medføre komplikationer.
Hvis din recept på smertestillende medicin skal fornyes skal du kontakte egen læge.
Hvis smerterne er tiltagende, selvom du har forsøgt at ligge med benet hævet, så skal du kontakte enten hospitalet, praktiserende eller vagtlægen.
På hverdage i dagstid skal du kontakte din egen praktiserende læge.
I weekender og på hverdage efter kl 15.00, skal du kontakte vagtlægen.
Er det mindre end et døgn siden, at du blev udskrevet fra hospitalet, må du kontakte den sengeafdeling, som du var indlagt på.
Når du er blevet opereret, kan du opleve problemer med forstoppelse. Dette kan skyldes, at du er sengeliggende efter operationen og/eller, at du får stærk smertestillende medicin. Afdelingen giver derfor som standard afføringsmiddel for at forebygge dette.
Du kan selv hjælpe til at forebygge dette ved at drikke rigeligt med væske og spise mad med mange kostfibre (F. eks rugbrød, gryn, grønsager og frugt. Kostfibre suger væske til sig og gør dermed afføringen mere blød). Du kan købe alt afføringsmiddel i håndkøb på apoteket.
Efter udskrivelse skal du være opmærksom på tegn på betændelse:
Almen utilpashed
Forhøjet temperatur
Ændrede eller nye smerter
Varme, rødme eller hævelse omkring operationssåret
Sivning fra såret
Kontakt din egen læge eller vagtlæge, hvis du har mistanke om betændelse.
Hvis du har fået en støvlebandage på, som du gerne må tage af i forbindelse med bad, gør du det.
Hvis ikke, skal du være opmærksom på, at hverken gips eller støvlebandagen kan tåle at blive våd. Du skal i forbindelse med bad tage en tætsluttende plastikpose over benet.
Hvis uheldet er ude, og gipsen bliver våd skal du gå til egen læge eller dit sundhedscenter og få forbindingen skiftet. Hvis din støvlebandage bliver våd, skal du tage den af mens du ligger i sengen eller sofaen og evt tørre den med en hårtørrer/ få hjælp til at ligge den på en radiator indtil den er tør, hvor du så kan tage den på igen.
Det er vigtigt at støvlebandagen kommer ordentlig på igen efterfølgende. Hælen skal være helt nede i bunden og tilbage i bandagen.
Videre forløb
Hvis du har fået en støvlebandage på efter operationen skal du have fjernet sting/agraffer ved din egen læge efter 14 dage. Husk du selv skal bestille tid.
Hvis du har fået en gips på efter operationen skal du have fjernet sting agraffer i vores ambulatorie efter 14 dage.
Efter du er blevet udskrevet, vil du modtage en indkaldelse til kontrol i din E-boks. Hvis du ikke har E-boks, så må du gerne informere plejepersonalet om dette.
Hvis du har gips på
Hvis du har fået en gips på vil du blive indkaldt til kontrol efter 14 dage, hvor din gips og sting/agraffer vil blive fjernet, og du vil få anlagt en støvlebandage. Du vil blive indkaldt til kontrol igen cirka 6 uger efter operationen. Her vil du få taget et røntgenbillede af din ankel, så lægen kan se om bruddet er helet. Hvis bruddet er helet godt op skal du snakke med en fysioterapeut, som vil lave en genoptræningsplan til dig. Når du skal til kontrol, er det vigtigt at huske at medbringe sko og strømper, hvis lægen beslutter sig for, at du ikke længere skal have støvlebandagen på.
Hvis du har en støvlebandage på
Du vil blive indkaldt til kontrol cirka 6 uger efter operationen. Her vil du få taget et røntgenbillede af din ankel, så lægen kan se om bruddet er helet. Hvis bruddet er helet godt op skal du snakke med en fysioterapeut, som vil lave en genoptræningsplan til dig. Når du skal til kontrol, er det vigtigt at huske at medbringe sko og strømper, hvis lægen beslutter sig for, at du ikke længere skal have støvlebandagen på
Afbud
Hvis du har behov for at aflyse eller ændre tiden, bedes du kontakte sekretæren i klinikken på tlf.: 78454120.
Mere information
Du får udleveret albuestokke fra skadestuen eller under indlæggelsen.
Behovet for hjælpemidler vurderes af fysio- og/eller ergoterapeuter.
Du har selv ansvaret for hjælpemidlerne i udlånsperioden. Hjælpemidlerne skal returneres til:
Hjælpemiddelsdepotet AUH Skejbyparken 152 8200 Aarhus N.
Ved spørgsmål kan hjælpemiddelsdepotet kontaktes på tlf: 78462062
Hvis du har været involveret i en trafikulykke og har spørgsmål til forsikring, sygedagpenge, genoptræning ect. så kan du kontakte Ulykkeslinjen Tlf: 36732000 eller læse mere på www.ulykkeslinjen.dk
Kontakt
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte Traumeklinikken eller Ortopædkirurgisk Sengeafsnit 3 ved problemer eller hvis du har spørgsmål:
Traumeklinikken
Sekretariatet: 7845 4160
Sygeplejerske: 5173 2734
Træffetid: Alle hverdage fra klokken 08.00 til 15.00.
Ortopædkirurgisk Sengeafsnit 3
Telefon: 7845 4143
Lægevagten
Har du brug for akut hjælp, skal du kontakte lægevagten:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.