Det er vigtigt, at du spiser en sund, varieret og proteinrig kost før og efter operationen, så dit sår kan hele bedst.
Følg gerne de officielle kostråd fra Fødevarestyrelsen:
Spis planterigt, varieret og ikke for meget
Spis flere grøntsager og frugter
Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk
Spis mad med fuldkorn
Vælg planteolier og magre mejeriprodukter
Spis mindre af det søde, salte og fede
Sluk tørsten i vand
Rygning
Rygning kan give komplikationer efter operationen, fx at såret heler dårligere, større risiko for betændelse eller hjerte- og lungeproblemer.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at du ikke ryger 6 uger før og 4 uger efter operation. Hvis dette ikke er muligt, er enhver nedskæring i tobakken gavnlig for dit helbred.
Stopper du med at ryge, får du et betydeligt bedre helbred og styrker din sundhed. Selv om du har været ryger i mange år, har rygestop en positiv indvirkning på din sundhed.
Alkohol
Hvis dit alkoholforbrug er større end sundhedsstyrelsens anbefalinger, har du større risiko for komplikationer som for eksempel lungeproblemer, betændelse og dårlig sårheling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler, at voksne over 18 år højst drikker 10 genstande om ugen og højst 4 genstande på samme dag.
Motion
Dyrk motion eller bevæg dig i det omfang, du kan, fx gåture eller cykling.
Få hjælp af din egen læge eller et lokalt sundhedstilbud
Vi kan henvise dig til et sundhedstilbud i din kommune. Du kan også tale med din egen læge eller selv henvende dig i dit lokale sundhedshus.
Du kan læse mere om din kommunes sundhedstilbud på www.sundhed.dk under "Sundhedstilbud".
Du skal forberede dig på, at det vil gøre ondt i skulderen efter operationen. Selv med en veltilrettelagt smertebehandling er det ikke muligt at undgå ømhed og smerter.
Hvis du får smertestillende medicin i forvejen, er det derfor vigtigt, du fortæller os om det før operationen, så vi kan lave en smerteplan, der passer til dig.
Smerteplanen får du lagt af sygeplejersken på afdelingen, og det sker i et tæt samarbejde med dig.
Forbered dig til operationen
Sørg for at have indkøbt tablet Paracetamol (Panodil, Pinex eller Pamol) til tiden efter operationen. Paracetamol kan fås i håndkøb på apoteket. Det kan være en god ide at få din læge til at udskrive et større antal.
Du får relevant medicin med hjem fra hospitalet til det første døgn.
Sygemelding afhænger meget af hvilken form for arbejde, du har.
Nedenstående er vores vejledende anbefalinger, men der kan naturligvis være individuelle forhold at tage hensyn til.
Har du lettere skulderbelastende arbejde – som for eksempel kontorarbejde anbefaler vi, at du sygemelder dig i 6-8 uger
Har du hårdt skulderbelastende arbejde – som for eksempel håndværker/pædagog/sygeplejerske anbefaler vi, at du sygemelder dig i 3-4 måneder.
Du skal selv arrangere transport hjem efter operationen.
Du vil ikke være i stand til selv at køre bil eller tage nogen form for offentlig transport, men kan sagtens være passager i en almindelig personbil.
Det forventes at du kan tage hjem igen ca. 8 timer efter operationen. Enkelte patienter bliver dog indlagt, og udskrives i løbet af formiddagen dagen efter operationen
Langt de fleste patienter er klar til at komme hjem ca. 8 timer efter operationen. Enkelte patienter bliver dog indlagt, og udskrives i løbet af formiddagen dagen efter operationen. Hvornår du præcis er klar til at komme hjem, aftales i et samarbejde mellem dig og den sygeplejerske, du er tilknyttet.
Inden du udskrives, får du en grundig information af sygeplejersken i, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem. Det kan være en fordel, at du har en pårørende som deltager i denne samtale.
Du skal kontakte Skulder/albue sekretariatet eller Ortopædkirurgisk Sengeafsnit 2 inden operationsdagen, hvis du bliver syg/forkølet, får feber eller der er opstået sår i nærheden af operationsområdet.
Det kan betyde, at det er nødvendigt at udsætte din operation af hensyn til dit helbred og risiko for infektion.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Narkoselæge Thomas fortæller om fasteregler.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Som udgangspunkt skal du 2 timer før dit mødetidspunkt tage den medicin, som du sædvanligvis tager fast om morgenen.
Hvis du inden operationen skal holde pause med noget af din medicin, f.eks. medicin mod sukkersyge eller blodfortyndende medicin, skal dette aftales med læge eller sygeplejerske i ambulatoriet.
Inden du møder til operation, skal du:
Fjerne make-up, neglelak, piercinger, smykker og lignende. Piercinger skal altid fjernes
Tage et bad
Undgå at bruge stærkt duftende creme/parfume - og smør ikke skulderen ind i creme
Tage rent, løst og varmt tøj på med plads til forbinding efter operationen.
Til indlæggelsen skal du medbringe:
Egen medicin i originale pakninger + opdateret medicinliste fra din praktiserende læge
Praktiske sko og tøj, der er let at tage på og af, f.eks bukser eller nederdel med elastik i taljen, stor trøje eller skjorte
Toiletsager
Undlad at medbringe smykker og mange penge.
Du bliver indlagt samme dag, som du skal opereres.
Vi gør opmærksom på, at tidspunktet i dit indkaldelsesbrev, er mødetidspunkt og ikke operationstidspunkt.
Du skal være forberedt på, at der kan opstå ventetid i løbet af dagen.
Om operationen
Du vil som udgangspunkt blive indlagt om morgenen på operationsdagen på Forberedelse og Opvågning Nord 2 (FO 2)
Når du møder, bedes du scanne dit sundhedskort på standeren udenfor afsnittet og tage plads i venteområdet. Her vil du blive taget imod af en sygeplejerske.
Du vil få vil få udleveret hospitalstøj og evt. medicin samt få målt blodtryk, temperatur m.m.
Herefter kan du hvile dig i stol i venterum eller hvis nødvendigt i seng, indtil du skal bedøves og opereres.
For at afhjælpe smerter efter operationen, vil du allerede inden operationen få smertestillende medicin.
Denne gives på afsnittet Forberedelse og opvågning.
Du kommer ind på operationsstuen, hvor personalet kontrollerer dit navn, CPR-nummer og hvilken operation, der skal foretages.
Du får lagt et drop i håndryggen, som skal bruges til at give dig sovemedicin. Dit blodtryk og puls bliver målt, og du får sat en iltmåler på fingeren.
Når sovemedicin bliver givet, bliver du bedt om at trække vejret i en maske med ren ilt. Du falder i søvn efter kort tid og sover under hele operationen.
Her forklarer overlægen om bedøvelsen:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Som en del af smertebehandlingen starter man inden operationen med at give en blokade. Der bliver sprøjtet lokalbedøvelse ind omkring nerverne mellem skulder og hals. Disse nerver giver følelse til skulder og arm. Når nerverne bliver bedøvet, blokeres smerteimpulserne, og du vil derfor ikke opleve smerter i skulderen, så længe blokaden virker. Når du berører armen, vil du opleve at huden er sovende og følelsesløs.
Impulserne til dine muskler i skulder og arm bliver ligeledes bedøvet, så du ikke kan styre din arm. Det er derfor vigtigt, at du har armen i slynge, til armen igen er vågen og kan styres.
Blokaden varer normalt mellem 12-24 timer, men kan evt. virke helt op til 2 døgn.
Du vil muligvis inden operationen få anlagt et kateter i blæren, så vi kan holde øje med hvor meget urin, du danner under operationen.
Et kunstigt skulderled er en protese, der bliver indopereret som erstatning for et slidt eller ødelagt skulderled.
Formålet med at indoperere et kunstigt skulderled er at lindre dine smerter og derved opnå bedre funktion i leddet. 90% af de patienter, som får indopereret et kunstigt skulderled, oplever færre smerter efter operationen. Det er dog ikke alle, der bliver smertefri.
Der findes forskellige typer kunstige skulderled, som bruges til forskellige formål:
Total skulderprotese (Total skulderalloplastik)
Her udskiftes både ledkugle og ledskål. Ledhovedet erstattes af et ledhovede i metal monteret på en stang(stem), som fastgøres i overarmsknoglen. Ledskålen er af plast og fastgøres med knoglecement. Denne protesetype anvendes typisk til behandling af fremskreden slidgigt.
Halv skulderprotese (Hemialloplastik)
Hvis kun ledkuglen udskiftes, kaldes det en halv protese (hemialloplastik). Halvprotesen benyttes typisk i forbindelse med nyopståede brud eller såfremt der er andre særlige omstændigheder at tage højde for.
Kommer skulderen til at fungere normalt?
Skulderleddets bevægelighed vil sædvanligvis være let nedsat efter, man har fået indopereret en protese. Du kan bruge din skulder til almindelig gøremål, men du bør undlade belastninger over 8-10 kg samt tunge slag f.eks. med hammer eller spade, da protesen ellers kan løsne sig.
Hvor længe holder et kunstigt skulderled?
Mere end 90% af skulderproteserne er velfungerende efter 10 år. Holdbarheden afhænger af din alder og dit funktionsniveau - jo yngre og mere aktiv du er, des kortere er holdbarheden. Den hyppigste årsag til proteseskift er, at den går løs, oftest ledskålen.
Operationen foregår under fuld bedøvelse, og du får en nerveblokade, så armen er bedøvet de første 12-24 timer. Gennem et 10-15 cm langt snit i huden på forsiden af skulderen isættes protesen.
Efter operationen bliver du observeret på opvågningsstuen et par timer. Her holder personalet øje med, at alt går som forventet, og vurdere, om der er behov for justering af den medicinske behandling.
Efter ophold på opvågningsafnittet bliver du overflyttet til ortopædkirurgisk sengeafdeling, SA2 (J713)
Der vil være et 10-15 cm langt operationssår på forsiden af din skulder.
Du kan selv gøre meget for at operationssåret bliver så pænt som muligt:
Skift plaster, hvis dine sår væsker meget de første dage efter operationen
Pil ikke i sårene
Sørg altid for at have rene hænder, når du skifter plaster
Undgå at tage karbad, gå i bassin eller bade i havet.
Undgå direkte sol og solarium på arrene det første år, hvis det ikke kan undgås, brug solfaktor 50
Under arrene kan man udvikle arvæv, som føles hårdt og knudret, men det bliver blødt igen efter cirka et år.
Risici og bivirkninger
Ved indoperation af en protese er der risiko for betændelse.
Ofte er betændelsen overfladisk og kan behandles med antibiotika. Hvis betændelsen derimod er dyb, må man ofte fjerne protesen og erstatte den med en ny, når infektionen er behandlet.
Dyb betændelse er en sjælden komplikation, der ses under 2%, men lidt hyppigere hvis man har sukkersyge, stofskiftesygdom eller leddegigt.
Efter operationen er der risiko for, at skulderen kan gå af led i forbindelse med bevægelse.
Det er meget sjældent og ses især hos dem, som er behandlet for et akut brud.
I de tilfælde, hvor det sker, kan det være nødvendigt med en ny operation, hvor man indsætter en anden protese.
Efter operationen
Efter ophold på opvågningen bliver du overflyttet til ortopædkirurgisk sengeafsnit (J713).
Du vil blive indlagt på en enestue med eget bad og toilet. Der er mulighed for at en af dine pårørende kan overnatte på stuen.
I sengeafsnittet vil personalet observere din skulder mhp. at holde øje med, at det hele er som forventeligt. Hvis du har fået anlagt et blærekateter i forbindelse med operationen, vil dette blive fjernet, når du er retur i sengeafdelingen.
Du skal forvente, at vi på operationsdagen hjælper dig med at komme ud af sengen, op at sidde til måltidet og gå til toilet. Den første gang du skal ud af sengen, må du ikke gå alene, men skal følges af personale eller pårørende.
Det er naturligt at have smerter efter operationen og der forsøges bedst muligt at lindre disse. Vi kan dog ikke garantere dig at du er fuldstændig smertefri.
Det er vigtigt, når du ligger i sengen eller sidder i en stol, at du aflaster og støtter din arm på en pude således at du slapper godt af i arm og skulder.
Nerveblokaden der er anlagt i forbindelse med operationen, virker i ca. 12-24 timer.
Ud over nerveblokaden vil du mod smerter få depotmorfin, som er et stærkere smertestillende lægemiddel der virker i op til 12 timer, og som derfor gives to gange i døgnet.
Har du brug for supplerende smertestillende medicin gives dette efter behov i drop eller som tablet.
I tillæg til den medicinske behandling bruges en is-bandage til at lindre dine smerter. Bandagen anvendes efter behov.
Du vil inden udskrivelse fra afdelingen modtage en grundig vejledning i, hvordan du skal tage den smertestillende medicin, når du kommer hjem.
Ved udskrivelsen vil lægen der har opereret dig, sørge for at lave recepter til din smertestillende medicin, som du herefter kan hente på apoteket.
Du får relevant medicin med hjem fra hospitalet til det første døgn.
Fysioterapeuten viser dig, hvordan du skal tage din armslynge på og hvordan de skal sidde korrekt samt instruerer dig i at lave relevante øvelser derhjemme.
Du får taget et røntgenbillede af din skulder inden udskrivelsen
Langt de fleste patienter er klar til at blive udskrevet i løbet af formiddagen den første dag efter operationen. Hvornår du præcis er klar til at komme hjem, aftales i et samarbejde mellem dig og den sygeplejerske, du er tilknyttet.
Inden du udskrives, får du en grundig information af sygeplejersken i, hvordan du skal forholde dig, når du kommer hjem. Det kan være en fordel, at du har en pårørende som deltager i denne samtale.
Det er vigtigt at du fortsætter med at tage smertestillende, når du kommer hjem. Den smertestillende behandling skal hjælpe dig, så du kan finde ro i armen og er i stand til at hvile dig og sove om natten.
Du har fået udleveret en plan for din smertestillende behandling fra sengeafdelingen. Hvis du ved udskrivelsen har behov for stærkere smertestillende, har du også fået udleveret en recept på det smertestillende medicin, du skal tage derhjemme.
Hvis du får behov for yderligere smertestillende, bedes du kontakte egen praktiserende læge.
Det er vigtigt at du selv holder øje med din skulder efter operationen. Du skal kontakte os, hvis du oplever tegn på betændelse.
Det kan være:
Skuldernen bliver rød og varm
Der kommer tiltagende smerter i skulderen
Skulderen bliver spændt og øm
Det siver fra såret
Du får feber
De første 2-3 dage efter operationen skal du nedkøle skulderen med is. Brug isbandagen du fik med hjem fra hospitalet. Efter de første dage kan isbandagen bruges efter behov.
Kom de kolde isposer i bandagen.
Læg bandagen på skulderen efter anvisning.
Husk altid at lægge et stykke stof (håndklæde, tøj eller lignende) imellem bandage og skulder, da du ellers risikerer at få forfrysninger.
Lad isbandagen ligge i ca 20 minutter. Kom poserne i fryseren. Hold en pause på ca. 1,5-2 timer og brug så isbandagen igen.
Du må gerne falde i søvn med bandagen på.
Din skulder vil hæve op efter operationen. Det er helt almindeligt. Det er også forventeligt, at der kan komme blodansamlinger og misfarvninger omkring skulderen og på din arm. Du kan minimere hævelsen ved at:
begynde isbehandling lige efter operationen
lejre skulderen i den anviste armslynge og være opmærksom på at denne sidder korrekt
være opmærksom på at bevæge fingrene, så du holder gang i cirkulationen i armen
Efter operationen vil du have et 10-15 cm langt sår på forsiden af skulderen / overarmen. Huden vil typisk være sat sammen med agraffer, som er metallignende hæfteklammer. Over såret vil der sidde et lille plaster.
Det er vigtigt, at du dagligt holder øje med plasteret på din skulder.
Det er helt normalt, at der kan komme en anelse sivning fra såret de første par dage, men undgå så vidt muligt at åbne plasteret, så længe der er sivning.
Hvis forbindingen er gennemsivet, skal plasteret skiftes. Du har fået udleveret et ekstra plaster på sengeafdelingen, som du kan bruge.
Hvis der ikke er sivning fra såret, kan du lade plastret sidde i 7 dage og herefter skifte til det plaster, du fik udleveret på sygehuset.
Plastrene er vandfaste, så du må gerne tage brusebad.
Karbad og svømmehal skal du vente med til sårene er helede og stingene er fjernede, typisk efter 3-4 uger.
Skulle plastrene blive våde i forbindelse med brusebad, skal de skiftes.
Agrafferne skal fjernes ved din praktiserende læge 12-14 dage efter operationen.
Du skal selv bestille tid hos din praktiserende læge.
I forbindelse med operationen får du anlagt en armslynge.
Du skal have slyngen på døgnet rundt i de første 6 uger.
Du må tage slyngen af i forbindelse med træning, når du skal i bad samt tage tøj af og på.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.