Stivgørende operation i lænderyggen (Instrumenteret dese)
Gå direkte til
Stivgørende operation i lænderyggen (Instrumenteret dese)
Her kan du læse om din operation, baggrunden for den, og om, hvordan du skal forholde dig til operationen både før og efter.
For at få et godt og trygt forløb i forbindelse med din operation, er det vigtigt, at du er godt forberedt. Vi forventer derfor, at du i god tid inden operationen læser og forbereder dig her.
Vær opmærksom på
Forundersøgelse
Du får taget blodprøver.
Du taler med kirurgen, en sygeplejerske og en bedøvelseslæge (anæstisilæge).
Inden operationen
Du skal have taget en blodprøve på dit hjemsygehus tidligst 3 dage inden operationen
Du skal have taget en urinprøve hos din egen læge 9-10 dage inden operationen
Operationen
Du møder fastende og tørstende til operationen.
Udskrivelse
Du forventes udskrevet efter ca. 5 dages indlæggelse.
Du skal forvente at være sygemeldt i 3-6 måneder.
3 måneder efter operationen
Røntgen og lægekontrol.
Opstart af genoptræning.
1 år efter operationen
Lægekontrol.
2 år efter operationen
Lægekontrol.
Forbered dig til operationen
Inden operationen bliver du indkaldt til en forundersøgelse i Klinik for Ortopædkirurgi:
Klinik for Ortopædkirurgi 1 Indgang J , J213 Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N
Her skal du tale med kirurgen, en sygeplejerske fra sengeafsnittet samt en anæstesilæge. Derudover skal du have taget blodprøver og eventuelt et hjertekardiogram (EKG).
Sygeplejersken fra sengeafsnittet vil orientere dig om indlæggelsen og forløbet i sengeafsnittet. Du og dine pårørende vil have mulighed for at stille spørgsmål og tale om det, der er vigtigt for jer i forbindelse med operationen. Hvis du har mulighed for det, anbefaler vi, at du har en pårørende med.
Til forundersøgelsen vil sygeplejersken bestille en blodprøve som du skal have taget på dit hjemsygehus. Blodprøven må maskimalt være 3 dage gammel på operationsdagen og du aftaler derfor med sygeplejersken, hvilken dag du skal have taget prøven. Herefter booker du selv tid til at få blodprøven taget den pågældende dag. Du vil kunne finde et link til dette i dit indkaldelsesbrev.
Har du bopæl uden for Region Midt, kan du se bort fra ovenstående.
7-10 dage inden operationen skal du have lavet en urinprøve hos egen læge, for at tjekke for eventuel infektion. Skulle det vise sig, at du har en infektion kan du nå at komme i behandling inden operationen.
Ved påvist infektion bedes du kontakte Ortopædkirurgisk Sengeafsnit 2 på følgende telefonnummer: 78 45 41 42
Inden forundersøgelsen er det vigtigt, at din medicinliste er opdateret. Er du i tvivl, skal du forinden kontakte din egen læge.
Tager du naturlægemidler eller kosttilskud som ikke fremgår af din medicinliste, er det vigtigt at oplyse dette til forundersøgelsen. Nogle naturlægemidler og kosttilskud kan være blodfortyndende og skal derfor pauseres inden operationen.
DaneSpine er det landsdækkende register, der registrerer alle operationer udført på ryg - og nakkepatienter. Registreringen udføres på alle hospitaler, der udfører ryg - og nakkekirurgi (både offentlige og private).
Som patient vil du blive bedt om at udfylde et spørgeskema. Dette sendes til dig via et link i din e-boks inden operationen og vedrører din selvoplevede livskvalitet.
Kirurgen udfylder lægeskemaet i forbindelse med operationen og senere i forbindelse med udskrivelsen. Efter operationen vil du få tilsendt det samme spørgeskema via link i e-boks efter 1, 2 og 5 år.
Formålet er at registrere effekten af indgrebene, så vi kan give dig en præcis information om succesrater, komplikationer med mere. Alle data bliver indtastet i det landsdækkende register DaneSpine i anonymiseret form. Vi vil således opfordre dig til at udfylde skemaerne, da det vil forbedre kvaliteten af de opsamlede data.
I forbindelse med din rygoperation kan du få behov for at låne hjælpemidler. Det er derfor vigtigt, at du udfylder det opmålingsskema, som du får med hjem fra forundersøgelsen, og afleverer det til afdelingens ergoterapeut under indlæggelsen.
Det er vigtigt, at du kontakter Ortopædkirurigsk sengeafsnit 2 hvis:
Du får sår eller lignende i en afstand af 20 cm fra operationsområdet
Du er syg/forkølet dagen før operationen
Du har feber
Det kan betyde, at det er nødvendigt at udsætte operationen af hensyn til dit helbred og risiko for infektion.
Telefonnummer: 7845 4142
Til forundersøgelsen får du udleveret en specialsæbe (idoscrub).
Aftenen før operationen skal du vaske hele kroppen i i sæben. På operationsmorgenen skal du, inden du møder til operation, igen vaske dig i specialsæben, men ikke vaske håret. Det er vigtigt at skylle sæben grundigt af, for at undgå hudirritation.
Du skal ligeledes:
Fjerne make-up, neglelak, ALLE piercinger, smykker og lignende.
Undgå at bruge creme/parfume.
I perioden op til operationen, er der nogle ting du selv kan gøre, for at din krop har de bedst mulige forudsætninger for god heling og et godt resultat.
Ernæring
Din krop har brug for næring. Sund og nærende kost giver dig energi til de daglige gøremål, fremmer sår- og knogleheling og styrker immunforsvaret, så risikoen for infektion reduceres.
Et stort alkoholforbrug forøger risikoen for komplikationer i forbindelse med operation. Hvis du drikker mere end de af Sundhedsstyrelsen anbefalede genstande om ugen (maksimalt 7 for kvinder, maksimalt 14 for mænd), vil vi anbefale dig at skære ned på dit forbrug til de anbefalede mængder inden du skal opereres.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til alkohol og operation her:
Er du ryger, anbefaler vi, at du helt stopper med at ryge i en periode fra 6 uger op til operationen og 6 uger efter, da det mindsker risikoen for komplikationer, i forbindelse med din operation. Komplikationerne kan være problemer med sår- og knogleheling samt en øget risiko for infektion.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til rygning og operation her:
Du skal forvente at være sygemeldt i 3-6 måneder efter operationen. Dette kan dog variere alt efter hvilket arbejde du har og hvordan du har det. Tal med lægen herom til forundersøgelsen.
Generelt frarådes bilkørsel de første 6 uger efter operationen. Forhør dig under indlæggelsen hvad der er gældende for dig.
Som udgangspunkt må du ikke køre bil så længe du får morfinpræparater. Det er ligeledes vigtigt, at du kan orientere dig og reagere hurtigt og sikkert i trafikken.
På operationsdagen
Langt de fleste foretrækker at have patienttøj på under indlæggelsen. Som udgangspunkt behøver du derfor ikke pakke andet end et behageligt sæt tøj, som du kan få på ved udskrivelsen.
Medbring:
Toilettaske
Medicin i original embellage
Eventuelle hjælpemidler såsom: c-pap, bi-pap, ganghjælpemidler mm.
Behagelige sko med fast hælkappe til træning med fysioterapeuten
Et udfyldt DaneSpine spørgeskema
Telefon, tablet, bog eller lignende
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Narkoselæge Thomas fortæller om fasteregler.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Som udgangspunkt skal du tage din vanlige medicin sammen med lidt vand.
Noget medicin skal dog ikke tages før operationen – f.eks. medicin for sukkersyge samt blodfortyndende medicin.
Hvis du skal holde pause med noget af din medicin, vil du blive informeret af kirurgen eller narkoselægen til forundersøgelsen.
Du skal møde op til operationen på Forberedelse og Opvågning Nord 2
Forberedelse og opvågning Nord 2 Indgang J, J320 Palle Juul-Jensens Boulevard 99 8200 Aarhus N
Når du møder, bedes du scanne dit sygesikringskort på standeren udenfor afsnittet og tage plads i venteområdet.
Du modtages af en sygeplejerske, som hjælper dig med at blive klar til operationen.
Du vil få kontrolleret navn og CPR nummer samt påsat et identifikationsarmbånd. Derudover skal vi skanne din blære for at se, om du kan tømme den forud for operationen. Det vil derfor være fordelagtigt, hvis du kan lade vandet kort efter ankomst.
Operationsområdet samt et mindre område på låret barberes ved behov - dette får du hjælp til, og du får udleveret patienttøj. Endvidere skal du have målt din temperatur, blodtryk, puls og evt. have medicin.
Herefter kan du hvile dig i en stol i venterummet, eller hvis nødvendigt i en seng, indtil du bliver hentet til operationen.
Du skal være forberedt på, at der kan forekomme ventetid. Der er mulighed for, at én pårørende kan vente sammen med dig inden operationen, hvis du har behov for dette. Under operationen og opvågningen henvises pårørende til at vente på hospitalets venteområder på f.eks. Plan 2.
Om operationen
Der er en række lidelser, som medfører svære smerter i ryggen med eller uden udstrålende symptomer til benene, ændret føleopfattelse og nedsat muskelstyrke. Årsagerne hertil kan være mange. Det kan være grundet slidmæssige forandringer på diskusskiverne eller buerodsleddene. Det kan være ledskred mellem to hvirvler eller slidmæssige forandringer efter tidligere rygoperationer. Endelig kan det være skævhed i rygsøjlen enten pga. slidmæssige forandringer eller opstået af ukendt årsag i teenageårene.
Formålet med operationen er at lindre dine symptomer, bevare din førlighed og/ eller forhindre at symptomerne forværres. Selve operationen gør ikke din ryg rask i erhvervsmæssig henseende, men ca. 80 % bliver symptomlindret og vil derfor få en bedre formåen og med tiden føle sig rask. Du vil kunne genoptage de fleste dagligdags- og erhvervsmæssige funktioner afhængig af rygbelastningen.
Rent teknisk kan operationen udføres på flere forskellige måder. F.eks. kan operationen både foretages bagfra gennem rygmuskulaturen eller forfra gennem bugvæggen. Stabiliseringen foregår ved, at der placeres knoglevæv langs de relevante ryghvirvler, som vokser fast. Der indsættes skruer og stave eller anden type instrumentarium for at bedre operationsresultatet.
Det knoglevæv der anvendes, stammer enten fra dig selv eller fra knoglebanken. Eventuelt anvendes syntetisk knoglevæv.
Helingsprocessen varer flere måneder. Styrken af det anvendte knoglevæv tiltager langsomt og er først komplet efter ca. et år. Det er dog vigtigt at knoglevævet heler solidt og vi ved nu, at faktorer som tobaksrygning og indtagelse af gigtmedicin (eksempelvis ibumetin og kodimagnyl) forringer denne heling.
Under operationen er du i fuld bedøvelse. Personalet, der bedøver dig vil være hos dig under hele bedøvelsen og sørge for at du sover dybt og ikke mærker smerter.
Før du bliver bedøvet, spørger vi til din medicin m.m., for at bedøvelsen kan passe til netop dig.
Derefter får du:
lagt et drop i hånden, hvori du får sovemedicin og smertestillende medicin
sat elektroder på brystkassen, så vi kan holde øje med din hjerterytme
sat en blodtryksmåler om armen
sat en klemme på fingeren, det er en iltmåler, der holder øje med din vejrtrækning
Det afhænger af operationen om du får mere overvågningsudstyr og flere drop under operationen, narkoselægen eller narkosesygeplejersken fortæller dig om dette.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn. Når operationen er slut, slukker vi for sovemedicinen, og du vågner efter kort tid.
Efter operationen kan du føle dig døsig og lidt omtumlet lige efter, du er vågnet. Vi observerer dig på opvågningsafsnittet efter operationen.
Hvis du er bekymret for at skulle bedøves, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet, der modtager dig, så de kan hjælpe dig.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Når du er bedøvet, får du hele tiden sove- og smertestillende medicin, som sikrer, at du sover dybt og ikke mærker noget, mens operationen foregår.
Når du er sederet får du en mindre mængde beroligende og smertestillende medicin, således at du kan medvirke til operationen eller undersøgelsen uden for store smerter.
Mens du er sederet eller bedøvet holder personalet godt øje med dig, indtil operationen er overstået. Herefter bliver du kørt til sengeafdelingen eller opvågningsafsnittet, hvor du bliver i den tid, der er nødvendig og får de smerte- og kvalmestillende midler, du har behov for.
Risici og bivirkninger
Operationen kan ikke udføres uden, at der for nogle få procents vedkommende er risiko for komplikationer i form af blødning, nervepåvirkning (forbigående eller varig), beskadigelse af nervesækken, efterfølgende betændelsestilstand, udvikling af arvæv og materialesvigt.
Alvorlige bivirkninger er meget sjældne. Mindre bivirkninger kan forekomme, men forsvinder som regel hurtigt igen eller kan behandles.
Bivirkninger kan være hovedpine, kvalme eller opkastning. Du kan være lidt øm i halsen, hvis der i forbindelse med en længere operation har været ført et rør ned i luftrøret for at sikre en fri vejrtrækning. Specielt ældre patienter kan opleve hukommelsessvækkelse efter bedøvelse, men det bliver næsten altid bedre efter nogle dage/uger.
Efter operationen
Efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du bliver observeret, mens du vågner. Der er en sygeplejerske, der holder øje med dig, og du er tilkoblet overvågningsudstyr.
Når du er vågen, og din vejrtrækning og dit blodtryk er stabilt efter bedøvelsen, bliver du flyttet til sengeafdelingen.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operation og bedøvelse. Derfor er det forskelligt, hvor lang tid opholdet i opvågningsafsnittet vil være.
Hvis du har smerter, så du ikke kan trække vejret dybt, hoste eller bevæge dig, skal du fortælle det til personalet. De kan så hjælpe dig med smertestillende behandling.
Hvis du har kvalme, kan du få behandling mod det.
De første timer skal du ligge på ryggen, herefter kan du ligge på siderne. Når du ligger på siderne kan du f. eks. have en pude mellem benene og en pude i ryggen. Det får dig til at slappe bedre af og modvirker et skævt træk i ryggen.
Når du er vågen og klar til det, køres du til sengeafsnittet, hvor du vil være indlagt indtil du er klar til udskrivelse eller eventuel overflytning til dit hjemsygehus.
Den opererede læge lægger en plan for dig og der vil dagligt være stuegang.
Stuegangen foretages i et samarbejde mellem læge og sygeplejerske og her tages stilling til din smertebehandling, neurologi, dræn, blærekateter, eventuelle blodprøver, mobilisering, udskrivelse m.m.
Stuegangsfunktionen varetages af alle afsnittets læger og ikke nødvendigvis af den kirurg, som har opereret dig. I weekenden udføres stuegang efter behov af den vagthavende læge i Ortopædkirurgisk Afdeling.
Når du vågner efter operationen vil der være anlagt 1-2 dræn som drænerer overskydende blod fra operationsfeltet. Du har også et blærekateter samt et drop i hånden, som sygeplejersken kan give dig væske, medicin og antibiotika i.
Dræn og kateter fjernes sædvanligvis indenfor de første dage efter operationen.
De kommende dage vil bære præg af den nyligt overstående operation. Du vil have ondt, være træt og have brug for at hvile dig mellem de planlagte aktiviteter.
Det er helt normalt, at eventuelle smerter før operationen er forværrende i en periode efter operationen for derfor langsomt at aftage.
Du vil efter operationen derfor have behov for smertestillende medicin bl.a. morfin eller lignende præparater - både som tabletter og givet i drop.
Smerter er individuelle og for at kunne hjælpe dig bedst muligt vil du efter operationen blive bedt om at vurdere dine smerter på en skala fra 0-10, hvor ”0” er ingen smerter og ”10” er de værst tænkelige smerter. Det tilstræbes, at smerterne i hvile er højst 3-4 på skalaen og højst 5-6 ved bevægelse.
Plejepersonalet vil i løbet af din indlæggelse spørge til, hvor du placerer dine smerter på denne skala. Vi understeger vigtigheden af, at du taler med plejepersonalet, hvis smerterne overstiger det ovennævnte, da det er en forudsætning for at kunne træne og for at kunne klare toiletbesøg, bad og påklædning, at du er godt smertedækket.
Efter operationen kan du opleve, at din mave går i stå og du bliver forstoppet. Det kan skyldes den smertestillende medicin, og du ikke bevæger dig så meget som du er vant til. Du vil få medicin/afføringsmiddel i dagene efter operationen. Du skal fortsætte med afføringsmidlet efter udskrivelsen så længe du får morfin, for at hindre forstoppelse.
Hvad kan jeg selv gøre?
Tag det aftalte medicin
Drik rigelig væske
Spis mad med mange kostfibre f.eks. rugbrød, gryn, grøntsager og frugt. Kostfibre suger væske til sig og gør afføringen mere blød.
Nogle patienter oplever madlede, kvalme og/eller opkast efter operationen. Det skyldes til dels indtag af morfika. I de fleste tilfælde kan plejepersonalet afhjælpe kvalmen med kvalmestillende medicin.
Hvad kan jeg selv gøre?
Drik evt. kulsyreholdige drikke f.eks. cola
Sørg for at hvile og undgå overanstrengelse
Spis mindre portioner
Spis noget du godt kan lide
Kosten har stor betydning for, hvor hurtigt du kommer til kræfter igen. Du kan af flere årsager opleve at have nedsat appetit, kvalme og opkast efter operationen. Det er vigtigt, at du forsøger at spise og drikke på trods heraf, da kroppen har et øget behov for energi og protein for at kunne hele. Plejepersonalet kan vejlede dig i, hvilken kost og væske der er hensigtsmæssig for dig.
For at undgå komplikationer er det vigtigt, at du kommer hurtigt ud af sengen. Selv om du har dræn, blærekateter og drop, kan du bevæge dig omkring, men skal have hjælp til at komme ind og ud af sengen. Det forventes, at du kommer op at sidde på sengekanten og gerne op at stå samme dag som du er opereret.
Afdelingens fysioterapeuter samt plejepersonale hjælper dig de første dage efter operationen, og du vil blive instrueret i, hvordan du vender dig i sengen, kommer ud af den og bevæger dig hensigtsmæssigt.
Når du er opereret med en instrumenteret stabiliserende operation i lænden, er der kun få begrænsninger for, hvor meget dumå bevæge dig.
Reglerne er:
Bevæg dig så naturligt som muligt indenfor smertegrænsen
Undgå at løfte mere end 5 kg de første 3 måneder
Anvend albueteknik til at komme ud/ind af sengen
For at undgå komplikationer er det vigtigt, at du kommer hurtigt ud af sengen. Selv om du har dræn, blærekateter og drop, kan du bevæge dig omkring, men skal have hjælp til at komme ind og ud af sengen. Det forventes, at du kommer op at sidde på sengekanten og gerne op at stå samme dag som du er opereret.
Afdelingens fysioterapeuter samt plejepersonale hjælper dig de første dage efter operationen, og du vil blive instrueret i, hvordan du vender dig i sengen, kommer ud af den og bevæger dig hensigtsmæssigt.
Når du er opereret med en instrumenteret stabiliserende operation i lænden, er der kun få begræsninger for, hvor meget du må bevæge dig.
Reglerne er:
Bevæg dig så naturligt som muligt indenfor smertegrænsen
Undgå at løfte mere end 5 kg de første 3 måneder
Anvend albueteknik til at komme ud/ind af sengen
I enkelte tilfælde vurderer lægen, at der er brug for flere begrænsninger. Hvis det er tilfældet for dig, vil du blive informeret og vejledt af personalet.
Der kan være bivirkninger forbundet med indtagelse af medicin. Bivirkningerne er listet op i medicinpakkens indlægsseddel og kan også findes på www.min.medicin.dk
Du må i efterforløbet ikke tage gigtpræparater. Du skal ligeledes undgå Kodimagnyl og Treo. Disse præparater kan virke hæmmende på knoglehelingen. Spørg lægen ved tvivl.
Du forventes at være indlagt i ca. 5 dage.
Vi gør opmærksom på, at du på udskrivelsesdagen forventes udskrevet inden kl. 12.00. Det vil derfor være en fordel, at du arrangrer din hjemtransport allerede når du kender udskrivelsesdagen.
Ved udskrivelsen stiles der mod, at du selvstændigt kan:
Komme ind og ud af sengen
Vaske dig og få tøj på og af
Gå kortere distancer med eller uden ganghjælpemiddel
Gå på trapper hvis det vurderes relevant
Hvis du har behov for hjælp efter udskrivelsen
Identificeres der et behov for hjælp i hjemmet efter udskrivelsen, vil plejepersonalet i samråd med dig sende en plejeforløbsplan til kommunen som herefter vil vurdere, hvad du kan få af hjælp i tiden efter udskrivelsen.
Der laves recepter og gennemgåes medicin med dig inden udskrivelsen
Inden udskrivelsen vil du få en opdateret medicinliste som en sygeplejerske vil gennemgå med dig. For at få det optimale ud af din medicin/smertebehandling er det vigtigt, at du efter udskrivelsen følger de ordinationer lægen eller sygeplejersken har givet dig.
Ved udskrivelsen laves der recepter på den medicin, du er begyndt på under indlæggelsen og ikke den medicin som du fik før du blev indlagt. Recepterne laves elektronisk. Den elektroniske recept kan indløses på alle apoteker i hele landet. Hvis din recept skal fornyes, skal du kontakte din egen læge.
Ved udskrivelsen vil du som udgangspunkt få udleveret medicin til det første døgn.
Du skal selv sørge for transport hjem fra hospitalet, medmindre lægen har ordineret liggende hjemtransport. Du må ved udskrivelsen sidde i en bil som medpassager og der kan med fordel holdes pauser undervejs afhængigt af afstanden til hjemmet.
Er du fritvalgspatient
Hvis du er fritvalgspatient og lægen har ordineret liggende hjemtransport, skal du være opmærksom på, at du selv skal betale denne. Se endvidere pjecen "frit sygehus valg" som du har fået tilsendt. Henvend dig til dit regionskontor, hvis du er i tvivl om hjemtransporten eller ikke har pårørende som kan hente dig ved udskrivelsen.
Genoptræning
Det er vigtigt, at du kommer i gang med genoptræningen efter din operation.
Du vil få udleveret en vejledning, der beskriver, hvordan genoptræningen kommer til at foregå.
Når du kommer hjem
Du skal så hurtigt som muligt i gang med din dagligdag igen, og i takt med at symptomerne fra ryggen aftager, kan du øge dit funktionsniveau. Der er ingen restriktioner efter operationen, dvs. at du må det, du kan.
Du skal begrænse aktiviteter, der forværrer smerterne og andre symptomer. Du skal derfor være opmærksom på, hvornår du trænger til en pause i løbet af dagen.
7 døgn efter operationen anbefales det, at du har plaster over operationssåret. Under forbindingen sidder strips langs hele operationssåret. Disse må fjernes efter 14 dage, hvis de ikke forinden er faldet af i forbindelse med brusebad.
Operationssåret er som oftest syet med indvendige tråde, som opløses af sig selv. I visse tilfælde syes der med sting. Du vil blive informeret herom samt hvornår disse skal fjernes hos egen læge.
Det plaster du har på, er vandafvisende, så du kan sagtens gå i bad med det på. Dog må du IKKE gå i karbad eller svømmehallen før tidligst 3 uger efter operationen. Såret skal da være helet fuldstændigt.
Desuden skal du undgå sol på arret det første år. Dæk derfor arret til eller brug høj solfaktor.
Du skal være opmærksom og reagere på symptomer som feber, varme, rødme, hævelse eller sivning fra såret. Dette kan være tegn på infektion.
Generelt anbefales det, at du kontakter egen læge, såfremt der kommer tegn til infektion i det umiddelbare forløb efter operationen. Såfremt egen læge derefter ønsker en vurdering, på den rygkirurgiske afdeling, kan sengeafdelingen kontaktes, og du vil blive indkaldt.
Hvis du er sat i behandling med stærk smertestillende medicin eller er blevet øget i vanlig morfindosis, skal du, for at undgå ubehagelige bivirkninger, langsomt trappe ned af dette. Inden din udskrivelse udarbejdes en individuel nedtrapningsplan som gennemgåes med dig. Der gøres opmærksom på, at nedtrapningsplanen er vejledende. Hvis smertebehandlingen er god og der kun er behov for få doser af det hurtigvirkende morfinpræparat, kan du trappe lidt hurtigere ned. Hvis nedtrapningen giver uacceptable smerter eller du oplever abstinenser, kan udtrapningen ske langsommere. Afvigelser kan eventuelt drøftes med egen læge.
Morgen, (eftermiddag) og aftendoserne af depotmorfin præparatet reduceres på skift, således at en jævn fordeling over hele døgnet bevares. Herved opnås den bedste smertebehandling under nedtrapningen.
Det kan eventuelt være en fordel at fortsætte med Paracetamol (pinex, pamol, panodil) i 1-2 uger efter afsluttet morfinbehandling.
Hvis du i forbindelse med nedtrapningen oplever tiltagende smerter eller tegn på abstinenser, kontakt da egen læge med henblik på langsommere nedtrapning.
Tegn på abstinenser kan være: rastløshed, indre uro, muskelspændinger, lægkramper, kuldefornemmelse, rysten, mavekramper, diarre, hudkløe, svedtendens, gaben, næse,- tåreflod, nysen og alment ubehag.
Alle former for morfinpræparater giver forstoppelse. For at undgå forstoppelse skal du forsætte med at tage afføringsmiddel indtil behandlingen med morfinpræparater er afsluttet.
Dosis kan evt. nedsættes i takt med nedtrapningen af morfinpræparatet. For at holde maven igang er det ydermere vigtigt at spise sundt og fiberrigt, drikke rigeligt med væske og at røre sig.
Du må genoptage samlivet, når du har lyst og ikke mærker forværring af smerter i ryggen.
Ved udskrivelsen vil du få udleveret et kontaktkort til sengefsnittet. Har du spørgsmål, er der komplikationer med såret, smerter eller forværring af tilstanden i forhold til selve rygoperationen er du velkommen til at ringe os. Se kontaktoplysninger længere nede i vejledningen under sektionen 'Kontakt'.
Videre forløb
Du vil blive indkaldt til kontrol i Ortopædkirurgisk Klinik 1 efter henholdsvis 3, 12 og eventuelt efter 24 måneder. Her taler du med en læge og får taget røntgenbilleder.
Kontakt
Kontakt Rygsektoren
Du er altid velkommen til at kontakte Rygsektoren ved problemer eller hvis du har spørgsmål:
Sekretariatet i Rygsektoren
Tlf: 7845 4170 i vores åbningstid som er alle hverdage fra klokken 08.00 til 15.30.
Sengeafsnit SA2 - Ortopædkirurgi
Tlf: 7845 4142 i vores åbningstid som er alle hverdage fra klokken 08.00 til 15.00.
Lægevagten på AUH
På hverdage mellem klokken 16.00 og 08.00 samt i weekender skal du kontakte lægevagten:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.