Du er blevet indlagt akut grundet brud på rygsøjlen og skal have foretaget en stivgørende operation i ryggen.
Her kan du læse om din operation, baggrunden for den, og om, hvordan du skal forholde dig til operationen både før og efter forløbet.
Vær opmærksom på
Du indlægges akut
Du taler med kirurgen, en sygeplejerske og en bedøvelseslæge (anæstesilæge).
Du får taget blodprøver, vandladningsprøve.
Der foretages blæreskanning og evt. røntgen og skanninger.
Operation og indlæggelsesforløb
Du skal være fastende og tørstende til operationen. Personalet vejleder dig.
Udskivelse
Du forventes udskrevet efter ca. 3-5 dages indlæggelse. Evt. overflyttes du til dit hjemsygehus efter operationen.
3 måneder efter operationen
Du skal forvente at være sygemeldt i 3-6 måneder.
Røntgen og lægekontrol.
Opstart af genoptræning.
1 år efter operationen
Lægekontrol.
2 år efter operationen
Lægekontrol.
Du skal være sengeliggende indtil operationen
Hvis du har været ude for en ulykke, kan du være chokeret. Hvis du har mulighed for det, anbefaler vi derfor, at du har en pårørende hos dig. Du og dine pårørende vil også have mulighed for at stille spørgsmål og tale om det, der er vigtigt for jer i forbindelse med operationen og efterforløbet.
Forbered dig til operationen
Inden operationen, har vi fokus på din smertebehandling, du skal have taget blodprøver, urinprøve, blærescanning og eventuelt røntgen og scanninger.
Under indlæggelsen vil du møde læger, sygeplejersker og ergo- og fysioterapeuter, som vil informere dig om forløbet samt rådgive og vejlede dig, således at du kommer godt i gang efter operationen.
DaneSpine er det landsdækkende register, der registrerer alle operationer udført på ryg - og nakkepatienter. Registreringen udføres på alle hospitaler, der udfører ryg - og nakkekirurgi (både offentlige og private).
Som patient vil du blive bedt om at udfylde et spørgeskema. Dette sendes til dig via et link i din e-boks inden operationen og vedrører din selvoplevede livskvalitet.
Kirurgen udfylder lægeskemaet i forbindelse med operationen og senere i forbindelse med udskrivelsen. Efter operationen vil du få tilsendt det samme spørgeskema via link i e-boks efter 1, 2 og 5 år.
Formålet er at registrere effekten af indgrebene, så vi kan give dig en præcis information om succesrater, komplikationer med mere. Alle data bliver indtastet i det landsdækkende register DaneSpine i anonymiseret form. Vi vil således opfordre dig til at udfylde skemaerne, da det vil forbedre kvaliteten af de opsamlede data.
I nogle tilfælde bliver du efter operationen overflyttet til dit hjemsygehus til du er endelig færdigbehandlet og klar til udskrivelse.
Da du er blevet indlagt akut, og ikke har haft mulighed for at forberede dig på indlæggelsen kan du, såfremt du har mulighed for det, eventuelt få en pårørende til komme med nedenstående:
Toilettaske
Medicin i original emballage
Eventuelle hjælpemidler såsom: C-pap, ganghjælpemidler mm.
Behagelige sko med fast hælkappe til træning med fysioterapeuten
Behageligt tøj, hvis du ikke ønsker at have patienttøj på under hele indlæggelsen.
Telefon, tablet, bog eller lign.
Du skal forvente at være sygemeldt i 3-6 måneder efter operationen, dette kan dog variere alt efter hvilket arbejde du har, og hvordan du har det. Tal med lægen herom under indlæggelsen.
Har du været ude for en ulykke, kontakt da dit forsikringsselskab for anmeldelse af skaden.
I perioden op til operationen, er der nogle ting du selv kan gøre, for at din krop har de bedst mulige forudsætninger for god heling og et godt resultat.
Ernæring
Din krop har brug for næring. Sund og nærende kost giver dig energi til de daglige gøremål, fremmer sår- og knogleheling og styrker immunforsvaret, så risikoen for infektion reduceres.
Et stort alkoholforbrug forøger risikoen for komplikationer i forbindelse med operation. Hvis du drikker mere end de af Sundhedsstyrelsen anbefalede genstande om ugen (maksimalt 7 for kvinder, maksimalt 14 for mænd), vil vi anbefale dig at skære ned på dit forbrug til de anbefalede mængder inden du skal opereres.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til alkohol og operation her:
Er du ryger, anbefaler vi, at du helt stopper med at ryge i en periode fra 6 uger op til operationen og 6 uger efter, da det mindsker risikoen for komplikationer, i forbindelse med din operation. Komplikationerne kan være problemer med sår- og knogleheling samt en øget risiko for infektion.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til rygning og operation her:
Generelt frarådes bilkørsel de første 6 uger efter operationen. I enkelte tilfælde frarådes bilkørsel i 3 måneder. Forhør dig under indlæggelsen hvad der er gældende for dig.
Som udgangspunkt må du ikke køre bil så længe du får morfinpræparater. Det er vigtigt, at du kan reagere hurtigt og sikkert i trafikken.
På operationsdagen
Da du er blevet indlagt akut, bedes du få en pårørende til at medbringe følgende:
Toilettaske
Medicin i original embellage
Eventuelle hjælpemidler såsom: c-pap, bi-pap, ganghjælpemidler mm.
Behagelige sko med fast hælkappe til træning med fysioterapeuten
Telefon, tablet, bog eller lignende
Et behageligt sæt tøj til brug ved udskrivelsen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Narkoselæge Thomas fortæller om fasteregler.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Som udgangspunkt skal du tage din vanlige medicin sammen med lidt vand.
Noget medicin skal dog ikke tages før operationen – f.eks. medicin for sukkersyge samt blodfortyndende medicin.
Hvis du skal holde pause med noget af din medicin, vil du blive informeret af kirurgen eller narkoselægen til forundersøgelsen.
Operationsfeltet samt et mindre område på låret barberes ved behov - dette får du hjælp til og du får udleveret og hjælp til at få patienttøj på. Derudover skal du have målt din temperatur, blodtryk og puls.
Du kan herefter hvile dig indtil du bliver hentet til operation.
Om operationen
Hvis du pådrager dig et brud på ryggen i forbindelse med højenergi uheld (f.eks. trafikuheld eller fald fra højder), er der risiko for, at bruddet forskydes med enten nervepåvirkning til følge eller sammenvoksning i en skæv stilling. Såfremt lægerne, ved den udførte røntgen undersøgelse og CT-skanning, har konkluderet at det drejer sig om et ustabilt brud, altså med risiko for senere forskydning, vil der være indikation for en stivgørende operation.
Formålet med operationen er at korrigere eventuelle fejlstillinger, samt at stabilisere området, således at du kan mobiliseres og hele bruddet op i en korrekt stilling.
Normalt stabiliseres et brud i ryggen med en stivgørende operation, der bliver udført bagfra. Det vil sige, at der laves et længdegående snit i midtlinjen på ryggen og musklerne holdes til side, således at man kan stabilisere bruddet i ryggen med oftest et skrue- og stavsystem, og samtidig lægge et knogletransplantat ind. Området vokser derefter solidt sammen som en blok. I forbindelse med operationen bliver der som oftest indlagt 2 dræn, der bliver ført ud gennem huden for at undgå blodansamling i ryggen. Derefter bliver operationssåret syet i 3 lag, først muskelhinden, derefter underhuden og til sidst selve huden.
Narkoselæge Thomas fortæller om bedøvelse.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Når du er bedøvet, får du hele tiden sove- og smertestillende medicin, som sikrer, at du sover dybt og ikke mærker noget, mens operationen foregår.
Når du er sederet får du en mindre mængde beroligende og smertestillende medicin, således at du kan medvirke til operationen eller undersøgelsen uden for store smerter.
Mens du er sederet eller bedøvet holder personalet godt øje med dig, indtil operationen er overstået. Herefter bliver du kørt til sengeafdelingen eller opvågningsafsnittet, hvor du bliver i den tid, der er nødvendig og får de smerte- og kvalmestillende midler, du har behov for.
Risici og bivirkninger
Behandling af brud på ryggen er en såkaldt højt specialiseret funktion, der kun varetages på universitetscentrene. Det er således særdeles rutinerede kirurger, der håndterer dig og deraf følgende meget lav risiko for betydende bivirkninger.
Dog er der ved al kirurgi risiko for at få en blodansamling i operationssåret, der nødvendiggør fornyet operation.
Såfremt der er betydende tryk på rygmarven i forbindelse med uheldet, er der risiko for rift på rygmarvshinden. Denne rift vil blive repereret under operationen enten ved syning eller pålægning af vævsklæber. Dette vil medføre sengeleje fladt i sengen i 1-3 døgn. Selve riften på rygmarvshinden, såfremt den bliver lukket tilstrækkeligt, vil ikke medføre ændring i det operative resultat på lang sigt.
Alvorlige bivirkninger er meget sjældne. Mindre bivirkninger kan forekomme, men forsvinder som regel hurtigt igen eller kan behandles.
Bivirkninger kan være hovedpine, kvalme eller opkastning. Du kan være lidt øm i halsen, hvis der i forbindelse med en længere operation har været ført et rør ned i luftrøret for at sikre en fri vejrtrækning. Specielt ældre patienter kan opleve hukommelsessvækkelse efter bedøvelse, men det bliver næsten altid bedre efter nogle dage/uger.
Efter operationen
Efter operationen kommer du på opvågningsafsnittet, hvor du bliver observeret, mens du vågner. Der er en sygeplejerske, der holder øje med dig, og du er tilkoblet overvågningsudstyr.
Når du er vågen, og din vejrtrækning og dit blodtryk er stabilt efter bedøvelsen, bliver du flyttet til sengeafdelingen.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operation og bedøvelse. Derfor er det forskelligt, hvor lang tid opholdet i opvågningsafsnittet vil være.
Hvis du har smerter, så du ikke kan trække vejret dybt, hoste eller bevæge dig, skal du fortælle det til personalet. De kan så hjælpe dig med smertestillende behandling.
Hvis du har kvalme, kan du få behandling mod det.
De første timer skal du ligge på ryggen, herefter kan du ligge på siderne. Når du ligger på siderne kan du f. eks. have en pude mellem benene og en pude i ryggen. Det får dig til at slappe bedre af og modvirker et skævt træk i ryggen.
Når du er vågen og klar til det, køres du til sengeafsnittet, hvor du vil være indlagt indtil du er klar til udskrivelse eller eventuel overflytning til dit hjemsygehus.
Den opererede læge lægger en plan for dig og der vil dagligt være stuegang.
Stuegangen foretages i et samarbejde mellem læge og sygeplejerske og her tages stilling til din smertebehandling, neurologi, dræn, blærekateter, eventuelle blodprøver, mobilisering, udskrivelse m.m.
Stuegangsfunktionen varetages af alle afsnittets læger og ikke nødvendigvis af den kirurg, som har opereret dig. I weekenden udføres stuegang efter behov af den vagthavende læge i Ortopædkirurgisk Afdeling.
Når du vågner efter operationen vil der være anlagt 1-2 dræn som drænerer overskydende blod fra operationsfeltet. Du har også et blærekateter samt et drop i hånden, som sygeplejersken kan give dig væske, medicin og antibiotika i.
Dræn og kateter fjernes sædvanligvis indenfor de første dage efter operationen.
De kommende dage vil bære præg af den nyligt overstående operation. Du vil have ondt, være træt og have brug for at hvile dig mellem de planlagte aktiviteter.
Det er helt normalt, at eventuelle smerter før operationen er forværrende i en periode efter operationen for derfor langsomt at aftage.
Du vil efter operationen derfor have behov for smertestillende medicin bl.a. morfin eller lignende præparater - både som tabletter og givet i drop.
Smerter er individuelle og for at kunne hjælpe dig bedst muligt vil du efter operationen blive bedt om at vurdere dine smerter på en skala fra 0-10, hvor ”0” er ingen smerter og ”10” er de værst tænkelige smerter. Det tilstræbes, at smerterne i hvile er højst 3-4 på skalaen og højst 5-6 ved bevægelse.
Plejepersonalet vil i løbet af din indlæggelse spørge til, hvor du placerer dine smerter på denne skala. Vi understeger vigtigheden af, at du taler med plejepersonalet, hvis smerterne overstiger det ovennævnte, da det er en forudsætning for at kunne træne og for at kunne klare toiletbesøg, bad og påklædning, at du er godt smertedækket.
Efter operationen kan du opleve, at din mave går i stå og du bliver forstoppet. Det kan skyldes den smertestillende medicin, og du ikke bevæger dig så meget som du er vant til. Du vil få medicin/afføringsmiddel i dagene efter operationen. Du skal fortsætte med afføringsmidlet efter udskrivelsen så længe du får morfin, for at hindre forstoppelse.
Hvad kan jeg selv gøre?
Tag det aftalte medicin
Drik rigelig væske
Spis mad med mange kostfibre f.eks. rugbrød, gryn, grøntsager og frugt. Kostfibre suger væske til sig og gør afføringen mere blød.
Nogle patienter oplever madlede, kvalme og/eller opkast efter operationen. Det skyldes til dels indtag af morfika. I de fleste tilfælde kan plejepersonalet afhjælpe kvalmen med kvalmestillende medicin.
Hvad kan jeg selv gøre?
Drik evt. kulsyreholdige drikke f.eks. cola
Sørg for at hvile og undgå overanstrengelse
Spis mindre portioner
Spis noget du godt kan lide
Kosten har stor betydning for, hvor hurtigt du kommer til kræfter igen. Du kan af flere årsager opleve at have nedsat appetit, kvalme og opkast efter operationen. Det er vigtigt, at du forsøger at spise og drikke på trods heraf, da kroppen har et øget behov for energi og protein for at kunne hele. Plejepersonalet kan vejlede dig i, hvilken kost og væske der er hensigtsmæssig for dig.
For at undgå komplikationer er det vigtigt, at du kommer hurtigt ud af sengen. Selv om du har dræn, blærekateter og drop, kan du bevæge dig omkring, men skal have hjælp til at komme ind og ud af sengen. Det forventes, at du kommer op at sidde på sengekanten og gerne op at stå samme dag som du er opereret.
Afdelingens fysioterapeuter samt plejepersonale hjælper dig de første dage efter operationen, og du vil blive instrueret i, hvordan du vender dig i sengen, kommer ud af den og bevæger dig hensigtsmæssigt.
Når du er opereret med en instrumenteret stabiliserende operation i lænden, er der kun få begræsninger for, hvor meget du må bevæge dig.
Reglerne er:
Bevæg dig så naturligt som muligt indenfor smertegrænsen
Undgå at løfte mere end 5 kg de første 3 måneder
Anvend albueteknik til at komme ud/ind af sengen
I enkelte tilfælde vurderer lægen, at der er brug for flere begrænsninger. Hvis det er tilfældet for dig, vil du blive informeret og vejledt af personalet.
Hvis du får behov for at låne hjælpemidler efter din rygoperation vil afdelingens ergoterapeut bestille dem på dit hjemsygehus. Du skal selv sørge for at få arrangeret afhentning af hjælpemidlerne. Du låner hjælpemidlerne i 3 mdr. og de er gratis at låne.
Der kan være bivirkninger forbundet med indtagelse af medicin. Bivirkningerne er listet op i medicinpakkens indlægsseddel og kan også findes på www.min.medicin.dk
Du må i efterforløbet ikke tage gigtpræparater. Du skal ligeledes undgå Kodimagnyl og Treo. Disse præparater kan virke hæmmende på knoglehelingen. Spørg lægen ved tvivl.
Du forventes at være indlagt i ca. 3-5 dage.
Vi gør opmærksom på, at du på udskrivelsesdagen forventes udskrevet inden kl. 12.00. Det vil derfor være en fordel, at du arrangerer din hjemtransport allerede når du kender udskrivelsesdagen.
Ved udskrivelsen stiles der mod, at du selvstændigt kan:
Komme ind og ud af sengen
Vaske dig og få tøj på og af
Gå kortere distancer med eller uden ganghjælpemiddel
Gå på trapper hvis det vurderes relevant
Hvis du har behov for hjælp efter udskrivelsen
Identificeres der et behov for hjælp i hjemmet efter udskrivelsen, vil plejepersonalet i samråd med dig sende en plejeforløbsplan til kommunen som herefter vil vurdere, hvad du kan få af hjælp i tiden efter udskrivelsen.
Der laves recepter og gennemgåes medicin med dig inden udskrivelsen
Inden udskrivelsen vil du få en opdateret medicinliste som en sygeplejerske vil gennemgå med dig. For at få det optimale ud af din medicin/smertebehandling er det vigtigt, at du efter udskrivelsen følger de ordinationer lægen eller sygeplejersken har givet dig.
Ved udskrivelsen laves der recepter på den medicin, du er begyndt på under indlæggelsen og ikke den medicin som du fik før du blev indlagt. Recepterne laves elektronisk. Den elektroniske recept kan indløses på alle apoteker i hele landet. Hvis din recept skal fornyes, skal du kontakte din egen læge.
Ved udskrivelsen vil du som udgangspunkt få udleveret medicin til det første døgn.
Du skal selv sørge for transport hjem fra hospitalet, medmindre lægen har ordineret liggende hjemtransport. Du må ved udskrivelsen sidde i en bil som medpassager og der kan med fordel holdes pauser undervejs afhængigt af afstanden til hjemmet.
Er du fritvalgspatient
Hvis du er fritvalgspatient og lægen har ordineret liggende hjemtransport, skal du være opmærksom på, at du selv skal betale denne. Se endvidere pjecen "frit sygehus valg" som du har fået tilsendt. Henvend dig til dit regionskontor, hvis du er i tvivl om hjemtransporten eller ikke har pårørende som kan hente dig ved udskrivelsen.
Genoptræning
Det er vigtigt, at du kommer i gang med genoptræningen efter din operation.
Du vil få udleveret en vejledning, der beskriver, hvordan genoptræningen kommer til at foregå.
Når du kommer hjem
Det er vigtigt, at du relativt hurtigt finder ind i en normal dagsrytme, hvor du er oppe det meste af dagen. Du skal holde dig igang med lette daglige gøremål, hvor du overholder rygregimet. Det er vigtigt, at gå ture hver dag og gøre gåturerne længere over tid. Du må gå alt det du kan holde til. Det er god træning at gå på trapper eller i ujævnt terræn.
Du skal dog være opmærksom på, at kroppen trænger til at hvile ovenpå operationen, så det anbefales, at du de første uger også tager flere liggende hvil dagligt.
I forbindelse med operationen påvirkes stillingen af din ryg, hvilket kan ændre din holdning lidt. Det giver dig en ændret balance, hvilket i den første tid kan mærkes som en let usikkerhed, når du er oppe. Kroppen vænner sig dog hurtigt til den nye balance.
Inden operationen vil mange have for vane, at gå en anelse foroverbøjet. Efter operationen skal du huske at rette dig godt op, når du står og går.
Det er normalt at have smerter i ryggen efter operationen, og de smerter som var tilstede før operationen, vil ofte først klinge af efter nogen tid. Det er ikke alle, der bliver helt smertefri, men langt de fleste oplever en betydelig bedring, så de har færre smerter, flere kræfter og derved også mulighed for en større aktivitet i hverdagen. Det kan tage helt op til et år, inden du mærker det fulde udbytte af træningen og operationen.
Indtil du skal til 3 måneders kontrol skal du lave de øvelser, som du er blevet intrueret i af afdelingens fysioterapeut.
7 døgn efter operationen anbefales det, at du har plaster over operationssåret. Under forbindingen sidder strips langs hele operationssåret. Disse må fjernes efter 14 dage, hvis de ikke forinden er faldet af i forbindelse med brusebad.
Operationssåret er som oftest syet med indvendige tråde, som opløses af sig selv. I visse tilfælde syes der med sting. Du vil blive informeret herom samt hvornår disse skal fjernes hos egen læge.
Det plaster du har på, er vandafvisende, så du kan sagtens gå i bad med det på. Dog må du IKKE gå i karbad eller svømmehallen før tidligst 3 uger efter operationen. Såret skal da være helet fuldstændigt.
Desuden skal du undgå sol på arret det første år. Dæk derfor arret til eller brug høj solfaktor.
Du skal være opmærksom og reagere på symptomer som feber, varme, rødme, hævelse eller sivning fra såret. Dette kan være tegn på infektion.
Generelt anbefales det, at du kontakter egen læge, såfremt der kommer tegn til infektion i det umiddelbare forløb efter operationen. Såfremt egen læge derefter ønsker en vurdering, på den rygkirurgiske afdeling, kan sengeafdelingen kontaktes, og du vil blive indkaldt.
Hvis du er sat i behandling med stærk smertestillende medicin eller er blevet øget i vanlig morfindosis, skal du, for at undgå ubehagelige bivirkninger, langsomt trappe ned af dette. Inden din udskrivelse udarbejdes en individuel nedtrapningsplan som gennemgåes med dig. Der gøres opmærksom på, at nedtrapningsplanen er vejledende. Hvis smertebehandlingen er god og der kun er behov for få doser af det hurtigvirkende morfinpræparat, kan du trappe lidt hurtigere ned. Hvis nedtrapningen giver uacceptable smerter eller du oplever abstinenser, kan udtrapningen ske langsommere. Afvigelser kan eventuelt drøftes med egen læge.
Morgen, (eftermiddag) og aftendoserne af depotmorfin præparatet reduceres på skift, således at en jævn fordeling over hele døgnet bevares. Herved opnås den bedste smertebehandling under nedtrapningen.
Det kan eventuelt være en fordel at fortsætte med Paracetamol (pinex, pamol, panodil) i 1-2 uger efter afsluttet morfinbehandling.
Hvis du i forbindelse med nedtrapningen oplever tiltagende smerter eller tegn på abstinenser, kontakt da egen læge med henblik på langsommere nedtrapning.
Tegn på abstinenser kan være: rastløshed, indre uro, muskelspændinger, lægkramper, kuldefornemmelse, rysten, mavekramper, diarre, hudkløe, svedtendens, gaben, næse,- tåreflod, nysen og alment ubehag.
Alle former for morfinpræparater giver forstoppelse. For at undgå forstoppelse skal du forsætte med at tage afføringsmiddel indtil behandlingen med morfinpræparater er afsluttet.
Dosis kan evt. nedsættes i takt med nedtrapningen af morfinpræparatet. For at holde maven igang er det ydermere vigtigt at spise sundt og fiberrigt, drikke rigeligt med væske og at røre sig.
Du må genoptage samlivet, når du har lyst og ikke mærker forværring af smerter i ryggen.
Ved udskrivelsen vil du få udleveret et kontaktkort til sengefsnittet. Har du spørgsmål, er der komplikationer med såret, smerter eller forværring af tilstanden i forhold til selve rygoperationen er du velkommen til at ringe os. Se kontaktoplysninger længere nede i vejledningen under sektionen 'Kontakt'.
Videre forløb
Du vil blive indkaldt til kontrol i Ortopædkirurgisk Klinik 1 efter henholdsvis 3, 12 og 24 måneder. Her taler du med en læge og får taget røntgenbilleder. Lægen vurderer, om du er klar til at påbegynde genoptræning.
Kontakt
Kontakt Rygsektoren
Du er altid velkommen til at kontakte Rygsektoren ved problemer eller hvis du har spørgsmål:
Sekretariatet i Rygsektoren
Tlf: 7845 4170 i vores åbningstid som er alle hverdage fra klokken 08.00 til 15.30.
Sengeafsnit SA2 - Ortopædkirurgi
Tlf: 7845 4142 i vores åbningstid som er alle hverdage fra klokken 08.00 til 15.00.
Lægevagten på AUH
På hverdage mellem klokken 16.00 og 08.00 samt i weekender skal du kontakte lægevagten:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.