Ringfiksation ved knoglebrud eller ved deformitetskirurgi
Gå direkte til
Ringfiksation ved knoglebrud eller ved deformitetskirurgi
Denne information dækker ringfiksation med Ilizarov, Taylor Spatial Fram (TSD) og True-lok Hexapod (TL-Hex) rammer.
Her kan du læse om din operation, baggrunden for den, og om, hvordan du skal forholde dig til operationen både før og efter.
Uanset om operationen skal udføres pga. et brud i benet/arm, pga. dårlig knogleheling eller endda pga. deformitet er forberedelserne til operationen nogenlunde ens.
Forbered dig til operationen
Operationen udføres under en indlæggelse på Ortopædkirurgisk afdeling. Du skal være forberedt på at være indlagt i en lille uges tid, medmindre der er andre forhold som kræver en længere indlæggelse.
Er du allerede blevet akut indlagt pga. et brud, sørger personalet på afdelingen for at give dig det nødvendige medicin og gøre dig klar til operationen.
I perioden op til operationen, er der nogle ting du selv kan gøre, for at din krop har de bedst mulige forudsætninger for god heling og et godt resultat.
Ernæring
Din krop har brug for næring. Sund og nærende kost giver dig energi til de daglige gøremål, fremmer sår- og knogleheling og styrker immunforsvaret, så risikoen for infektion reduceres.
Alkohol
Et stort alkoholforbrug forøger risikoen for komplikationer i forbindelse med operation. Hvis du drikker mere end de af Sundhedsstyrelsen anbefalede genstande om ugen (maksimalt 7 for kvinder, maksimalt 14 for mænd), vil vi anbefale dig at skære ned på dit forbrug til de anbefalede mængder inden du skal opereres.
Rygning
Er du ryger, anbefaler vi, at du helt stopper med at ryge i en periode fra 8 uger op til operationen og 8 uger efter, da det mindsker risikoen for komplikationer, i forbindelse med din operation. Komplikationerne kan være problemer med sår- og knogleheling samt en øget risiko for infektion.
Du finder Sundhedsstyrelsens anbefalinger om kost, alkohol og rygning her:
Da Ilizarov-apparaturet fylder forholdsvis meget, er det nødvendigt for de fleste at få foretaget en mindre ændring af tøjet. Mange vælger at få syet en kile i buksebenet/ærmet eller at anvende velcrolukning, tryklåse med mere. Hvis du ikke har mulighed for selv at rette tøjet til, kan du betale dig fra det fx. ved en syerske. Som udgangspunkt skal du selv betale for tøj/tilretning.
I vinterperioden vil det være en god idé at få syet en foret pose til apparaturet, da det ikke er behageligt, hvis metalpinnene, der går gennem hud og knogle, bliver for kolde. Om sommeren vil vi foreslå, at du holder apparaturet i skyggen, da for meget varme ligeledes giver en ubehagelig fornemmelse og kan medføre en øget risiko for infektion ved pinn-stederne.
Du må forvente at være sygemeldt i en periode efter operationen. Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af den fysiske aktivitet i dit arbejde samt dit generelle helbred. Tal med lægen om dette.
Der anvendes Klorhexidinsprit 0.5% når forbindingerne skal skiftes, hvilket du selv skal købe på apoteket.
Vær dog opmærksom på, at de fleste apoteker ikke har dette i deres standardsortiment og det vil derfor være en god idé at bestille det hjem hos dit lokale apotek inden du skal bruge det.
Lægen vurderer om der skal tages relevante blodprøver, og evt. om der er brug for et hjertekardiogram inden operationen.
På operationsdagen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Som udgangspunkt kan du tage den medicin du plejer sammen med lidt vand, indtil dit mødetidspunkt.
Noget medicin skal dog ikke tages før operation f.eks. medicin for sukkersyge og blodfortyndende medicin.
Hvis du skal holde pause med noget af din medicin, vil du blive informeret af kirurgen eller narkoselægen.
Når du møder, vil personalet hjælpe dig med de sidste forberedelser inden operationen. Du får operationstøj på, får målt temperatur, blodtryk og puls og evt. have taget blodprøver.
Om operationen
Du har en lidelse eller et knoglebrud, som kan behandles med en forlængelse eller en korrektion af knogle eller sener, muskler og hud. Du skal derfor have foretaget en operation, som forlænger eller korrigerer din knogle ved hjælp af en ekstern ramme også kaldet ekstern ringfiksation.
Operationen udføres under fuld bedøvelse.
Du får en engangsdosis antibiotika i blodårene under operationen, med henblik på at forebygge betændelse. Informer os venligst ved evt. overfølsomhed/allergi.
Selve operationen ved at påsætte og fiksere en udvendig ramme på dit ben/arm. Denne ramme består af ringe, gevindstænger, skrå struts, bolte, møtrikker og andre dele. Ringene bliver fastgjort til knoglen ved hjælp af enten tynde ståltråde (1,8 mm) eller tykkere halvpinne med gevind (6 mm). Ståltråde og halvpinne indsættes i knoglen igennem små snit i huden (få mm) og bliver efterfølgende boltet fast til ringene, som indbyrdes forbindes med gevindstænger eller skrå struts.
Ringfiksatoren fikserer knogleender i den rigtige position, således at knoglebrudet heler i den rigtige stilling.
Nedenfor kan ses forskellige rammer:
Ilizarov’s ringfiksation (den oprindelige)
TSF ringfiksation (mulighed for at skrue på struts og dermed ændre på benets stilling/retning)
TrueLok Hexapod (ligeledes mulighed for at skrue på struts og ændre benets stilling/retning, men med et kliksystem)
Ved deformitetskirurgi, hvor du har været udsat for en skade eller har en medfødt lidelse, der medvirker, at din knogle ikke har en naturlig form og/eller vinkling, kan ringfiksatoren påsættes som tidligere beskrevet. Herefter kan der foretages korrektion af derformiteten ved oversavning af den deforme knogle og herefter justering på stænger på rammen.
Under operationen er du i fuld bedøvelse. Personalet, der bedøver dig vil være hos dig under hele bedøvelsen og sørge for at du sover dybt og ikke mærker smerter.
Før du bliver bedøvet, spørger vi til din medicin m.m., for at bedøvelsen kan passe til netop dig.
Derefter får du:
lagt et drop i hånden, hvori du får sovemedicin og smertestillende medicin
sat elektroder på brystkassen, så vi kan holde øje med din hjerterytme
sat en blodtryksmåler om armen
sat en klemme på fingeren, det er en iltmåler, der holder øje med din vejrtrækning
Det afhænger af operationen om du får mere overvågningsudstyr og flere drop under operationen, narkoselægen eller narkosesygeplejersken fortæller dig om dette.
Du får en iltmaske på og falder hurtigt i søvn. Når operationen er slut, slukker vi for sovemedicinen, og du vågner efter kort tid.
Efter operationen kan du føle dig døsig og lidt omtumlet lige efter, du er vågnet. Vi observerer dig på opvågningsafsnittet efter operationen.
Hvis du er bekymret for at skulle bedøves, er det vigtigt, at du fortæller det til personalet, der modtager dig, så de kan hjælpe dig.
Smerter kan skyldes flere ting - eksempelvis vævsskade pga. knoglebrud, åbne sår og/eller blodansamlinger. Det kirurgiske indgreb i sig selv kan forårsage smerter i det opererede ben/arm. De fleste smerter efter denne type operation, kan behandles med anlæggelse af en nerveblokade (lokal bedøvelse omkring en nerve i arm eller ben- bliver lagt under operationen i fuld bedøvelse), og/eller smertestillende medicin (typisk Paracetamol, depot- og hurtigvirkende Morfin præparater).
Stærke smerter kan være udtryk for et kompartment syndrom eller et muskellogesyndrom - en tilstand som sker pga. blødning i muskelvæv og som kræver en akut operation. Kompartmentsyndrom ser man stort set kun efter knoglebrud i skinnebennet (1-10 %) eller i underarmen. Det opstår uhyre sjældent efter en planlagt operation.
Selvom der gives forebyggende antibiotika ifm. operationen, kan der opstå infektion i operationssåret eller ved pinnhullerne. De fleste patienter oplever i mindre eller større grad hudirritation omkring pinhullerne, hvor ståltråde eller halvpinne går gennem huden. Jo længere tid du har ringfiksation på, jo hyppigere ser man diverse pinnproblemer.
Hvis der opstår infektion ved pinnhullerne i form af smerter, rødme, hævelse og sivning, så kræves der hyppigere pinn-pleje og antibiotikabehandling.
Hvis du/I obsereverer de ovennævnte symptomer skal du kontakte din hjemmesygeplejerske, og evt. komme til en ekstra kontrol i Rekonstruktionsklinikken.
Nervepåvirkning ses, hvis en ståltråd/pinn kommer for tæt på nerven i benet/armen. Ved jagende smerter må tråden/pinnen omplaceres under en ny operation. Ved nervepåvirkning/udfald i form af følelsesløshed er behandlingen afventende, da nerven typisk kommer sig efter 3-6 måneders periode.
Hvis en ståltråd eller en halvpinn rammer et større blodkar i benet/armen kan der opstå en dyb blødning i vævet, som kan resultere i re-operation med henblik på at standse blødningen og evt. behandle blodkarskaden. Dette ses dog meget sjældent med denne type operation.
Efter operationen
De første timer efter operationen skal du være på opvågningsafdelingen til observation, hvor anæstesilæger sørger for den rigtige smerte- og kvalmestillende behandling. Dit ben skal holdes i ro og være eleveret.
Der skal altid udføres pinn-pleje dagen efter operationen, hvor skumforbindinger skiftes til gaze-forbindinger. Hvis skumforbindingerne er helt gennemsivet, allerede ved ankomst fra opvågningsafdeling, skal der udføres pinn-pleje på operationsdagen.
Efterfølgende skiftes forbindingerne ved sivning og ellers x 1 ugentligt.
Du er klar til at blive udskrevet, når:
Du er godt smertedækket
Du har lært at flytte dig fra seng til stol og/eller kørestol
Du er velbefindende
Når du kommer hjem
Forbindingerne omkring pinnhullerne sørger for at holde huden og pinnen så rene som muligt, for at undgå at huden bliver irriteret eller der opstår betændelse. Du må ikke røre ved forbindingerne, og de må ikke blive våde.
Forbindingerne skiftes i vores rekonstruktionsklinik eller af en hjemmesygeplejerske 1 gang om ugen, enten på en sygeplejeklinik eller hjemme hos dig selv. Ved problemer kan det være nødvendigt, at forbindingerne skiftes oftere.
Cirka 3-4 dage efter operationen og i resten af behandlingsperioden må du gerne tage brusebad med en plastikpose over apparaturet. Beskyt apparaturet, når du tager brusebad.
De steder mellem apparaturet, hvor huden er hel og fri for forbinding, kan du vaske med en klud hver dag, blot du undgår, at forbindingerne omkring pinhullerne bliver våde.
Til slut bør du smøre huden med en mild, uparfumeret creme, så huden forbliver smidig og hel.
Efter operationen og i den efterfølgende behandlingsperiode vil benet/armen have tendens til at hæve. Derfor er det vigtigt, at du sørger for, at benet hviler højt på en stol, eller at du holder armen over hjertehøjde, når du ikke går rundt eller træner. Når dit ben/din arm ikke længere er hævet, vil du meget lettere kunne klare den daglige træning, du vil få færre smerter, og pinnene vil ikke irritere og stramme. Desuden vil såret fra operationen få bedre betingelser for at hele.
Placér benet/armen højt om natten ved at lægge en pude eller et tæppe under.
Om natten kan det også være en god idé at pakke benet/armen ind, fx i et blødt håndklæde, så du undgår at slå dig andre steder på kroppen på grund af apparaturet. Det vil også mindske risikoen for, at dit sengetøj bliver beskadiget af apparaturet.
I forbindelse med operationen og lige efter, får du smertestillende morfin som depotpræparat 2 gange i døgnet, denne udtrappes i løbet af dit behandlingsforløb. Dette aftales i samarbejde med lægen og sygeplejersken, og der laves en udtrapningsplan for dette, som du får gennemgået og udleveret ved ambulant kontrol.
Smertebehandling ifm. korrektion af apperatur Hvis du korrigerer apparaturet, kan der i perioden opstå akutte, forbigående smerter, lige efter du har korrigeret apparaturet, eller en mere konstant murren, der giver dig uro om natten. Der kan også komme irritation og smerter ved pinhullerne i perioder. Derudover kan du have smerter i forbindelse med den daglige træning. Smerterne kan som regel klares med smertestillende håndkøbsmedicin i form af paracetamol, som ofte suppleres med et morfinpræparat, som du også får under indlæggelsen.
Hvis der opstår problemer ved pinhullerne, fx flere smerter, rødme, hævelse, feber eller siven af væske, skal du straks kontakte os, da det kan være nødvendigt med en supplerende behandling med penicillin.
Rekonstruktionssygeplejersken kan kontaktes på alle hverdage mellem kl. 08-15 på tlf. 7846 4117.
Der er flere faktorer, der har indflydelse på kvaliteten af den knogle, der bliver dannet, når du korrigerer apparaturet, samt på helingen af de sår, du har fået. Disse faktorer er især kost, de daglige øvelser, alkohol og rygning.
Din krop har behov for proteiner, som er kroppens byggesten, og bruges til genopbygning af muskler, til sårheling, til at få blodprocenten op og til at styrke immunforsvaret. Spiser du en optimal kost, er du bedre rustet til at klare behandlingen og risikoen for komplikationer mindskes. Proteiner findes i f.eks. kød, æg, fisk, fjerkræ, ost, mælkeprodukter, bønner, broccoli, rosenkål og grønkål.
Du kan evt. supplere med kalktilskud og D-vitamin i vinterhalvåret.
Nogle patienter har ikke behov for at bruge krykkestokkene i hele behandlingsperioden. Brug krykkestokkene, så længe du føler behov for det. Spørg lægen eller fysioterapeuten når du kommer til ambulant kontrol.
Nogle patienter begynder gradvist at arbejde, mens de endnu har apparaturet på. Det er dog meget individuelt, hvor meget den enkelte patient kan klare og det er vigtigt, at du i hele behandlingsperioden lytter godt til de signaler, din krop sender, så du ikke gør mere, end du kan klare.
Videre forløb
For patienter som skal skrue på rammen mhp. knogleforlængelse eller justering af deformitet, vil det være nødvendigt at komme til kontrol ca 1 gang om ugen i den periode, hvor der skrues/justeres.
Dine sting/clips skal fjernes, og du skal derudover have skiftet forbinding ved pin-hullerne.
Du skal til røntgenkontrol, og have skiftet forbinding ved pin-huller.
Derudover skal du også til kontrol med dine ledbevægelser.
Du skal til røntgenkontrol, og have skiftet forbinding ved pin-huller.
Derudover skal du også til kontrol med dine ledbevægelser og din muskelstyrke.
Du skal herefter fortsætte med 4-6 ugentlige kontroller indtil afslutning af dit forløb.
Kontrollerne indebærer:
Røntgenkontrol
Skiftning af forbindinger
Kontrol af bevægelser og muskelstyrke
Der kan tages ekstra røntgenbilleder efter behov, især hvis der skrues på rammen mhp. knogleforlængelse eller ved korrektion af deformiteter.
Kontakt
Kontakt
Du er altid velkommen til at kontakte afdelingen ved problemer eller hvis du har spørgsmål:
Rekonstruktionsklinikken
Telefon 51625632
Åbningstid: alle hverdage fra klokken 08.00 til 15.00.
Sekretariat
Telefon: 78454190
Åbningstid: alle hverdage fra kl. 08.00 til 15.00
Hjælp uden for åbningstid
På hverdage mellem klokken 16.00 og 08.00 samt i weekender skal du kontakte lægevagten:
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.