Operation af det scapholunære ledbånd (SL-ledbånd)
Gå direkte til
Operation af det scapholunære ledbånd (SL-ledbånd)
Her kan du læse om din operation, baggrunden for den, og om, hvordan du skal forholde dig til operationen både før og efter.
For at få et godt og trygt forløb i forbindelse med operationen af det scapholunære ledbånd (SL-ledbånd), er det vigtigt, at du er godt forberedt. Vi forventer derfor, at du i god tid inden operationen læser og forbereder dig her.
Vær opmærksom på
2 dage efter operationen
Bandageskift på hospitalet
Begynde med træningsprogram 0-6 uger
2 uger efter operationen
Gipsskift og fjernelse af sting på hospitalet
6 uger efter operationen
Fjernelse af metaltråde på hospitalet
Huden sys med nye sting
Håndledsskinnen bruges hele døgnet
6½ uge efter operationen
Sårkontrol på hospitalet
Ergoterapi opstart
8 uger efter operationen
Sting fjernes hos egen læge
10 uger efter operationen
Sidste dag med håndledsskinne
3 måneder efter operationen
Genoptage tungere huslige gøremål
Genoptage fritidsaktiviteter uden pludselig kraftpåvirkning
½ år efter operationen
Genoptage fritidsaktiviteter med større kraftpåvirkning
Lægekontrol
1 år efter operationen
Ingen restriktioner
Genoptage kontaktsport
OBS: Det kan være nødvendigt at tilpasse forløbet af individuelle årsager.
Forbered dig til operationen
Du skal selv arrangere transport hjem efter operationen. Du må ikke selv køre bil, cykel, motorcykel, eller færdes alene i trafikken på operationsdagen.
Du skal købe Paracetamol (fx. Pamol, Panodil eller Pinex), så du er klar til at behandle smerter, når du kommer hjem.
De fås i håndkøb på apoteket og i de fleste dagligvarebutikker.
Hvis vi anbefaler supplerende medicin, udleveres det i Dagkirurgi.
Forbered mad til ugerne efter operationen. Lav evt. nogle lette varme retter til fryseren.
Aftal hjælp til transport, indkøb og hjælp i hjemmet.
Sørg for løst tøj: Bluser med store ærmer er let at tage af/på, når man har gips på armen, og bukser med elastik i livet er lettere at trække på.
Håndsygeplejersken kan ved behov hjælpe med at undersøge om det er muligt at få hjælp fra hjemmeplejen til personlig pleje.
Selv om du kan komme hjem få timer efter din operation, er det en omfattende operation.
Din hånd/arm har derfor brug for tid til at hele i en periode efter operationen. Sygemeldingsperioden er individuel, men typisk anbefaler vi at du sygemelder dig:
i 3 måneder, hvis du har lettere håndbelastende arbejde – som for eksempel kontorarbejde. Hvis du har et administrativt arbejde og har mulighed for at arbejde hjemmefra i starten, skal du stadig huske at aflaste hånden flere gange om dagen. Hvis du er studerende kan du som regel deltage i undervisningen, men du skal ikke forvente at kunne skrive lange opgaver på computeren inden der er gået 3 måneder.
i 6 måneder, hvis du har håndbelastende arbejde – som for eksempel håndværker, pædagog, gartner, sygeplejerske og lignende.
Vi anbefaler, at du har en pårørende hos dig til dagen efter operationen.
Det er vigtigt, at du kontakter Dagkirurgisk afsnit hvis:
Du får sår, insektstik eller lignende i en afstand af 20 cm fra operationsområdet
Du er syg/forkølet dagen før operationen
Du har feber
Det kan betyde, at det er nødvendigt at udsætte operationen af hensyn til dit helbred og risiko for infektion.
I perioden op til operationen, er der nogle ting du selv kan gøre, for at din krop har de bedst mulige forudsætninger for god heling og et godt resultat.
Ernæring
Din krop har brug for næring. Sund og nærende kost giver dig energi til de daglige gøremål, fremmer sår- og knogleheling og styrker immunforsvaret, så risikoen for infektion reduceres.
Et stort alkoholforbrug forøger risikoen for komplikationer i forbindelse med operation. Hvis du drikker mere end de af Sundhedsstyrelsen anbefalede genstande om ugen (maksimalt 7 for kvinder, maksimalt 14 for mænd), vil vi anbefale dig at skære ned på dit forbrug til de anbefalede mængder inden du skal opereres.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til alkohol og operation her:
Er du ryger, anbefaler vi, at du helt stopper med at ryge i en periode fra 6 uger op til operationen og 6 uger efter, da det mindsker risikoen for komplikationer, i forbindelse med din operation. Komplikationerne kan være problemer med sår- og knogleheling samt en øget risiko for infektion.
Se Sundhedsstyrelsens anbefalinger i forhold til rygning og operation her:
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Når man bliver bedøvet, afslappes alle muskler. Hvis mavesækken ikke er tom, er der risiko for, at indholdet i maven løber op og kan forårsage en alvorlig lungebetændelse.
Mad og mælkeholdige produkter tømmer sig langsommere fra maven end tynde klare væsker, derfor er der længere tids faste for disse fødevarer.
Hvilken konsekvens?
Du kan blive alvorligt syg med indlæggelse til følge, hvis du ikke faster korrekt.
Du risikerer også, at få din operation aflyst.
Overlægen forklarer:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Som udgangspunkt kan du tage den medicin du plejer sammen med lidt vand, indtil dit mødetidspunkt.
Noget medicin skal dog ikke tages før operation f.eks. medicin for sukkersyge og blodfortyndende medicin.
Hvis du skal holde pause med noget af din medicin, vil du blive informeret af kirurgen eller narkoselægen.
For at nedsætte risikoen for infektion anbefaler vi, at du tager bad om morgenen på operationsdagen eller dagen før og vasker dig grundigt i området, som skal opereres.
Ofte skifter man kun delvist til hospitalstøj og det er derfor væsentligt, at du kommer i rent tøj på operationsdagen.
Tag varmt tøj på med plads til eventuel forbinding.
Undlad creme og make-up i operationsområdet.
Fjern piercinger og smykker.
Scan dit sundhedskort på scanneren, og tag plads i venteværelset.
I venteværelset kan du opleve, at andre som er mødt senere end dig, bliver kaldt ind først. Ikke alle skal ind til samme læge/speciale og ventetiden varierer derfor.
Du og eventuelt en pårørende modtages af en sygeplejerske, som vil gennemgå dagen og give dig forberedende medicin. Du får udleveret relevant hospitalstøj og får et skab til dine ejendele.
Du taler med kirurgen, som skal operere dig.
Herefter sidder du og venter indtil operationspersonalet henter dig, og følger dig ind på operationsstuen.
Om operationen
Formålet med operationen er at reducere smerter og genskabe stabiliteten mellem håndrodsknoglerne og derved nedsætte risikoen for at udvikle slidgigt (SLAC wrist).
Det er forventeligt at forløbet strækker sig over et år, hvor du gradvist vil opleve en bedre funktion i din hånd.
På operationsstuen kontrollerer personalet dit navn, CPR-nummer og hvilken operation, der skal foretages.
Du får lagt et drop, som kan bruges til at give dig medicin. Dit blodtryk og puls bliver målt, og du får sat en iltmåler på fingeren.
Nerveblokade
Oftest kan operationen udføres i en ren nerveblokade, hvor kun armen er bedøvet.
Der bliver sprøjtet lokalbedøvelse ind omkring nerverne ved kravebenet. Når nerverne bliver bedøvet, blokeres smerteimpulserne. Du vil derfor ikke opleve smerter i hånd/arm under operation så længe blokaden virker.
Når du berører hånd/arm, vil du opleve at huden er sovende og følelsesløs. Impulserne til dine muskler i armen bliver ligeledes bedøvet, så du kan ikke bevæge fingre/hånd/arm. Det er derfor vigtigt, at du har en armslynge på.
Det er vigtigt, at du har en armslynge på. Armslyngen hjælper dig med at beskytte og støtte armen, som vil være følelsesløs og svær at styre pga. nerveblokaden.
Blokaden varer normalt mellem 16-20 timer, men kan evt. virke helt op til 2 døgn.
Mens blokaden virker, startes samtidig behandling med smertestillende tabletter for at reducere smerter/ubehag, når blokadens virkning aftager.
Fuld bedøvelse
Hvis du skal i fuld bedøvelse, bliver du bedt om at trække vejret i en maske med ren ilt mens du får sovemedicin i droppet. Du falder i søvn efter kort tid og sover under hele operationen. Oftest lægges en nerveblokade (se ovenover) som smertebehandling i relation til operationen.
Her forklarer overlægen om bedøvelse/anæstesi:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
En skade på det scapholunære ledbånd i håndleddet er en skade på ledbåndet, der holder sammen på håndrodsknoglerne lunatum (månebenet) og scaphoideum (bådbenet). Knoglerne kan derfor glide fra hinanden, så der opstår et mellemrum mellem knoglerne.
(Røntgenbillede af håndleddet med et mellemrum imellem scaphoideum og lunatum.)
Når en skade på det scapholunære ledbånd i håndleddet er mere end 6 uger gammel kaldes den kronisk. Oftest er det nødvendigt at lave en kikkertoperation i håndleddet for at afgøre om ledbåndet er revet helt over. Hvis det er tilfældet, og der endnu ikke er kommet følgeskader, så som skade på ledbrusken eller permanent fejlstilling af håndrodsknoglerne, så kan operation med erstatning af det ødelagte ledbånd i håndleddet være den bedste behandling.
Formålet med operationen er at genskabe stabiliteten mellem håndrodsknoglerne, hvilket vil mindske smerter og instabilitetsgener og mindske risikoen for at få slidgigt i håndleddet. Operationen har den ulempe, at man mister op til halvdelen af bevægeligheden i håndleddet.
Under operationen genskaber vi det ødelagte ledbånd enten med en sene fra underarmen eller ved hjælp af en ledbåndsforstærkning. Der indsættes desuden 3 midlertidige metalpinde (k-tråde) i håndrodsknoglerne for at give ro mens ledbåndet heler. Du får gips på håndleddet efter operationen. Metalpindene skal fjernes ved en lille operation i lokalbedøvelse efter ca. 6 uger.
(Røntgenbillede af håndleddet med metalpinde (k-tråde) mellem håndrodsknoglerne.)
I forbindelse med operationen er det nødvendigt at lave flere snit i huden for at erstatte ledbåndet (SL).
Hvis der skal anvendes en af dine egne sener til at genskabe SL ledbåndet kan det eksempelvis se ud som på billederne herunder.
Det første halve år efter operationen vil dine ar være røde, hårde og stramme på grund af arvæv, men det bedres typisk i løbet af det første år.
Det er dog individuelt hvor meget arvæv der dannes.
Du skal ikke forvente at din funktion og kraft i hånd og håndled bliver ligeså god som før skaden. Det er individuelt hvordan slutresultatet bliver, men forventningen er at man kan klare dagligdagsaktiviteter, arbejde og ikke-håndbelastede fritidsaktiviteter fx armbøjninger.
Risici og bivirkninger
En alvorlig komplikation er infektion. Det sker dog yderst sjældent. Symptomerne på infektion er feber, smerter, rødme, varme og tiltagende hævelse af fingre/hånd nogle dage efter operationen. Hvis du har mistanke om infektion skal du straks kontakte Håndklinikken i åbningstiden og ellers vagtlægen mhp. hurtig behandling.
Den hyppigste komplikation til ledbåndsoperationen i håndleddet er nedsat bevægelse i håndleddet, hvilket skyldes arvæv i ledkapslen.
Den næst hyppigste komplikation er, at ledbåndet ikke bliver tilstrækkeligt stabilt efter operationen. Det kan skyldes, at det ikke lykkes at opnå tilstrækkelig stabilitet under operationen, at ledbåndet bliver løsere i efterforløbet, eller ved at det nye ledbånd bliver skadet igen.
En tredje hyppig komplikation er ændret følesans i huden på håndryggen. Det skyldes, at de små hudnerver beskadiges under operationen.
En sjælden komplikation til alle operationer kan være kronisk smertesyndrom (CRPS).
Når der er gået 6 uger fra operationen er ledbåndet helet og efter 12 uger er det stabilt nok til at tåle lidt tungere dagligdags aktiviteter.
Ledbåndet har opnået maximal styrke 1 år efter operationen og du må da genoptage alle tidligere aktiviteter.
Dog vil bevægeligheden i håndleddet oftest blive mindre end før operationen.
Kan det rekonstruerede ledbånd springe igen?
Risikoen for ny ledbåndsskade efter rekonstruktion er ukendt. Hvis du overholder genoptræningsplanen efter din operation er risikoen meget lille.
Efter operationen
Når operationen er færdig, kommer du på Opvågningen og passes af en sygeplejerske.
Hvis du har været i fuld bedøvelse, vil du være træt og have brug for at hvile ½-1 time. Du får smertestillende og anden medicin i det omfang du har behov for det. Herefter bliver du tilbudt noget at spise og drikke.
Hvis du har været vågen under operationen, vil du være klar til at spise og drikke med det samme du kommer til Opvågningen.
Det er individuelt, hvordan man har det efter operationen, og hvor længe man skal blive i Opvågningen
Kirurgen vil fortælle dig om operationen, og sygeplejersken vil fortælle dig om forholdsregler, smertebehandling og lignende.
Du må komme hjem, når du og personalet vurderer, at du er klar til det. Det vil sige, at du føler dig godt tilpas og har været oppe at gå uden problemer efter operationen. Vi opfordrer også til, at du har drukket og spist, før du tager hjem.
Efter nogle operationer er der et planlagt ophold på Patienthotellet. Hvis du får behov for indlæggelse, bliver du flyttet til et sengeafsnit.
Du vil blive tilbudt at komme ind og få lagt en ny nerveblokade dagen efter operationen. Nerveblokaden blokerer smerteimpulserne og vil dermed lindre dine smerter efter operationen. Dette aftales med kirurgen og personalet på dagkirurgisk afsnit på selve operationsdagen.
Efter operationen skal du have gips på i 6 uger i alt, og derefter en aftagelig håndledsskinne i yderligere 4 uger.
Gipsen og skinnen skal sikre, at ledbåndet får ro til at hele, og at du undgår at lave bevægelser der påvirker helingen af ledbåndet negativt.
Genoptræning
Det er vigtigt, at du kommer i gang med genoptræningen efter operationen i din hånd/arm. Via nedenstående link vil du få information om hævelse, arvæv, optræningsforløbet samt få et overblik over, hvornår og hvad du må bruge din opererede hånd/arm til.
Det er dog vigtigt, at hævelsen aftager med tiden. I handleguiden kan du finde information om, hvad du skal være opmærksom på i forbindelse med at din arm er hævet, og hvad du selv kan gøre for at mindske hævelsen.
Det første døgn efter operationen vil din hånd/arm være følelsesløs pga. nerveblokaden.
Du skal forberede dig på, at du vil få smerter i hånden, når nerveblokadens virkning aftager.
Derfor skal du følge den vejledning, som du modtager i det dagkirurgiske afsnit. Du får medicin med hjem fra hospitalet til de første dage. Ved behov bliver der også lavet recept.
Du kan eventuelt:
begynde at tage smertestillende tabletter om aftenen på operationsdagen, også selvom din hånd/arm stadig er følelsesløs efter nerveblokaden.
fortsætte med at tage smertestillende tabletter fast indtil dine smerter aftager (oftest varer det et par uger).
sørge for at holde hånden over hjertehøjde. Dette er særligt vigtigt de første 3-4 dage.
begynde at bevæge fingrene så snart du kan, for at afhjælpe hævelse.
Smertestillende tabletter
Du kan tage smertebehandling efter den vejledning, som du modtager i Dagkirurgisk afsnit. Du får medicin med hjem fra hospitalet til de første dage.
Ved behov for længerevarende smertebehandling skal du kontakte egen læge.
Bivirkninger ved smertestillende
De typiske bivirkninger ved brug af smertestillende tabletter er forstoppelse, træthed, koncentrationsbesvær, kvalme, opkastning og mavesmerter.
Se handleguide for gode råd og løsninger.
Her forklarer overlægen om smertebehandling efter operationen:
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
Efter operationen kan du opleve, at din mave går i stå og du bliver forstoppet. Det kan skyldes den smertestillende medicin og at du ikke bevæger dig så meget som du er vant til. Du vil blive anbefalet medicin mod forstoppelse og smerter i Dagkirurgisk afsnit efter operationen.
Hvad kan jeg selv gøre?
Tag det aftalte medicin
Drik rigelig væske
Spis mad med mange kostfibre f.eks. rugbrød, gryn, grøntsager og frugt. Kostfibre suger væske til sig og gør afføringen mere blød.
Du kan få kvalme efter operationen. Kvalmen går ofte over af sig selv, men hvis du bliver ved med at have kvalme findes der medicin til at forebygge kvalme og opkastning. Du vil blive vejledt af sygeplejersken i det dagkirurgiske afsnit.
Hvad kan jeg selv gøre?
Drik evt. kulsyreholdige drikke f.eks. cola
Sørg for at hvile og undgå overanstrengelse
Spis mindre portioner
Spis noget du godt kan lide
Det er vigtigt at gipsen ikke trykker, strammer eller er for løs. Det er normalt, at hånden de første dage kan være lidt hævet. Du kan opleve, at gipsen bliver løsere når hævelsen aftager. Oplever du at gipsen bliver for løs, må du gerne stramme elastikforbindingen en smule. Hvis gipsen derimod strammer eller trykker, må du gerne løsne elastikforbindingen eller skubbe gipsen lidt, så den ikke generer dig.
Gipsen tåler ikke vand. Du skal derfor pakke gipsen ind i en plasticpose, når du går i bad.
Hvis gipsen begynder at lugte og du får flere smerter kan det være tegn på infektion, og du skal kontakte håndsygeplejersken (alternativt vagtlægen).
Find mere information i handleguiden om, hvad du skal gøre, hvis du oplever gener i forbindelse med din gips, som du ikke selv kan afhjælpe.
Videre forløb
Kontroller hos sygeplejersken
Typisk vil du komme til kontrol 2 dage efter operation mhp. at vurdere om gipsen og bandagen skal skiftes.
Efter de første 2 uger skal du have fjernet sting, og du får en ny og lettere gips. Du får udleveret en håndledsskinne, som du SKAL medbringe på hospitalet, når du skal have fjernet metaltrådene.
Du vil blive kontaktet af en sygeplejerske nogle dage efter du har fået lagt den nye gips.
Nogle dage efter du har fået fjernet metalpindende, skal du ses af sygeplejersken og henvises til ergoterapi.
Afsluttende lægekontrol
Dit forløb vil ofte blive afsluttet ved et lægetilsyn 6 måneder efter operationen f.eks. for at afklare, hvornår du må genoptage et tungt belastende arbejde eller sportsgren.
Mere information
Hvis du er elev og på grund af sygdom, operation eller skade har behov for transport til og fra skole, skal skolen sørge for at arrangere denne transport. Transporten omfatter kun kørsel mellem skole og hjem og er gratis.
Følgende skoler og uddannelser er omfattet af ordningen:
Du skal henvises fra din egen læge, som udfylder et skema til skolen.
Der kan der være mulighed for at få refunderet SU-klip, udskudt speciale og eksamen på grund af sygdom. Kontakt din uddannelsesinstitution for mere information
Når man får en skade i hånd/håndled er det en god ide at anmelde skaden, hvis man har en forsikring.
Er skaden sket på arbejde, skal den meldes til arbejdsgiverens lovpligtige arbejdsskadeforsikring.
Er skaden sket i din fritid, skal skaden meldes til din fritids/ulykkesforsikring.
Er skaden sket ved trafikuheld vil bilens lovpligtige forsikring ofte dække.
Hvis der kommer varige mén efter skaden, kan der blive tale om en erstatning. Erstatningens størrelse afhænger af skadens omfang.
Forsikringsselskabets lægekonsulent beregner ud fra forskellige lægeerklæringer og oplysninger fra sygehusjournalen invaliditetsgraden. Denne størrelse bedømmes ud fra méngradstabeller, som er udarbejdet af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.
Hvad skal du gøre:
Meld skaden til dit forsikringsselskab
Du får derefter tilsendt skadeanmeldelsesskema som du udfylder og sender retur.
Når din tilstand har været fast (stationær) i ca. 1 år efter operationen, skal der udfyldes slutattest/funktionsattest af en læge. Hvis disse dokumenter ikke belyser dit mén tilstrækkeligt, kan der blive behov for en speciallægeerklæring, hvilket forsikringsselskabet sørger for at sætte i gang.
Du kan blive psykisk berørt af, at du ikke kan bruge din hånd, som du plejer. Det er forskelligt, hvordan man reagerer på ikke at kunne udføre arbejde og fritidsaktiviteter. Du vil opleve, at der kan være op- og nedture under dit genoptræningsforløb. Nedenfor finder du en række gode råd, som kan gøre genoptræningsperioden lidt lettere at komme igennem.
Accepter dine følelser
Det er naturligt at være ked af det, bange og frustreret efter en skade. Nogle kan også opleve skyldfølelse over at være kommet til skade, og efterfølgende ikke slå til i hverdagen. Det er vigtigt, at du er åben og ærlig om, hvordan du har det, både over for dig selv og dit netværk.
Pas på dig selv
Sørg for hvile og restitution. Hvis du presser dig selv for hårdt, kan det blive sværere at håndtere skaden, fordi dit mentale overskud er nedsat. Husk at lave nogle af de ting, der gør dig glad.
En optimistisk og positiv tankegang kan gøre genoptræningsforløbet lettere at komme igennem. Oplever du derimod genoptræningen som uoverskuelig, kan det forlænge genoptræningsperioden og dermed også din tilbagevenden til hverdagen. Husk derfor at glæde dig over hvert lille fremskridt – det styrker din selvtillid og motivation til at fortsætte din træning.
Samarbejd om behandlingen
Har du før din skade været meget aktiv, kan du have en tendens til at starte for hårdt ud med træningen og daglige aktiviteter. Det er vigtigt, at du lytter til professionelle behandleres råd og vejledning. Spørg, hvis der er ting, du er i tvivl om og vær ærlig, hvis du ikke følger den plan du har fået.
Brug dit netværk
Du får brug for støtte og opbakning fra dit sociale netværk. Fortæl din partner/familie/venner, at du har brug for hjælp, og tag imod den hjælp de giver dig, også selvom du ikke har bedt om det. Hvis du over en længere periode bliver mere trist og sover dårligt, kan det være nødvendigt at få professionel hjælp til at forebygge depression eller angst. Kontakt din egen læge eller en psykolog.
Brug browseren til at få oversat en side til næsten ethvert sprog.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.