I Afdeling for Ortopædkirurgi arbejder vi aktivt med at involvere pårørende i hele forløbet. Da du bliver indlagt på en enestue, er der god mulighed for at inddrage dine pårørende som en værdifuld støtte for dig.
Det er ikke alle, som har pårørende, der kan involveres, og det er ikke alle, der ønsker at pårørende bliver inddraget i deres sygdomsforløb. Det har vi som personale stor respekt for, og det har ikke indflydelse på din pleje og dit behandlingsforløb.
Denne information handler om de muligheder, der er for dine pårørende.
Dit forløb hos os
Det er dig, der afgør, hvem personalet må give information til, og hvad personalet må informere om vedrørende din sygdom og tilstand.
Det er hensigtsmæssigt, at du vælger én pårørende, der kan være primær kontaktperson til personalet, og som herefter kan informere dine øvrige pårørende.
Det aftales med dig og dine pårørende, hvordan de bedst kan støtte og hjælpe dig i indlæggelsesforløbet. Der kan være områder, som du i særlig grad ønsker, at dine pårørende involveres i eller ikke involveres i. Samtidig har dine pårørende også en mening om, hvad de kan og ikke kan påtage sig af opgaver. Vi opfordrer derfor til, at dette afstemmes og justeres løbende mellem dig, dine pårørende og personalet. Ved enhver tvivl, så kontakt altid personalet.
Eksempler på opgaver dine pårørende kan involveres i:
Planlægning af udskrivning, herunder rekvirering af hjælpemidler
Mad og drikke (hjælp til måltider, servering, afrydning)
Hjælpe med hygiejne (mundpleje, toilet, bad)
Medicin, dryppe øjne
Træning (skal altid foregå efter aftale med personalet)
Det er selvfølgelig ganske frivilligt, og der er fra personalets side hverken et krav eller en forventning om, at pårørende hjælper.
De fysiske rammer
Det er muligt for pårørende at være sammen med dig hele døgnet. Det er dog vigtigt, at der bliver taget hensyn til, at du får den nødvendige ro, søvn og hvile. I visse plejesituationer kan det ligeledes være nødvendigt at bede pårørende om at forlade stuen for en stund.
Hvis du er til operation og endnu ikke har en stue, henvises pårørende til venterum udenfor afsnittet. De kan evt. ringe til afsnittet, hvor du bliver indlagt, for at få en status.
Det er muligt at have en pårørende til at overnatte på stuen, hvis den pårørende kan klare sig selv og være en støtte for dig.
På stuen er der en briks, som kan klappes ud. Personalet vil udlevere sengetøj og håndklæde. Pårørende bedes selv sørge for opredning og sammenpakning af sengetøj.
Pårørendebriks må kun anvendes til at sove på, og den skal slås op om dagen. Sengetøj opbevares i plastikpose bag døren. Pårørende er velkomne til at bruge badeværelset.
Mad og drikke
Pårørende er velkomne til at hjælpe ved måltider, herunder hente mad, servere og rydde af.
Personalet vil vise dig og dine pårørende tilrette omkring de hygiejniske principper og evt. registrering af drikkevarer.
Afdelingen har desværre ikke mulighed for at udlevere mad til pårørende, men vi tilbyder en kop gratis kaffe eller te til pårørende.
Pårørende er velkomme til selv at tage mad og drikkevarer med, men der er desværre ikke mulighed for at opbevare pårørendes mad i køleskab.
Pårørende kan også hente eller spise mad i en af hospitalets kantiner. De nærmeste er Café Nord i område J og Café Øst i område G.
Bemærk venligst, at
Vi forventer, dine pårørende selv står for anretning af det, de skal spise - og for afrydning efter måltidet
Hvis du er fastende, henvises dine pårørende til at indtage maden udenfor stuen.
Det trådløse net kan findes under navnet RegionMIDT-Gaest.
Der er 3 muligheder for login:
CPR-login: Du indtaster dit navn, CPR-nummer og hjemadresse-postnr.
MitID-login - forudsætter, at du har dit MitID. Tast bruger-id og adgangskode, og tryk på ”Næste”.
SMS-login: Du indtaster dit mobilnummer på login-siden. Du får tilsendt en SMS med engangsadgangskode. Du logger på med mobilnummer og adgangskode.
Din internetadgang udløber efter 12 timer, men hvis du ikke bruger din internetadgang i 4 timer, så udløber din adgang, og du skal evt. logge på igen.
Se retningslinjer for brug af trådløst net på www.wifi.rm.dk
Kontakt
Hvis du eller dine pårørende har yderligere spørgsmål, er I velkommen til at henvende jer til personalet.
Sengeafsnit 2 - Plan 7 krydspunkt J713 - tlf. 78454142
Sengeafsnit 3 - Plan 8 krydspunkt J813 - tlf. 78454143
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/766443
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.