Her kan du læse om undersøgelser og forløb, hvis der er mistanke om, at dit barn har hoftedysplasi.
Gå direkte til
Screening og behandling af hoftedysplasi hos børn
Hvad er hoftedysplasi?
Hoftedysplasi er en tilstand, hvor hofteskålen ikke er tilstrækkeligt udviklet. Der er mange børn med en mild grad af hoftedysplasi og få med en sværere grad.
I de fleste tilfælde kræves der ingen behandling - tilstanden går over af sig selv.
Symptomer
For mange børn er der ingen symptomer. Meget få børn før skolealderen har symptomer herunder smerter. Børnene påvirkes normalt ikke udviklingsmæssigt.
Hoftedysplasi er ikke nødvendigvis forbundet med smerter, men benene kan have forskellig længde, og der kan være asymmetri af hudfolderne i balderne.
Hofteleddet kan føles en anelse løst og lårbenet kan teleskopere. Det vil sige. at det virker som om, benet kan trækkes "længere" og "trykkes" kortere, fordi hofteskålen er flad og lårbenshovedet kan glide henover hofteskålen.
Årsag
For de fleste børn er der ingen sikker årsag til hoftedysplasi
Hoftedysplasi ses hyppigere hos piger end hos drenge
Børn født i sæde- og underkropsstilling er mere udsatte for hoftedysplasi end andre børn
Man ved, at hoftedysplasi er hyppigere hos børn, som har forældre eller søskende med den samme hoftefejl.
Om forløbet
Undersøgelse hos jordemoder og praktiserende læge
I Danmark undersøges børns hofter kort efter fødslen af jordemoder, og hofteundersøgelsen gentages af den praktiserende læge 5 uger efter fødslen.
Hvis disse undersøgelser giver mistanke om medfødt hoftefejl, vil barnet blive sendt videre til en ultralydsscreening.
Ultralydsscreening af nyfødtes hofter er en standardundersøgelse, der udføres for at opdage eventuelle problemer med hoftens udvikling tidligt.
Ultralydsscreening ved mistanke om hoftedysplasi
Hvis der er mistanke om, at barnet har hoftedysplasi, bliver de screenet.
Formålet med screeningen er at finde hoftedysplasi eller andre tilstande, der kan påvirke barnets hofter og bevægelsesfrihed, tidligt.
Jo tidligere hoftedysplasien bliver opdaget, jo tidligere kan barnet få den rette behandling, og der kan sættes en opfølgning i gang som kan forbedre barnets langsigtede prognose og reducere risikoen for komplikationer senere i livet.
Hvis ultralydsscreening er normal får du svar fra den afdeling eller læge, der har bestilt undersøgelsen, og der vil ikke være yderligere behandling og opfølgning.
Ultralydsskanningen foretages med barnet liggende på siden. Begge hofter skannes.
Barnet skal ligge nogenlunde stille. Det er derfor en god ide at medbringe en sut, sutteflaske eller lignende, der kan berolige barnet.
Selve undersøgelsen gør ikke ondt på barnet. Undersøgelsen tager som regel 15-20 minutter.
I får altid svar efter endt undersøgelse.
Hvis behandling er påkrævet, sættes denne som regel i gang samme dag.
Behandlingen af hoftedysplasi er individuelt tilpasset til det enkelte barns behov. Behandlingen besluttes af læger i hofteteamet baseret på en grundig vurdering af barnets tilstand og behov udfra ultralydsskanningen samt undersøgelse af barnet.
Behandlingen afhænger af sværhedsgraden af hoftedysplasien.
Let hoftedysplasi
I mange tilfælde vil barnet blot blive fulgt tæt af læger og sygeplejersker for at sikre, at hofterne udvikler sig korrekt.
Hvis vi på et tidspunkt vurderer at hofterne er normalt udviklede afslutter vi opfølgning.
Moderat hoftedysplasi
Ved moderate hoftedysplasitilfælde, hvor hofteleddet kan holdes på plads, foretrækker vi at bruge skånsomme behandlingsmetoder. Dette kan inkludere:
Pavlik-sele
Brug af en Pavlik-sele, der hjælper med at stabilisere hofterne og fremme korrekt udvikling.
DB-skinne
En DB-skinne, også kendt som en Dennis-Brown-skinne, kan bruges til at støtte hoftens korrekte udvikling.
Soveskinne
Soveskinne, der holder hofteleddet i frøstilling til nogle børn i alderen 6 til 12 måneder. Frøstilling er den optimale stilling for børnehofter, der skal udvikle sig.
Svær hoftedysplasi
Gipsforbindinger
I de sværere tilfælde, hvor hoften er løs eller hofteskålen er kraftigt underudviklet, kan mere omfattende behandlinger være nødvendige. Dette kan inkludere brug af gipsforbindinger til at stabilisere hoften i en bestemt position, og give den mulighed for at hele korrekt.
Operation
I visse tilfælde kan operation være nødvendigt for at bedre hofteskålens dække med henblik på at sikre, at hofteleddet kan udvikle sig rigtigt. Operation kommer kun på tale for under 5 % af de henviste børn og sker normalt i alderen 3-6 år.
Som grundregel laves ultralydsundersøgelser hos nyfødte børn. Som udgangspunkt går der mindst 3-4 uger mellem ultralydsscanninger, fordi vi ser på udviklingen af hofterne.
Når barnet er 6 måneder tages røntgenbilleder. Alt efter vurderingen af røntgenbilleder, vil vi vente 6 til 24 måneder, før vi foretager næste undersøgelse.
Det normale forløb vil være, at der tages røntgenbilleder, når barnet er:
6 måneder
12 måneder
24 måneder
48 måneder
Hvis der stadig er en grad af hoftedysplasi, laver vi ofte en MR-scanning af hofterne i 4-5 års alderen for at undersøge om operation er nødvendig. De fleste børn afsluttes inden dette kommer på tale.
Vi tilbyder et kontrolforløb så længe barnet har hoftedysplasi. Næsten alle børn er afsluttet inden skolealder og de fleste inden 1 år.
Gode råd
Tidlig diagnose og behandling af hoftedysplasi kan have en stor indvirkning på barnets fremtidige sundhed og trivsel. Derfor er det vigtigt at følge anbefalingerne fra læger og sygeplejerske og deltage i alle nødvendige opfølgningsundersøgelser.
Dit barn må bevæge sig og lege som andre børn på samme alder. Der er ingen grund til at begrænse barnet.
Barnet skal heller ikke lave særlig træning eller øvelser og kan sidde i alle siddestillinger uden begrænsninger.
Kontakt
Kontakt
Telefon og telefontid
Lægesekretær
78 45 41 80
Telefontid mandag til fredag (08.00-15.00), vi træffes bedst mellem kl. 09.00 - 12.00.
Sygeplejerske (børn med hoftedysplasi)
30 71 53 14
Telefontid mandag til torsdag kl. 08.00 – 15.00.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/1452554
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.