Fordi det er svært for dig at bruge almindelige høreapparater, er det muligt at anbringe et knogleforankret høreapparat bag øret.
Selve høreapparater anbringes på en skrue/implantat.
Vær opmærksom på
Operationen kan ikke gennemføres hvis du har lus. Derfor skal din hovedbund tjekkes senest 1 uge før operationen. Hvis du har lus, skal du straks i behandling.
Tag kontakt hvis du:
Bliver syg
Har væsentlig ændring i dine symptomer
Har feber
Er forkølet/hoster
Har influenza
Har udslæt eller sår på huden i det område, hvor du skal opereres.
Du kan sende afbud med sikker mail til afdelingen via eBoks eller borger.dk. Du kan også ringe på det telefonnummer, der står i din indkaldelse.
Vi kan give dig en ny tid til operation, hvis du er forhindret.
Vi kan give din tid til en anden, hvis du er forhindret.
Rygning hæmmer helingen af dine sår. Derfor anbefaler vi, at du nedsætter rygning til et minimum de sidste 14 dage før operationen og i tiden efter operationen, hvor såret skal hele.
Du bør have indkøbt smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Ipren) til brug efter hjemkomsten.
Hvis du bruger briller, høreapparater og/eller protese, må du gerne beholde dem på til du kommer til operationsgangen.
Her vil de blive opbevaret under operationen.
Husk etui til briller og kontaktlinser.
Hospitalet påtager sig ikke ansvaret for dine værdigenstande under din indlæggelse. Derfor anbefaler vi, at du lader smykker blive hjemme og kun medbringer få kontanter.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller lignende, da der kan være ventetid.
Forbered dig til operationen
Medbring din daglige medicin
Får du blodfortyndende medicin skal du aftale pause eller ændring med den kirurgiske klinik inden operationen. Ring til klinikken, der har henvist dig til operation.
Overvej om du vil have en person med som støtte, hvis du er nervøs og utryg.
Vi vil inddrage den pårørende du har taget med, i det omfang det er muligt.
Når vi fortæller om operationen og det videre forløb, kan det være hensigtsmæssigt at have en der lytter med. Det kan være svært at huske alle informationer.
Modtagelse
Som pårørende er du velkommen til at deltage i forløbet i Dagkirurgi.
På dagen kan vi aftale hvad og hvornår du skal deltage. Der er praktiske begrænsninger, som gør at du ikke kan være med til alt, men vi vil gøre hvad vi kan for at opfylde jeres ønsker.
Ventetid
Som pårørende kan du opleve ventetid, fordi vi ikke altid kan forudse hvor lang tid en operation tager.
Vi kan derfor heller ikke give dig et præcist tidspunkt for, hvornår patienten er klar til at komme hjem. Vi vil gerne ringe til dig, hvis du skal nå noget i mellemtiden.
Operationen
Det er ikke muligt at være med til selve operationen. I nogle tilfælde kan det være en fordel af være med, indtil patienten sover. Det aftaler I ved modtagelsen og skal afstemmes med dine og patientens behov.
På opvågningen
Patienten har brug for stille at komme til sig selv, evt. sove lidt og blive smertedækket. Nogle gange er det hensigtsmæssigt, at du som pårørende kommer ind og deltager straks når patienten er vågen.
På Opvågningen ligger der flere patienter, så det kan variere hvornår og hvor meget du vil få mulighed for at komme derind.
Afhentning
Som pårørende skal du kunne afhente med god varsel. Vi beder altid om telefonnummer og navn på den person, der skal hente.
Har du spørgsmål omkring selve operationen og evt. sygemelding efterfølgende, skal du kontakte den afdeling/klinik, som har henvist dig til operation.
Du kan se kontaktoplysninger hertil nederst i denne patientvejledning.
Inden operationen har bedøvelseslægen planlagt din bedøvelse ud fra din journal og dit spørgeskema, og kontakter dig kun ved behov. Du møder bedøvelsespersonalet på operationsdagen.
Spørgsmål til bedøvelsen og dagens forløb, skal du stille til Dagkirurgi. Du kan se kontaktoplysninger hertil nederst i denne patientvejledning.
På operationsdagen
For at nedsætte risikoen for infektion anbefaler vi, at du tager bad om morgenen på operationsdagen eller dagen før og vasker dig grundigt i området, som skal opereres.
Ofte skifter man kun delvist til hospitalstøj og det er derfor væsentligt, at du kommer i rent tøj på operationsdagen.
Tag varmt tøj på med plads til eventuel forbinding.
Undlad creme og make-up i operationsområdet.
Fjern piercinger og smykker.
For at optimere de hygiejniske forhold under din operation, og dermed minimere risikoen for infektion, er det være nødvendig at fjerne hår/skægvækst i det område, hvor du skal opereres.
Hvis du selv har en elektronisk klipper, skal du dagen inden selv fjerne skæg/hår i det område, hvor du skal opereres.
Personalet vil hjælpe dig på operationsdagen, hvis du ikke har en elektronisk hårklipper/barbermaskine.
Scan dit sundhedskort på scanneren, og tag plads i venteværelset.
I venteværelset kan du opleve, at andre som er mødt senere end dig, bliver kaldt ind først. Ikke alle skal ind til samme læge/speciale og ventetiden varierer derfor.
Du og eventuelt en pårørende modtages af en sygeplejerske, som vil gennemgå dagen og give dig forberedende medicin. Du får udleveret relevant hospitalstøj og får et skab til dine ejendele.
Du taler med kirurgen, som skal operere dig.
Herefter sidder du og venter indtil operationspersonalet henter dig, og følger dig ind på operationsstuen.
Personalet kan hjælpe.
Kirurgen vil fortælle dig om operationen, og sygeplejersken vil fortælle dig om forholdsregler, smertebehandling og lignende.
Du må komme hjem, når du og personalet vurderer, at du er klar til det. Det vil sige, at du føler dig godt tilpas og har været oppe at gå uden problemer efter operationen. Vi opfordrer også til, at du har drukket og spist, før du tager hjem.
Efter nogle operationer er der et planlagt ophold på Patienthotellet. Ophold på patienthotellet er arrangeret før operationen efter ønske af kirurgen og er afhængig af den operation, du skal gennemgå. Hvis du får behov for indlæggelse, bliver du flyttet til et sengeafsnit.
Om operationen
Operationen foregår i den type bedøvelse, som der er aftalt inden operationen.
Før operationen møder du den læge, der skal operere dig.
Der anbringes en titanium skrue i knoglen bag ved øret. Efter operationen vil der være påsat et beskyttende materiale.
Lokalbedøvelse gives på operationsstuen. Du taler med den læge der skal operere dig, og lægen giver dig lokalbedøvelsen. Det foregår som en indsprøjtning på stedet, der skal opereres. Det kan være ubehageligt mens bedøvelsen anlægges, idet det kan svie og spænde en del. Ubehaget er dog kortvarigt, da bedøvelsen virker hurtigt.
Hvad kan jeg mærke? Efter anlæggelse af lokalbedøvelse dækker vi området med sterilt papir for at holde området sterilt. Det betyder også, at du ikke kan se operationen.
Lægen tester, at lokalbedøvelsen virker, inden operationen starter. Du vil ikke kunne mærke smerte, men du kan mærke kulde og varme, og at der bliver rørt ved området.
Musik/lydbog
Du er velkommen til at have din egen musik med høretelefoner med ind på operationsstuen.
Efter operationen Til nogle operationer, er du blevet informeret forud for operationen ved modtagelse og kan derfor gå direkte ud og klæde om og tage hjem.
Til andre operationer skal vi observere dig en tid, før vi sender dig hjem og du vil ofte modtage informationen efter operationen på opvågningen/hvilestuen.
Risici og bivirkninger
Du kan kontakte klinikken i klinikkens åbningstid, hvis du efter operationen får feber, rødme eller hævelse ved operationsarret, eller hvis du er i tvivl om noget.
Nederst i denne vejledning finder du telefonnummer og åbningstider.
Udenfor klinikkens åbningstid og hvis det ikke kan vente til næste dag, så kan du kontakte sengeafsnittet. Se ligeledes telefonnummer nederest i denne vejledning.
Hvis der opstår infektion (ømhed, rødme og varme) i området, skal det behandles enten med antibiotika salve lokalt eller som tablet behandling.
Efter operationen
Der kan forekomme smerter efter operationen.
Smerterne vil oftest være mest tilstede de første par dage efter operationen.
Oplevelsen af smerte er meget forskellig fra person til person, men oftest kan smerterne afhjælpes ved smertestillende håndkøbsmedicin.
Hvis du oplever stærkere smerte og håndkøbsmedicin ikke kan hjælpe, så skal du kontakte afdelingen. Se telefonnumre sidst i denne vejledning.
Du skal være sygemeldt i 1-2 uger efter operationen
Når du kommer hjem
Så længe du har gazestrimmel/forbinding omkring skrue/implantat, må du ikke vaske hår, da gazestrimlen ikke må blive våd.
Hvis du arbejder i beskidte eller støvede miljøer, skal du holde dig fra dette, indtil der er fuld opheling omkring skrue/implantat.
Du skal undgå vild aktivitet, svømning og sport med risiko for slag mod hovedet den første måned.
Først en måned efter operationen må du bruge cykelhjelm eller arbejdshjelm.
Det er vigtigt, at skruen/implantatet får ro til at hele ind i knoglen.
Videre forløb
Forbindingen skal fjernes 7-10 dage efter operationen ved sygeplejerske i Øre-, Næse- og Halskirugisk Klinik. Du vil, ved denne konsultation, få udleveret en pjece om daglig hygiejne/pleje omkring skruen. Når såret er helet, skal høreapparatet tilpasses på Audiologisk Klinik.
Mere information
Du har adgang til at se din journal på www.sundhed.dk eller i appen MinSundhed.
Her kan du se dine oplysninger 0-2 dage, efter at de er registreret på hospitalet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.