H33: Operation for lammet stemmebånd - laryngoplastik
Gå direkte til
H33: Operation for lammet stemmebånd - laryngoplastik
Årsager til lammelse af stemmebåndet kan være mange f.eks. som følge af operation (hals, brysthule, spiserør), efter hjerneskade (blødning, blodprop, andet), eller pga. kræftsygdom (f. eks. lunge, brysthule, spiserør, skjoldbruskkirtel).
I en del tilfælde finder man ikke årsagen til lammelsen til trods for en grundig udredning og tilstanden betegnes da ”idiopatisk recurrensparese”.
Tilstanden medfører ofte en ’lukke defekt’, fordi det lammede stemmebånd står slapt og ikke kan bevæge sig ind mod det modsatte stemmebånd under stemmedannelse. Dette resulterer i at stemmen påvirkes. Ofte bliver den mere luftig og svag, evt. hæs. Nogle oplever desuden lettere synkeproblemer, dette er dog ofte forbigående.
Der indopereres en protese ved det lammede stemmebånd. Formålet er, at give det lammede stemmebånd mere fylde, således at der igen kan skabes kontakt mellem stemmebåndene og derved bedres stemmen.
Vær opmærksom på
Kontakt vores Booking i Øre-, Næse- og Halskirurgi, hvis der opstår en akut sygdom f.eks. feber eller forkølelse eller forhindring i at møde på det aftalte tidspunkt.
Rygning hæmmer helingen af dine sår. Derfor anbefaler vi, at du nedsætter rygning til et minimum de sidste 14 dage før operationen og i tiden efter operationen, hvor såret skal hele.
Hvis du får blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du er opmærksom på at holde pause med medicinen efter aftale med lægen.
Du må ikke køre bil i det første døgn efter bedøvelsen.
Du bør have indkøbt smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Ipren) til brug efter hjemkomsten.
Hvis du bruger briller, høreapparater og/eller protese, må du gerne beholde dem på til du kommer til operationsgangen.
Her vil de blive opbevaret under operationen.
Husk etui til briller og kontaktlinser.
Hospitalet påtager sig ikke ansvaret for dine værdigenstande under din indlæggelse. Derfor anbefaler vi, at du lader smykker blive hjemme og kun medbringer få kontanter.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller lignende, da der kan være ventetid.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
På operationsdagen
Inden operationen skal man hjemmefra tage bad, vaske hår og ansigt samt børste tænder.
Make-up og neglelak skal fjernes, fordi vi skal kunne se den naturlige kulør, mens man er bedøvet.
Som hovedregel skal alle piercinger fjernes.
Medbring vanlig medicin i original indpakning
For at optimere de hygiejniske forhold under din operation, og dermed minimere risikoen for infektion, er det være nødvendig at fjerne hår/skægvækst i det område, hvor du skal opereres.
Hvis du selv har en elektronisk klipper, skal du dagen inden selv fjerne skæg/hår i det område, hvor du skal opereres.
Personalet vil hjælpe dig på operationsdagen, hvis du ikke har en elektronisk hårklipper/barbermaskine.
Personalet kan hjælpe.
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Før operationen møder du den læge, der skal operere dig. Lægen vil undersøge dine stemmebånd inden operationen.
Operationen foregår ved, at der anlægges et lille snit på halsens yderside, i niveau med struben. Gennem et lille vindue i strubebrusken indsættes protesen (silikone), hvorved det lammede stemmebånd løftes ind mod det modsatte stemmebånd.
Efter operationen skal du være indlagt på Hoved- og Halskirurgisk Sengeafsnit i 1-5 døgn.
Risici og bivirkninger
Kontakt sengeafsnittet ved feber, rødme eller hævelse ved operationsarret, eller hvis du er i tvivl om noget
Efter operationen
Det første døgn efter undersøgelsen kan der forekomme smerter i halsen og hoste. Der kan eventuelt være blod i det ophostede slim.
Du skal være sygemeldt i 7 dage efter operationen
Når du kommer hjem
Du må ikke tale det første døgn efter operationen, og herefter må du bruge stemmen, som du plejer.
Undgå kontaktsport i 2-3 uger efter operationen
På såret sidder der små plastre, der tåler vand. Du må gå i brusebad dagen efter operationen. Vent med karbad, svømmehal og havbad indtil såret er helet.
Når disse er fjernet/faldet af anbefales det, at du beskytter såret ved anvende plaster (f.eks. englehud) i mindst 3 måneder.
Du bør undgå direkte sol på dit ar og bruge solfaktor 50 i op til et år efter operationen.
Hvis du efter operationen oplever vejrtrækningsproblemer skal du kontakte vores sengeafsnit. Se telefonnummer nederst på siden.
Videre forløb
Hvis du skal til svar og/eller kontrol, får du en tid i din e-boks
Mere information
Du har adgang til at se din journal på www.sundhed.dk eller i appen MinSundhed.
Her kan du se dine oplysninger 0-2 dage, efter at de er registreret på hospitalet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.