En udposning på spiserøret er en sækformet udvidelse, som oftest skyldes en svaghed i spiserøretsvæg.
Vær opmærksom på
Kontakt vores Booking i Øre-, Næse- og Halskirurgi, hvis der opstår en akut sygdom f.eks. feber eller forkølelse eller forhindring i at møde på det aftalte tidspunkt.
Rygning hæmmer helingen af dine sår. Derfor anbefaler vi, at du nedsætter rygning til et minimum de sidste 14 dage før operationen og i tiden efter operationen, hvor såret skal hele.
Du bør have indkøbt smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Ipren) til brug efter hjemkomsten.
Hvis du bruger briller, høreapparater og/eller protese, må du gerne beholde dem på til du kommer til operationsgangen.
Her vil de blive opbevaret under operationen.
Husk etui til briller og kontaktlinser.
Hospitalet påtager sig ikke ansvaret for dine værdigenstande under din indlæggelse. Derfor anbefaler vi, at du lader smykker blive hjemme og kun medbringer få kontanter.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller lignende, da der kan være ventetid.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Hvis du får blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du er opmærksom på at holde pause med medicinen efter aftale med lægen.
På operationsdagen
Du skal være indlagt på Hoved- og Halskirurgisk Sengeafsnit i ca. 1 døgn efter operationen
Inden operationen skal man hjemmefra tage bad, vaske hår og ansigt samt børste tænder.
Make-up og neglelak skal fjernes, fordi vi skal kunne se den naturlige kulør, mens man er bedøvet.
Som hovedregel skal alle piercinger fjernes.
Medbring vanlig medicin i original indpakning
Personalet kan hjælpe.
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Før operationen møder du den læge, der skal operere dig.
Operationen foregår via kikkert gennem munden. Udposningen findes på spiserøret og aflukkes ved hjælp af en "klips".
Risici og bivirkninger
Kontakt sengeafsnittet ved feber, rødme eller hævelse ved operationsarret, eller hvis du er i tvivl om noget
Efter operationen
Der kan forekomme smerter efter operationen.
Smerterne vil oftest være mest tilstede de første par dage efter operationen.
Oplevelsen af smerte er meget forskellig fra person til person, men oftest kan smerterne afhjælpes ved smertestillende håndkøbsmedicin.
Hvis du oplever stærkere smerte og håndkøbsmedicin ikke kan hjælpe, så skal du kontakte afdelingen. Se telefonnumre sidst i denne vejledning.
Du skal være sygemeldt i 1-7 dage efter undersøgelsen/operationen
Når du kommer hjem
Efter operationen må du drikke vand. Dagen efter operationen må du spise blød kost, hvorefter du, i løbet af de kommende dage, optrapper til almindelig kost.
Du bør undgå hård fysisk træning den første uge efter operationen.
Videre forløb
Hvis du skal til svar og/eller kontrol, får du en tid i din e-boks
Mere information
Du har adgang til at se din journal på www.sundhed.dk eller i appen MinSundhed.
Her kan du se dine oplysninger 0-2 dage, efter at de er registreret på hospitalet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.