H24: Afhjælpning af vejrtrækningsproblemer (Trakeotomi)
Gå direkte til
H24: Afhjælpning af vejrtrækningsproblemer (Trakeotomi)
Ved operationen bliver der indsat en kanyle (rør) fra forsiden af halsen ind i luftrøret (Trachea). Gennem kanylen kommer luften direkte ned i luftrøret og lungerne.
Kanylen sikrer, at vejrtrækningen bliver ubesværet.
Det kan være nødvendigt at have kanylen i en kortere eller længere periode.
Vær opmærksom på
Kontakt vores Booking i Øre-, Næse- og Halskirurgi, hvis der opstår en akut sygdom f.eks. feber eller forkølelse eller forhindring i at møde på det aftalte tidspunkt.
Rygning hæmmer helingen af dine sår. Derfor anbefaler vi, at du nedsætter rygning til et minimum de sidste 14 dage før operationen og i tiden efter operationen, hvor såret skal hele.
Hvis du bruger briller, høreapparater og/eller protese, må du gerne beholde dem på til du kommer til operationsgangen.
Her vil de blive opbevaret under operationen.
Husk etui til briller og kontaktlinser.
Hospitalet påtager sig ikke ansvaret for dine værdigenstande under din indlæggelse. Derfor anbefaler vi, at du lader smykker blive hjemme og kun medbringer få kontanter.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller lignende, da der kan være ventetid.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Hvis du får blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du er opmærksom på at holde pause med medicinen efter aftale med lægen.
På operationsdagen
Inden operationen skal man hjemmefra tage bad, vaske hår og ansigt samt børste tænder.
Make-up og neglelak skal fjernes, fordi vi skal kunne se den naturlige kulør, mens man er bedøvet.
Som hovedregel skal alle piercinger fjernes.
For at optimere de hygiejniske forhold under din operation, og dermed minimere risikoen for infektion, er det være nødvendig at fjerne hår/skægvækst i det område, hvor du skal opereres.
Hvis du selv har en elektronisk klipper, skal du dagen inden selv fjerne skæg/hår i det område, hvor du skal opereres.
Personalet vil hjælpe dig på operationsdagen, hvis du ikke har en elektronisk hårklipper/barbermaskine.
Medbring vanlig medicin i original indpakning
Personalet kan hjælpe.
Du skal forvente at være indlagt i ca. 14 dage
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Før operationen møder du den læge, der skal operere dig.
Under operationen laves der et lille hul på forsiden af din hals. Her anbringes der et plastikrør (trakealkanyle), hvor igennem du nu kan trække vejret. Dette rør holdes fast med et bånd rundt om halsen.
Risici og bivirkninger
Kontakt sengeafsnittet ved feber, rødme eller hævelse ved operationsarret, eller hvis du er i tvivl om noget
Der er en lille risiko (1%) for, at der opstår blødning efter operationen. Blødningen vil oftest opstå indenfor det første døgn, og vil vise sig som en pludselig større og spændt hævelse på halsen.
Blødningen kan medføre at det trykker ubehageligt i halsen.
Dette viser sig ved, at der 3-5 dage efter operationen opstår ømhed, rødme og varme omkring såret. Du kan føle dig alment utilpas og der kan opstå feber.
Infektionen behandles med antibiotika og eventuelt ved at udtømme betændelsen.
Efter operationen
Efter operationen vil du have fast vagt om aftenen og om natten første døgn efter operationen. Det er for at skabe tryghed for dig i din nye situation.
Det er ligeledes for at hjælpe dig med kommunikation, da du ikke kan tale den første tid efter operationen.
Når du hoster vil der komme noget slim op gennem kanylen. Har du svært ved at hoste slimen op, vil vi hjælpe dig med at suge slimen op med et sug og rengøre kanylen.
Du vil efter operationen opleve, at du har mere slim. Oplevelsen af den øget slimmængde er helt normalt, da du nu hoster slimen ud.
Trådene fjernes 8-10 dage efter operationen
Der vil være smerter ved operationssåret på halsen, hvilket er almindeligt og forventligt.
Smerterne vil blive lindret med smertestillende medicin.
Du kan selv rengøre din kanyle efter nogle dage.
Du kan tale ved at sætte en finger for kanylens åbning eller ved at bruge en speciel taleventil, som kan sættes på.
Du bliver udskrevet, når du og dine pårørende er helt fortrolige med at suge, rense, indsætte inderkanyle og pleje huden omkring kanylen. Det vil sige ca. 1 uge efter operationen, eventuelt efter nogle døgns "orlov" om dagen, mens du overnatter på afdelingen.
Hele trakealkanylen skal skiftes hver 4.-5. uge på et hospital.
Genoptræning
Din kommune har forskellige tilbud. Se på Sundhed.dk og find ud af hvad din kommune tilbyder.
Når du kommer hjem
Under indlæggelsen vil der blive udleveret en informations-/vejledningsmappe med nyttig information om den nye tilstand. Den kan bruges af dig selv, pårørende og hjemmeplejen.
Suget skal være tilrådighed under hele forløbet med trakealkanyle.
Vi anbefaler, at suget kun bruges, hvis det ikke er muligt at hoste slimen op i kanylen.
Når du kommer hjem, vil du indenfor den første tid, få besøg af en hjemmesygeplejerske.
Videre forløb
Hvis du skal til svar og/eller kontrol, får du en tid i din e-boks
Mere information
Du har adgang til at se din journal på www.sundhed.dk eller i appen MinSundhed.
Her kan du se dine oplysninger 0-2 dage, efter at de er registreret på hospitalet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.