Af forskellige årsager kan der i luftrøret være et område, der er forsnævret (trachealstenose).
Denne forsnævring kan fjernes ved en operation.
Vær opmærksom på
Kontakt vores Booking i Øre-, Næse- og Halskirurgi, hvis der opstår en akut sygdom f.eks. feber eller forkølelse eller forhindring i at møde på det aftalte tidspunkt.
Rygning hæmmer helingen af dine sår. Derfor anbefaler vi, at du nedsætter rygning til et minimum de sidste 14 dage før operationen og i tiden efter operationen, hvor såret skal hele.
Du bør have indkøbt smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Ipren) til brug efter hjemkomsten.
Hvis du bruger briller, høreapparater og/eller protese, må du gerne beholde dem på til du kommer til operationsgangen.
Her vil de blive opbevaret under operationen.
Husk etui til briller og kontaktlinser.
Hospitalet påtager sig ikke ansvaret for dine værdigenstande under din indlæggelse. Derfor anbefaler vi, at du lader smykker blive hjemme og kun medbringer få kontanter.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller lignende, da der kan være ventetid.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Hvis du får blodfortyndende medicin, er det vigtigt, at du er opmærksom på at holde pause med medicinen efter aftale med lægen.
På operationsdagen
Inden operationen skal man hjemmefra tage bad, vaske hår og ansigt samt børste tænder.
Make-up og neglelak skal fjernes, fordi vi skal kunne se den naturlige kulør, mens man er bedøvet.
Som hovedregel skal alle piercinger fjernes.
Medbring vanlig medicin i original indpakning
Personalet kan hjælpe.
Om operationen
Operationen foregår i fuld bedøvelse.
Før operationen møder du den læge, der skal operere dig.
Via et snit på halsen kan det stykke af luftrøret, der er forsnævret, fjernes.
Efter operationen bliver der syet et par tråde fast i din hud, så du ikke kan bøje halsen bagover eller dreje hovedet.
Operationssåret bliver lukket med sting, der opløser sig selv. På såret bliver der sat plaster.
Risici og bivirkninger
Kontakt sengeafsnittet ved feber, tiltagende smerter, åndenød, eller hvis du er i tvivl om noget
Dette viser sig ved, at der 3-5 dage efter operationen opstår ømhed, rødme og varme omkring såret. Du kan føle dig alment utilpas og der kan opstå feber.
Infektionen behandles med antibiotika og eventuelt ved at udtømme betændelsen.
Efter operationen
Der kan forekomme smerter efter operationen.
Smerterne vil oftest være mest tilstede de første par dage efter operationen.
Oplevelsen af smerte er meget forskellig fra person til person, men oftest kan smerterne afhjælpes ved smertestillende håndkøbsmedicin.
Hvis du oplever stærkere smerte og håndkøbsmedicin ikke kan hjælpe, så skal du kontakte afdelingen. Se telefonnumre sidst i denne vejledning.
Efter operationen skal du den 1. nat overnatte på Intensiv afsnit.
Efter operationen er det vigtigt, at slimhinden i luftvejene holdes fugtig, for at der ikke dannes skorper. Dette gøres ved hyppige saltvandsinhalationer. Du får udleveret et apparat til at forstøve saltvandet med.
Når du kommer hjem, skal du bruge apparatet minimun 3 gange i døgnet.
Du skal være sygemeldt i mindst 3-4 uger
Når du kommer hjem
Du må spise og drikke alle former for kost ud fra, hvad du har lyst til eller aftalt med lægen.
I nogle tilfælde kan det være smertelindrende med kolde drikke. Du må prøve dig frem, hvad der er bedst for dig.
Overordnet er det vigtigt at komme i gang med at spise og drikke efter operationen, så sårene kan hele.
Hvis du oplever, at det er svært for dig at indtage dit daglige energibehov, så kan du få udleveret en ernæringsrecept hos os.
Du kan også kontakte din egen læge for at få ernæringsvejledning.
Undgå hård fysisk træning i 3-4 uger efter operationen
Videre forløb
Hvis du skal til svar og/eller kontrol, får du en tid i din e-boks
Mere information
Du har adgang til at se din journal på www.sundhed.dk eller i appen MinSundhed.
Her kan du se dine oplysninger 0-2 dage, efter at de er registreret på hospitalet.
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.