Undersøgelsen kan vise, hvordan forholdene i struben er.
Vi kan ved undersøgelsen fjerne/tage prøver fra eventuelle forandringer i slimhinden.
Vær opmærksom på
Kontakt vores Booking i Øre-, Næse- og Halskirurgi, hvis der opstår en akut sygdom f.eks. feber eller forkølelse eller forhindring i at møde på det aftalte tidspunkt.
Du bør have indkøbt smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Ipren) til brug efter hjemkomsten.
Hvis du/barnet bruger briller og/eller høreapparater, må du/barnet gerne beholde dem på til du/barnet kommer til operationsgangen.
Her vil de blive opbevaret under operationen.
Husk etui til briller og/eller høreapparat.
Det er en god ide at medbringe læsestof eller lignende, da der kan være ventetid.
Forbered dig til operationen
Det er vigtigt, at barnet overholder nedenstående fasteregler. Operationen bliver aflyst, hvis barnet ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 1 time før
De sidste 6 timer før mødetidspunktet må barnet ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice. Småbørn må dog få modermælkserstatning indtil 4 timer før og brystmælk indtil 3 timer før mødetidspunktet.
Barnet må drikke vand og saftevand indtil 1 time før mødetidspunktet.
Giv barnet lidt sød saft 1 time før mødetidspunktet. Saftevand modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen.
Husk: Den sidste time før mødetidspunktet må barnet intet indtage.
Vi anbefaler, at barnet heller ikke tygger tyggegummi.
På operationsdagen
Inden operationen skal man hjemmefra tage bad, vaske hår og ansigt samt børste tænder.
Make-up og neglelak skal fjernes, fordi vi skal kunne se den naturlige kulør, mens man er bedøvet.
Som hovedregel skal alle piercinger fjernes.
Medbring vanlig medicin i original indpakning
Personalet kan hjælpe.
For flere praktiske oplysninger henvises til Børn- og Unges hjemmeside
Før operationen møder du/barnet den læge, der skal foretage operationen.
Via kikkert gennem munden har man mulighed for at undersøge struben. Der tages samtidig prøver af eventuelle forandringer.
Risici og bivirkninger
Kontakt sengeafsnittet ved feber, rødme eller hævelse ved operationsarret, eller hvis du er i tvivl om noget
Efter operationen
Det første døgn efter undersøgelsen kan der forekomme smerter i halsen og hoste. Der kan eventuelt være blod i det ophostede slim.
Du/barnet skal være hjemme i 1-7 dage efter undersøgelsen/operationen
Når du kommer hjem
Så vidt det er muligt, skal du/barnet have fuldstændig stemmehvile i 3 dage efter operationen, hvis der er taget prøve/fjernet noget på stemmebåndene.
I de efterfølgende 1-2 uger skal du/barnet undgå at rømme sig, råbe, synge, hviske og tale i telefon. Alt dette er med til at belaste stemmebåndene unødigt.
Videre forløb
Hvis du/barnet skal til svar og/eller kontrol, vil der blive tilsendt en tid til e-boks
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.