Kyssesyge eller Mononukleose er en virussygdom, der er forårsaget af Epstein-Barr virus- Sygdommen er blandt andet karakteriseret ved halsbetændelse, hævede lymfeknuder og udtalt træthed.
Virus overføres fra spyt til slimhinden i munden og herfra gennem blodet til lymfekirtler, milt og lever. Fra man er smittet, går der ca. 30 - 50 dage før symptomerne begynder at vise sig.
Op til sygdomsudbrud kan der være en periode på 1-2 uger, hvor det føles som om, man har influenza.
Symptomerne ved kyssesyge er:
Halsbetændelse med hævede mandler, hvor der findes tykke, hvide belægninger.
Feber
Udtalt træthed
Muskelsmerter
Hovedpine
Svedtendens
Mavesmerter, der kan være tegn på miltforstørrelse
Hævede og ømme lymfeknuder på halsen, under armhulder og i lysken
Leveren kan være forstørret
Udslæt på kroppen. Ampicillin (et antibiotika) kan fremprovokere udslæt.
Har du først haft sygdommen, er du beskyttet imod den for resten af livet, hvilket vil sige, du er immun.
Forbered dig til behandlingen
Du bør have indkøbt smertestillende håndkøbsmedicin (f.eks. Panodil, Ipren) til brug efter hjemkomsten.
Om behandlingen
Din diagnose stilles ved hjælp af blodprøver og halspodning. Oftest er indlæggelse ikke nødvendig, men i nogle tilfælde kan du være så medtaget, at du ikke kan spise og drikke, hvorfor det kan være nødvendigt at blive indlagt.
Der findes ingen effektiv behandlinger mod infektioner med Epstein-Barr virus, men symptomerne kan afhjælpes, for eksempel med smertestillende medicin og væske direkte ind i blodbanen.
Risici og bivirkninger
I sjældne tilfælde kan der opstå en byld i svælget. Dette kan gøre det vanskelligere for dig at synke og trække vejret.
En byld skal som udgangspunkt tømmes. Dette kan enten gøres ved at lave et lille snit i slimhinden omkring svælgmandlen eller ved en operation, hvor mandlen fjernes helt, og bylden derved forsvinder.
Vær opmærksom på
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at blive indlagt for at få væske.
I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt, at du indlægges og får fjernet den byld, du eventuelt har i svælget.
For flere praktiske oplysninger henvises til Børn- og Unges hjemmeside
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.