Tårerne løber normalt væk fra øjet via to tårepunkter på øjenlågene og videre gennem to tynde tåreledere til tåresækken, som ligger i øjenkrogen ind mod næsen. Herfra løber tårerne videre ned gennem tårekanalen, som munder ud i næsen, hvorfra tårerne løber ned i svælget.
Hvis der er stop i tårevejene, kan man få symptomer i form af tåreflåd og betændelse.
Formålet med en endonasal DCR-operation er at genskabe forbindelsen mellem tåresækken og næsen.
Forbered dig til operationen
Du skal købe den ordinerede medicin inden operationen. Recepterne er lagt på apotekets server. Det betyder, at du kan hente medicinen på det apotek, du ønsker.
Medicinen består af:
øjendråber Oridecin (eller tilsvarende præparat)
næsespray Otrason og
tabl. Amoxicillin/Clavulansyre (500mg/125mg).
Vi anbefaler, at du samtidig køber almindelig smertestillende medicin (Pinex, Pamol eller Panodil), da du efter operationen kan få lette smerter.
Køb gerne hjælpemiddel til næseskylning forud for operationen.
Hvis din medicin er blevet ændret siden forundersøgelsen, skal du få din praktiserende læge til at opdatere dit elektroniske medicinkort også kaldet 'Fælles Medicinkort (FMK)'.
Du må ikke selv køre bil hjem efter operationen.
Har du en infektion (fx. øjen-, hals-, blære-, hud- eller lungebetændelse), bedes du kontakte afdelingen inden operationsdagen - også selv om du ikke får antibiotika.
På operationsdagen
Operationen foregår i fuld bedøvelse
Det er vigtigt, at du overholder nedenstående fasteregler. Din operation bliver aflyst, hvis du ikke overholder fastereglerne.
Stop med at spise 6 timer før - stop med at drikke 2 timer før
Du må ikke spise eller drikke mælk eller juice med frugtkød, fx appelsinjuice, de sidste 6 timer før dit mødetidspunkt.
Du må drikke vand, saftevand, te og kaffe uden mælk indtil 2 timer før dit mødetidspunkt.
Drik gerne 2 glas sød saft 2 timer før dit mødetidspunkt. Saftevandet modvirker kvalme og utilpashed før og efter operationen. Hvis du har diabetes, skal du følge den aftale, du har lavet med personalet.
Husk: De sidste 2 timer før dit mødetidspunkt må du intet indtage. Du må heller ikke ryge, bruge e-cigaretter, skrå eller snus, og vi anbefaler at du heller ikke tygger tyggegummi.
Du skal ikke faste længere tid, end der står her. Hvis du faster for længe, kan du bl.a. blive dehydreret og opleve ubehag.
Tag bad og vask dig omkring øjet - undgå creme og makeup
Blodfortyndende medicin
Får du blodfortyndende medicin skal du muligvis holde pause op til operationen. Dette skal du have aftalt med lægen i forbindelse med forundersøgelsen. Hvis du er i behandling med Marevan eller Marcoumar, skal du have målt INR ved din praktiserende læge dagen før operationen. Kontakt Øjensygdomme, hvis INR er over 2,5.
Diabetesmedicin
Hvis du har sukkersyge, skal du IKKE tage din diabetesmedicin på operationsdagen, men medbring venligst diabetesmedicinen til brug efter operationen.
Anden medicin
Al anden medicin tages som vanligt.
Om operationen
Operationen udføres normalt i samarbejde med en specialist fra øre-næse-hals afdelingen og en spedcialist fra øjenafdelingen.
Ved hjælp af en kikkert udføres operationen via næsen. Der lægges et snit i næseslimhinden og laves et hul gennem den underliggende næseknogle,
hvorved tåresækken blotlægges. Herefter åbnes tåresækken. Gennem den nydannede kanal lægges en siliconeslange, som anbringes for at forhindre, at den nye passage lukkes i helingsprocessen. Efter operationen vil du kunne se
siliconeslangen i øjenkrogen fra øvre til nedre tårepunkt. Ligeledes vil du muligvis i næseboret kunne se de to ender af siliconeslangen.
Ved komplet stop i tårevejene med samtidig betændelse i tåresækken, kan generne fjernes ved ca. 90% af operationerne.
Hvis det drejer sig om mindre udtalte symptomer i form af let tåreflåd, er resultaterne lidt dårligere.
Fordelen ved at operere via næsen (eDCR) er, at man undgår et ar i huden.
Risici og bivirkninger
Du kan opleve lidt sivende blødning fra næsens slimhinde de første døgn efter operationen - det er helt almindeligt
Infektion efter tårevejsoperation kan forekomme, men er sjælden. Det forebygges med antibiotika under og efter operationen.
Sammenvoksninger af næseslimhinden og tillukning af knogleåbningen kan forekomme og føre til at tårevejene lukkes til igen.
Mere alvorlige komplikationer, som følge af brud på næseknoglen, er yderst sjældent.
Så længe siliconeslangen ligger i tårevejene, vil nogle stadig have tåreflåd. Desuden vil ca. 10% ikke have tilstrækkelig effekt af operationen. Hos nogle patienter kan man forsøge at operere igen.
Efter operationen
Her holder personalet øje med dig og hjælper med smertestillende medicin, hvis du har ondt. Du skal forvente at være på opvågningsafsnittet i 1-2 timer.
Efter opvågningen kommer du tilbage til Øjensygdomme. Det er en ambulant operation, og du sendes derfor hjem fra Øjensygdomme, når du er frisk til dette.
Når du er tilbage fra opvågningsafsnittet, får du lagt ispakning over næseryggen 2 gange af 15 minutters varighed.
Dette kan du evt. gentage hjemme efter behov for at mindske hævelse eller blødning.
Den første nat efter operationen må du ikke sove alene, men skal have en voksen pårørende hos dig.
Har du ikke mulighed for dette, kan det være nødvendigt, at du forbliver indlagt indtil dagen efter operationen.
Når du kommer hjem
Det er meget vigtigt, at du IKKE selv klipper siliconeslangen over eller trækker den op i øjenkrogen.
Hvis slangen selv forskubber sig op i øjenkrogen inden månedskontrollen, kan du forsigtigt forsøge med en ren lillefinger at skubbe den ned i tårekanalen igen.
Hvis det ikke lykkes, skal du kontakte Øjensygdomme.
Indtag IKKE varme fødevarer/drikke i det første døgn efter operationen
Øjendråber
Du skal dryppe det berørte øje med Oridecin øjendråber, 1 dråbe 3 gange dagligt i 2 uger.
Næsespray
Du skal bruge Otrason næsespray i det pågældende næsebor 2 gange dagligt i 2 uger.
Tablet
Tag tabl. Amoxicillin/Clavulansyre (500mg/125mg) 3 gange dagligt i 10 dage.
Du må tage smertestillende medicin ved behov, tablet Paracetamol 1g max. 3 gange det første døgn efter operationen. Herefter 4 gange i døgnet ved behov.
To dage efter operationen skal du påbegynde skylning med saltvand i begge næsebor. Dette foretages 3 gange dagligt i 1 uge, herefter 2 gange dagligt i en måned. Efterfølgende anbefales fortsat skylning et par gange om ugen i 2-3 måneder.
Læse mere om hvordan du gør i patientvejledningen: Næseskylning
Du kan evt. øve denne teknik inden operationen.
Denne blødning standser normalt spontant og lettere, hvis du sidder op. Om natten kan du med fordel sove med let eleveret hovedleje, f.eks. med et par ekstra hovedpuder.
For at undgå blødning anbefales det, at du undgår hårdt fysisk arbejde, tunge løft og sport den første uge efter operationen.
Stillesiddende arbejde kan vanligvis genoptages 3-4 dage efter operationen.
Videre forløb
Siliconeslangen fjernes ved kontrol i Øjensygdomme 1-3 måneder efter operationen
Kontakt
Telefon
Vil du ændre din tid, kan du ringe på tlf. 7845 4639 mellem kl. 9-12.
Har du brug for at tale med en sygeplejerske, kan du komme i kontakt med dem via sekretæren hverdage mellem kl. 9-12.
Har brug for at henvende dig uden for dette tidsrum, kan du træffe en sekretær på 7845 4620 alle hverdage mellem kl. 8-15.
Har du akut behov for hjælp efter kl. 15 kontaktes afdelingen på 7845 4600.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/759995
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.