Øjensygdommen uveitis (regnbue- og årehindebetændelse)

Ved regnbuehindebetændelse er øjet oftest:

• rødt
• lysfølsomt
• smertende
• synet er som regel sløret

I nogle tilfælde- for eksempel ved børnegigt - er der kun få eller ingen symptomer, og øjet er normalt og blegt at se på, ligesom synet i starten kan være normalt.

Ved en årehindebetændelse er øjet som regel

• blegt
• synet kan være normalt, men ofte får man bevægelige uklarheder i synsfeltet
• netsat læsesyn

Der vil sjældent være smerter relateret til denne sygdom.

Betændelse i regnbuehinden og/eller i årehinden skyldes hyppigst en fejlreaktion af kroppens eget immunforsvar - kaldet 'autoimmunitet'.

Autoimmunitet skyldes at kroppens eget immunforsvar fejlagtigt reagerer med en betændelsesreaktion mod kroppens eget væv. Man mener, at en række sygdomme forårsages af sådanne fejlreaktioner i kroppens eget immunforsvar som f.eks. leddegigt, dissemineret sklerose samt mange former for regnbue- og årehindebetændelser. Sygdommen kan derfor forekomme sammen med andre autoimmune sygdomme i kroppen såsom nogle gigt- og bindevævssygdomme.

En autoimmun reaktion kan også udløses i efterforløbet af en infektion. Derfor kan sygdommen også være forårsaget af en infektion med en mikroorganisme. I ca. halvdelen af tilfældene kan man ikke finde en årsag til sygdommen.

De hyppigste årsager til regnbuehinde- og årehindebetændelse i Danmark er:

• Gigtsygdomme (Bechterews sygdom, børnegigt)
• Haresyge (Toxoplasmose)
• Bindevævssygdommen Sarcoidose
• Virussygdommen Herpes

Diagnosen stilles ved en øjenundersøgelse. I nogle tilfælde vil det være relevant at undersøge for årsagen til en betændelsesreaktion i øjet - specielt hvis der er mistanke om en infektion, eller hvis der er symptomer på en gigt- eller bindevævssygdom.

Ofte vil en undersøgelse for en mulig årsag til en betændelsestilstand i øjet bestå af en grundig undersøgelse for symptomer på andre sygdomme - eventuelt suppleret med blodprøver og røntgenundersøgelser. I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at tage en prøve fra øjet (øjenvæsken eller glaslegemet) og undersøge for infektion.

Regnbuehindebetændelse

En regnbuehindelsebetændelse går som regel i ro efter et par ugers behandling, men har desværre tendens til at komme igen. Hos nogle bliver regnbuehindebetændelsen kronisk og kan kun holdes i ro ved langvarig behandling.

Årehindebetændelse

En årehindebetændelse har hyppigt et kronisk forløb og kræver i mange tildælde langvarig behandling med binyrebarkhormon eller andre former for immundæmpende medicin. I nogle tilfælde kan en operation med fjernelse af øjets glaslegeme bedre tilstanden.

Kronisk betændelse i regnbue- og årehinden

Ved en kronisk betændelse i regnbue og årehinden er der en øget risiko for udvikling af følgesygdomme som for eksempel grå stær (katarakt), grøn stær (glaukom) og nethindesygdomme. I disse tildælde kan der være risiko for permanent synsnedsættelse.

I langt de fleste tilfælde behandles en regnbue- og årehindebetændelse med binyrebarkhormon i form af øjendråber, tabletter eller indsprøjtninger omkring øjet eller i øjet. En regnbuehindebetændelse kan som regel behandles med dråber, hvorimod en årehindebetændelse som regel kræver behandling med indsprøjtninger eller tabletter.

I tilfælde, hvor der er mistanke om infektion, vil man supplere behandlingen med antibiotika - ofte i tabletform.

Ved en regnbuehindebetændelse er der risiko for sammen-voksninger mellem regnbuehinden og linsen, hvilket kan hindre pupillen i at bevæge sig normalt. Man vil derfor almindeligvis også behandle en regnbuehindebetændelse med øjendråber, der udvider pupillen og derved hindrer sammenvoksninger. Denne behandling dræmper som regel også smerterne.

Man kan ikke selv forebygge regnbue- og årehindebetændelse, men hvis man har en sygdom med øget risiko for udvikling af regnbuehinde- og årehindebetændelse såsom visse gigt- og bindevævssygdomme, bør man være opmærksom på symptomer og søge øjenlæge, hvis de opstår.

Børn med børnegigt har en øget risiko for at udvikle en symptomfri form for regnbuehindebetændelse, som kan få et meget alvorligt forløb, hvis den ikke behandles. Børn med børnegigt bør derfor undersøges regelmæssigt af en øjenlæge de første 7 år efter, at gigtdiagnosen er stillet.