Tabletterne bør indtages efter et måltid eller til natten for at mindske bivirkninger.
Den ordinerede dosis skal nøje overholdes. Hvis en dosis glemmes, skal der ikke indtages dobbelt dosis næste gang. Du skal blot fortsætte med vanlig dosering.
Opbevar medicinen i den originale emballage
Del IKKE tabletterne over
Sådan virker medicinen
Regnbuehindebetændelse er en immunsygdom. Det betyder at kroppens immunsystem er aktiveret, hvilket kan forårsage betændelsesreaktioner (inflammation) forskellige steder i kroppen.
Azathioprin virker ved at undertrykke kroppens naturlige immunsystem og hæmmer derved betændelsestilstande.
Azathioprin helbreder ikke øjensygdommen uveitis, men medicinen kan holde sygdommen i ro og bremse udviklingen af skader i øjet hos ca. 2/3 af de patienter, der starter på behandlingen.
Virkningen indtræder først efter et par måneder.
Risici og bivirkninger
Der kan forekomme lettere kvalme, mavesmerter og appetitløshed - specielt i starten. Disse bivirkninger mindskes ved at tage medicinen fordelt på 2 doser lige efter et måltid eller til natten.
Behandlingen kan påvirke mundslimhinden, hvilket viser sig som sår og belægninger i mundhulen.
Behandlingen kan påvirke tarmslimhinden, hvilket kan give diarré.
I sjældne tilfælde opleves hårtab. Håret vil vokse ud igen efter behandlingens afslutning.
Vær opmærksom på
Der skal holdes pause med behandling i forbindelse med feber (over 38°) og/eller antibiotikakrævende infektioner.
Kontakt egen læge ved feber og tegn på infektion
Kvinder der er i behandling med Azathioprin bør ophøre med behandlingen under graviditet, da det øger risikoen for at barnet fødes med lav fødselsvægt. Du kan dog fortsætte med behandlingen indtil graviditet planlægges.
Azathioprin må ikke tages under amning.
På grund af en øget risiko for infektion bør det overvejes at holde pause med medicinen før større operative indgreb.
Azathioprin kan normalt tages sammen med anden medicin, men du skal være opmærksom på, at Azathioprin kan ændre virkningen af visse former for medicin. Du bør derfor rådføre dig med din læge om brugen af anden medicin.
Da immundæmpende behandling generelt øger risikoen for hudkræft, bør man være omhyggelig med at beskytte sig mod sollys.
Videre forløb
Medicinen kan hæmme knoglemarvens dannelse af blodlegemer, samt give nyre- og leverpåvirkning. Derfor kræver behandlingen regelmæssig blodprøvekontrol hver 8.-12. uge for at imødegå eventuelle bivirkninger.
Blodprøver bestilles og kontrolleres af Øjensygdomme, men det er dit eget ansvar, at bestille tid til at få taget blodprøverne på et af regionens blodprøvesteder.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/859474
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.