Operation med kunstig linse (ICL) for nærsynet- eller langsynethed
Gå direkte til
Operation med kunstig linse (ICL) for nærsynet- eller langsynethed
Ved operationen indsættes en kunstig linse (ICL) mellem regnbuehinden og øjets naturlige linse.
Behandlingen har til formål at korrigere brydningsfejl som langsynethed og nærsynethed.
Forbered dig til operationen
Du skal købe de ordinerede øjendråber inden operationen. Recepten er lagt på apotekets server. Det betyder, at du kan hente øjendråberne på et vilkårligt apotek.
Vi anbefaler, at du desuden køber almindelig smertestillende medicin (Pinex, Pamol eller Panodil), da du efter operationen kan få lette smerter i øjet.
Undgå kontaktlinsebrug 24 timer forud for operationen
Vi anbefaler ikke du selv kører bil hjem efter operationen. Medbring gerne solbriller, idet de kan være behagelige til hjemtransporten.
Hvis din medicin er blevet ændret siden forundersøgelsen, skal du få din praktiserende læge til at opdatere dit elektroniske medicinkort også kaldet 'Fælles Medicinkort (FMK)'.
Har du en infektion (fx. øjen-, hals-, blære-, lungebetændelse) bedes du kontakte afdelingen inden operationsdagen. Dette også selvom, du er opstartet i antibiotisk behandling.
De fleste vil kunne starte job efter 4-5 dage.
På operationsdagen
Tag bad og vask øjenomgivelserne - Undgå creme og makeup
Medmindre andet er aftalt med øjenlægen, skal du tage din vanlige medicin.
Dette gælder også blodfortyndende medicin som Hjertemagnyl, Marevan eller Marcoumar.
Forvent at være i afdelingen i ca. 4 timer
Om operationen
Før operationen skal du forberedes med pupiludvidende øjendråber. Du skal forvente at der vil gå noget tid, før øjendråberne har gjort dine pupiller store, og du er klar til operationen.
Operationen foregår i lokalbedøvelse. Det betyder, at du er vågen under operationen, men du mærker ikke noget.
Ved operationen indsættes den kunstige synskorrigerende linse foran den naturlige linse i dit øje.
Selve indgrebet tager ca. 30 minutter
Risici og bivirkninger
Den implanterede kunstige linse ligger i kort afstand til øjets naturlige linse. Det øger risikoen for at den naturlige linse bliver uklar og udvikler grå stær.
Grå stær er normalt en sygdom der udvikles med alderen, og som mange ældre mennesker bliver opereret for. Hvis det er nødvendigt at operere for grå stær hos yngre personer kan operationen indebære større risiko for komplikationer.
I meget sjældne tilfælde kan patienter udvikle højt tryk i øjet, som bliver medicinkrævende. Dette vil ofte være en livslang medicinsk behandling. Hvis trykket i øjet er for højt over en længere periode, vil man, i værste fald kunne miste syn.
Det inderste lag af hornhinden består af et tyngt lag af celler, der pumper væske ud af hornhinden, så den forbliver klar. Enhver form for operation inde i øjet vil føre til et mindre tab af disse celler. I sjældne tilfælde kan tabet af disse celler blive for stort, så hornhinden blive uklar og synet nedsat.
Ved alle former for øjenoperationer er der en meget lille risiko for infektion i selve øjet, der kan påvirke synet permanent.
Ganske mange patienter vil efter operationen opleve at se skær eller ringe omkring lyskilder og nogle føler flere blændingsgener end før de blev opereret. For enkelte bliver disse gener så udtalte at det i værste fald kan blive nødvendigt at fjerne linserne igen.
Efter operationen
Efter operationen er der er en meget lille risiko for, at øjentrykket i det opererede øje er for højt. Du skal derfor ca. 3 timer efter operationen have målt dit øjentryk. Dette foregår i vores klinik, hvor du var til forundersøgelse.
Du behøver ikke at være i afdelingen i ventetiden mellem operationen, og indtil du skal have målt dit øjentryk. Du må fx. gerne bruge tiden i hospitalets cafe eller gå tur i hospitalets udenomsarealer.
Du må tage hjem, når vi har sikret os at dit øjentryk er normalt.
Når du kommer hjem
For at mindske risikoen for betændelse og hævelse i det opererede øje, skal du dryppe med to forskellige slags øjendråber:
Maxidex i 2 uger 1 dråbe morgen, middag og aften
Voltabak i 3 uger (6 uger, hvis du har sukkersyge) 1 dråbe morgen, middag og aften
Du kan få udleveret et dryppeskema på operationsdagen, hvis du ønsker.
Sådan drypper du øjet:
Det er vigtigt at vaske hænder før du drypper øjet.
Vent gerne et par minutter mellem de to øjendråber.
Hvis du er i behandling med andre øjendråber, skal du huske også at dryppe øjet med disse, medmindre du har fået andet at vide.
Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.
I dagene efter operationen kan du have lette smerter i øjet. Smerterne kan behandles med vanlig smertestillende håndkøbsmedicin. Derudover kan du opleve gener som:
Kløe i øjet
Sløret syn
Grusfornemmelse i øjet
Øjet er let rødt og løber i vand.
Disse symptomer er helt normale og er ikke noget du skal være bekymret over. De vil aftage i løbet af nogle dage.
Vi vil gerne høre fra dig, hvis du, i dagene efter operationen oplever tiltagende smerter i øjet eller et af følgende symptomer:
Kraftig hovedpine
Øjet pludseligt bliver meget rødt
Kvalme eller opkastninger
At synet forværres efter at have været normalt
At gnide dig i øjet
At læse de første 2-3 dage efter operationen.
Fysiske anstrengelser, tunge løft samt hård træning de første to uger.
Arbejde i støvede miljøer, eller fysisk krævende arbejde de første to uger.
Brug af øjenmakeup de første to uger.
Svømmebad og havbad den første måned.
Kontaktlinsebrug den første måned.
Se TV.
Tage brusebad.
Udføre vanlige dagligdags aktiviteter.
Genoptage arbejde der foregår i støvfrit miljø eller ikke er fysisk krævende efter 4-5 dage.
Videre forløb
Efter operationen skal du til kontrol, hvor du vil få lavet en synsundersøgelse.
Hvis du ikke har fået udleveret tider til kontrol ved din forundersøgelse, vil du modtage indkaldelse i din e-boks.
I din e-boks vil du modtage en indkaldelse til kontrol 3 måneder, 1 år og 5 år efter operationen. Ved kontrollen vil vi lave en synsundersøgelse af begge dine øje.
Mere information
En ICL linse (Implantable collamer lens) består af ”collamer” som er et blødt, fleksibelt materiale. Ved operationen placeres den tynde linse bag ved øjets regnbuehinde men foran den naturlige linse og fungerer derfor som en slags kontaktlinse inde i øjet. Såfremt linsen giver anledning til synsmæssige gener kan den i princippet fjernes igen, men alle operationer inde i øjet indebærer en risiko for skade på øjets naturlige linse eller hornhinde.
Behandlingen kan korrigere langsynethed, nærsynethed og bygningsfejl, men bliver oftest udført for at korrigere nærsynethed og bygningsfejl.
De fleste langsynede har ikke så meget plads i den forreste del af deres øjne, og det er derfor slet ikke alle langsynede der kan opereres med ICL. Hvis man som langsynet skal behandles med ICL er det nødvendigt at lave et lille hul i øjets regnbuehinde for at mindske risikoen for problemer med højt tryk i øjet efter operationen. I enkelte tilfælde kan dette lille hul give gener anledning til lysgener i øjet.
Hvor længe har man udført denne operation?
ICL proceduren har været udført internationalt i ca.15 år, med over 1 millioner linser indopereret.
Hvad er risici og bivirkninger ved operationen?
Alle øjenoperationer indebærer en risiko, det er derfor vigtigt at forstå disse og vurdere det i forhold til fordelene ved operationen. Risici som er særligt vigtige at nævne er; tidlig grå stær, sekundær grøn stær, hornhinde skade, infektion i øjet. Alle disse komplikationer kan føre til nedsat syn.
Lette til moderate gener om aftenen/natten fra lyskilder og evt. blændingsgener forekommer forholdsvist hyppigt og kan i enkelte tilfælde være så udtalte at det kan blive nødvendigt at fjerne linserne igen.
Undgår jeg behov for briller eller kontaktlinser efter ICL operation?
Formålet med operationen er, optimalt set, at skabe brillefrihed eller væsentlig synsfejlsreducering. Man må dog som udgangspunkt forvente at der fortsat vil være et behov for briller eller kontaktlinser hvis man skal have det bedst mulige syn. Det er således ikke alle der kan forvente at blive brillefrie ved en operation.
Hvor lang levetid har en ICL?
Materialet er skabt til at holde livslangt, dog er det sjældent at synsfejl ikke ændrer sig med tiden og behovet for supplerende briller kan blive aktuelt. Man vil i disse tilfælde ikke skifte ICL grundet risiko for at skabe øjensygdomme.
Kan jeg bruge kontaktlinser efter operationen?
Kontaktlinser kan anvendes en måned efter operationen.
Kan man fjerne linsen igen?
Ja. Operationen er, modsat de fleste andre synskorrigerende operationer, reversibel som betyder at man kan fjerne linsen igen. Det vil imidlertid kræve endnu en operation inde i øjet, med de risici der følger heraf.
Kan man se på mit øjet, at der er en ekstra linse derinde?
Nej. Linsen er ikke synlig for andre. Man skal anvende mikroskoper med stor forstørrelse for at kunne se linsen.
Kontakt
Øjensygdomme
Telefon
Vil du ændre din tid, kan du ringe på tlf. 7845 4648 mellem kl. 9-12.
Har du brug for at tale med en optiker, kan du komme i kontakt med dem via sekretæren hverdage mellem kl. 9-12.
Har brug for at henvende dig uden for dette tidsrum, kan du træffe en sekretær på 7845 4620 alle hverdage mellem kl. 8-15.
Har du akut behov for hjælp efter kl. 15 kontaktes afdelingen på 7845 4600.
Med sikker mail sender du via e-boks, og dine oplysninger er dermed beskyttede.
Gå direkte til
Direkte link til denne side: www.auh.dk/765815
Brug ikke informationen på denne side til at stille dine egne diagnoser, og følg kun instruktionerne i vejledningen, hvis hospitalet har henvist dig til siden.